Nyhed
09. apr. 2010 | 23:01

Store klapsalver til R

Der var råt fængselsdrama på Nørrebro, da Ekko holdt snigpremiere på R i Empire Bio med filmens tre kreative bagmænd.
Af Jannie Dahl Astrup

Guldøl på bordet og stuvende fuldt i salen. Ekko havde tirsdag aften inviteret til snigpremiere på Michael Noer og Tobias Lindholms internationalt roste R i Empire Bio på Nørrebro.

”Der er langt til det smarte cafémiljø,” konstaterede aftenens vært, Ekkos Nikolaj Scherfig, da den barske fængselsfilm havde rullet over lærredet og modtaget store klapsalver fra publikum.

Det kunne den ene af filmens to instruktører kun give værten ret i.

En smule bange

”Jeg var en lille smule bange, da jeg første gang mødte ’Mureren’,” indrømmede den spinkle Michael Noer, som på scenen — ud over Tobias Lindholm — havde selskab af den tidligere indsatte Roland ”Mureren” Møller.

”Mureren” har været med til at udvikle manuskriptet og har samtidig en birolle i filmen.

”Ja, vi havde også vores kampe under optagelserne,” sagde ”Mureren”, som ikke altid syntes, at Noer ofrede tilstrækkelig med takes på action-scenerne.

”Men nu elsker jeg sgu den lille mand,” grinede han.

Udspringer af virkeligheden

R
er fortællingen om Rune (Pilou Asbæk), der i filmens første scene ankommer til Horsens Statsfængsel, hvor han skal afsone en voldsdom. Det er hans kamp for overlevelse i det nådesløst barske miljø, filmen skildrer.

Alt hvad der sker i film, udspringer af virkeligheden. For eksempel når fangerne arrangerer en fodboldkamp mellem to kanariefugle.

”Det er ikke en fiks idé, men noget, der har fundet sted,” forklarede Tobias Lindholm og tilføjede, at scenen alligevel var hundesvær at få i kassen.

Boldusikre kanariefugle

”Vi havde fundet to kanariefugle, der rent faktisk kunne spille fodbold, men aftenen før meldte de afbud! Der blev fluks sendt en stikirenddreng ud efter to nye fugle. Men de var desværre knapt så boldsikre,” fortsatte Tobias Lindholm.

”Mureren” brugte hele natten på at træne de to fugle — forgæves.

”Det var held i uheld. For de to ukontrollable fodboldspillere gør scenen uforudsigelig og poetisk. Skuespillerne reagerer helt ægte, da fuglene slipper ud af.”

Stærkt makkerpar

Dokumentaristen Michael Noer og manuskriptforfatteren Tobias Lindholm har tidligere arbejdet sammen på kortfilmen Hawaii (2006).

”Vi arbejder begge to med virkeligheden, men på forskellige måder,” forklarede Michael Noer.

”Ja, Michael og jeg bidrager med det bedste fra to verdener. Det skaber et stærkt drive,” tilføjede Tobias Lindholm, der også har skrevet manuskriptet til Thomas Vinterbergs aktuelle Submarino.

Den første visitation

”Mureren” lærte Lindholm at kende i det københavnske hiphop-miljø. En dag lukkede ”Mureren” op for posen med historier fra sin tid i fængsel.

”Roland fortalte mig om ankomsten til fængslet og den første visitation. Jeg så en film for mig, og netop ankomsten er min yndlingsscene. Den er meget nøgen,” sagde manuskriptforfatteren.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko