Store Skabelonbog For Krimiforfattere

Kliché.

Det er det første ord, der dukker op, når man sidder og ser de første tre afsnit af Den som dræber. Det er som bekendt TV 2’s nye klokken-tyve-serie-satsning, som skal tage kampen op med DR’s succeser som Borgen og – vel især – Forbrydelsen I og II.

Det er lidt forstemmende, at samtlige krimi-serier på tv, fra Anna Pihl og derudaf, skal have neurotiske kvinder – med manglende evne til at etablere helt almindelige parforhold eller afhente deres børn i daginstitutionen til tiden – som komplet usandsynlige helte.

I en verden, hvor dansk politis styrke udgøres af 92 procent mænd, svarer det til, at man lavede en hospitalsserie, hvor alle sygeplejerskerne var heteroseksuelle mænd, og hvor alle overlægerne var lesbiske, muslimske kvinder.

Så nu er alle kvinder
Det virker ikke bare latterligt, men også latterligt fortænkt.

Det er på niveau med veninde-krimierne i bøgernes verden og som taget ud af Den Store Skabelonbog For Uoriginale Krimiforfattere:

Politidullen får sin første drabssag, nøj, fordi hun er noget så dygtig, ih, og så laver hun en fejl, åh, men jo bare for at redde sin kollega (en dum mand), hvorfor hun suspenderes, arj, men så går hun solo og karter rundt på egen hånd.

Heldigvis får hun hjælp af en udenforstående mandlig nørd, der er i besiddelse af god, gammeldags kvindelig intuition, så nu er alle kvinder. Han agerer i hvert fald veninde, trøstekrammer og aktiv medlytter, og via ham bringer vor heltinde så sagen markant videre ved at finde ikke ét, men fire lig.

Flere fede krimifloskler
Er der flere fede tidstypiske krimifloskler? Ork ja.

Vor heltinde er – må man formode ud fra hendes cutting-ar på underarmen – incestoffer eller noget, der ligner. Og det er så, skal vi tro, årsagen til, at hun er blevet panserpige.

Det er samtidig grunden til hendes totalt malplacerede og kampneurotiske projektioner, der ganske enkelt fyres rundt i hele landskabet.

Når hun ikke med en skælvende hånd aer komatøse medsøstres kinder på hospitalet, så ryster hun grådlabilt på hovedet over sagsakterne eller kigger på bortrådnende lig og siger de – må man formode – for en garvet politiassistent ret usandsynlige ord: ”Hvordan kunne han gøre det mod dig, tøs?”

Det svarer omtrent til en slagtersvend, der hulkende afvejer et pund hakket kalv og flæsk. Sandsynligt? Underholdende? Plotfremmende? Næ.

Kortåndet thriller
Er der slet ikke noget godt? Jo, noget er der da.

Seriens grundpræmis er oplagt og ikke uden muligheder. For det første er Danmark med Den som dræber rykket helt op i den ellers for lille Danmark så utænkelige seriemorderliga. Og mon ikke skarpe cineaster finder både elementer fra CSI, Se7en og Ondskabens øjne?

Men derudover er Den som dræber ikke bare endnu en whodunnit, men også en whydhedoit.

Vi får med andre ord hurtigt serveret morderens identitet, imens vi kan koncentrere os om at søge efter årsagen til psykopatens hærgen eller det mønster, han arbejder ud fra, hans modus operandi.

Det forvandler serien fra en vindtør krimi til en kortåndet thriller. Vi er pludselig med, imens forbrydelsen finder sted, og det er godt set.

Perler i dialogen
Hertil skal lægges nogle perler i dialogen, der lyser op – måske, fordi så meget af den er så intetsigende.

Et sted korrekser hovedpersonen (spillet af Laura Bach, der virkelig kæmper bravt med sin tekst) på sin chef (spillet tørt af Lars Mikkelsen, der faktisk minder om den nu hedengangne drabschef Kurt Jensen), da han kalder hende ”politimand”.

Hun replicerer hvæsende, at hun er ”politikvinde”. Hvortil chefen sprødt svarer: ”Det er der ikke noget, der hedder.”

Desuden er serien nogle steder ret smukt filmet.

Underlægningsmusikken er også velfungerende, om end spilledåsen i stedfar-sekvenserne måske er, om ikke vammel, så dog lidt for forslidt en barndomserindringsmarkør (vi mangler sådan set bare den disede drømmesekvens).

En nutidig atmosfære
En anden force er noget så diffust som atmosfæren i serien, den generelle stemning.

Med smukke funkisvillaer fulde af dansk design, politipiger i forvaskede T-shirts, auditoriescener og take-away-kaffe, får serien af en eller anden grund noget ret ”nutidigt” over sig, så man på trods af dens groteske usandsynlighed – bare det, at Nørrebro har fået egen drabsafdeling! – lever sig lidt bedre ind i historien.

Endelig er serien, hvad man med et tarveligt ord kalder ”lovende”. Vi ved faktisk endnu ikke, hvad de kan få ud af det hele – og det vil vi jo gerne se.

Indtil nu er det mest tankevækkende i Den som dræber faktisk Laura Bachs kollega, der spilles af Frederik Meldal Nørgaard. Omsider er der en strisser i dansk tv, der er dum og taler jysk.