Top 10: Største vampyrer

De suger blod, som Humphrey Bogart tæmmer smøger og Dean Martin tyller rødvin.

Vampyren er afhængig af at trænge helt ind, hvor det gør rigtigt ondt. Og den gør det ofte med sex, sensualitet eller charme.

Ingen tvivl om, at vi bliver draget af udødeligheden, når vampyren igen og igen når øverst på hitlisterne. Blodet kan være symbol på liv, vingerne på frihed og hugtænderne på vores lyster.

Den 9. juli har den iranske, western-inspirerede vampyrfilm A Girl Walks Home at Night premiere. Den handler om en kvindelig, hævngerrig vampyr i spøgelsesbyen Bad City, hvor moralen er så fordærvet som gribbenes måltider i det vilde Vesten.

Vi præsenterer ti ikoniske vampyrer i film, der på hver deres måder har kvaliteter.

10. Kiefer Sutherland i The Lost Boys (1987)

Han leger med psyken, Kiefer Sutherland. Han serverer ris, og de bliver til mider. Han serverer nudler, og de bliver til orme. Han serverer vin, og det er (!) blod.

Kiefer er alfahannen i en led bande af rødder, der rekrutterer nye medlemmer i denne typiske cornykomedie fra 1980’erne.

Han morer sig med fester, damer og motorcykler iført læderjakker. Varmer hænder på brændende metaltønder. Og når han angriber, bliver blikket rødt og aggressivt.

9. Lina Leandersson i Lad den rette komme ind (2008)

Hun er fandens vild, når hun jagter sin ven Oskars mobbere og dræber dem koldblodigt med sine hugtænder. For kold er hun, denne 300 år gamle ungpige. Oskar er følsom, og hun forfører ham. Langsomt udvikler de et forhold til hinanden.

Spørgsmålet er så, om hun er en pige. I et kort øjeblik ser man hende nøgen, men hun har intet køn. Hun kysser ham efter endnu et koldblodigt mord. Hun fortæller Oskar, at hun ikke er en pige. Er hun mon kastreret?

Nok androgyn. Hun er en lille vampyr, men en vampyr med en markant tilstedeværelse.

8. Lina Romay i Female Vampire (1973)

Kvinden er smuk, bæltet sort og brysterne gode. Vampyrernes pornostjerne hedder Irina von Karlstein, og hun skal have sex, som andre vampyrer skal have blod. Hun er til både mænd og kvinder. Hun suger dem mellem benene, til de er saftløse og dør.

Der er tre versioner af filmen: en horror-version, en horror-sex version og en hardcore pornoversion. Lina Romay spiller med i dem alle, og som altid er hun ikke bange for at vise sig frem i de film, som hendes mand, kultinstruktøren Jesús Franco, instruerede.

Filmen(e) er nok mest kult for at være corny, men Irina, hun er sgu rå nok!

7. Christopher Lee i Horror of Dracula (1958)

Draculas øjne er de samme som Sarumans øjne i Ringenes herre og Grev Dookus øjne i Star Wars. Men Draculas er endnu mere gennemborende og har uden tvivl skræmt en white collar kontor-amerikaner eller to ved premieren.

Det klassisk musikalske soundtrack passer godt til Christopher Lees formfuldendte stil. Det passer godt til den dialog-fattige film, der i stedet bruger Draculas kropssprog og tilstedeværelse til at holde øjnene fanget.

6. Tom Cruise i En vampyrs bekendelser (1994)

Tom Cruise er høvisk som en rigtig vampyr i denne Anne Rice-filmatisering som antihelten Lestat de Lioncourt. Han er filosofisk, optaget af moral og musik. Og ikke mindst af de rotter, han gerne bider over og hælder op i glas, som kun er en prins værdig.

”Uden mig ville livet være endnu sværere at holde ud,” som han siger.

Det forstås, men jeg forstår ikke, hvorfor man ikke lod Tom Cruise spille over for Val Kilmer som en forlængelse af homo-erotikken fra Top Gun. Tom Cruises udgangsreplik ville få en helt ny betydning: ”You could be my wingman, anytime.”

5. Elina Löwensohn i Nadja (1994)

Den nonnelignende vampyr med østeuropæisk accent er mystisk og smuk, som natten er lang. Storbyinden Nadja går igennem New Yorks gader med kapper om kroppen, besøger barer og opsøger fyre.

”Jeg lever af familiepenge. Fra Rumænien,” fortæller hun.

Filmen er sort-hvid, stilen er psykedelisk noir, og humoren er deadpan. Den er produceret af David Lynch, mens Portishead og My Bloody Valentine er med på soundtracket. Med sin brug af ironi tager filmen heldigvis ikke sig selv for seriøst som kunstfilm. Alligevel er vampyrinden ren forførelse.

4. Tom Hiddleston i Only Lovers Left Alive (2013)

Spørger man vampyr, poet, musiker og junkie Adam (Tom Hiddleston), vil han nok svare, at han er den største vampyr gennem tiderne.

Hvorfor? I modsætning til visse andre vampyrer holder han sig for god til at myrde løs i speedrus for at få sin dosis blod. I stedet får han den leveret på tuber af en pusher i Tanger (hvor narko-forfatteren William Burroughs som bekendt boede).

Blodet er hans drug, men han vil kun drikke det moralsk rigtige, imens han hæver sig kulturelt med avantgarderock fra sit elfensbenstårn over menneskerne, som han kalder zombier. Men da doserne mindskes i antal, mindskes også Hans Hellighed, og snart tager dyret i ham over.

3. Max Schreck i Nosferatu (1922)

F.W. Murnau er manden bag stumklassikeren, og Max Schreck er en uforglemmelig vampyr. Nosferatuen er sminket så meget op, at han ligner en dukke, men mest uhyggelig er den lange sorte skygge, og neglene, som er endnu længere, når nosferatuen bevæger sig mellem mure og op ad trapper.

Spørgsmålet er så, om filmen stadig kan skabe maksimal skræk blandt publikum. Slukket lys og lidt fantasi skulle nok kunne gøre det.

I en anden horrorfilm, Shadow of the Vampire (2000), spekuleres der i, om Max Schreck i virkeligheden var vampyr.

2. Bela Lugosi i Dracula (1931)

Bela Lugosis Dracula tog et radikalt opgør med Max Screcks Nosferatu, der var monstrøs og ulækker i sin fremtræden. Ingen ville drikke vin med nosferatuen, men det ville man derimod med den østeuropæiske krigsherre, Bela Lugosis vampyr.

En højadelig figur, finkulturel, galant, en flot mand. Han taler som en statsmand. Udtaler ordene tydeligt, velformuleret med høj røst.

Den ældgamle greve ankommer fra Rumænien til England, hvor han charmerer sig ind på de engelske aristokrater og den unge Mina, der finder ham flot og attraktiv. Kun Van Helsing kan se igennem ham. Spejlet afslører Hans Grusomhed.

1. Klaus Kinski i Nosferatu – Vampyren (1979)

Klaus Kinski er ikke til at komme udenom i Werner Herzogs lettere satiriske fortolkning af Nosferatu, der ligner sin rollemodel fra 1922. Han spiller den filosofiske vampyr med en rolig, sagte stemme og en kontrolleret foroverbøjet krop altid desperat for at hugge til.

Middagsscenen på slottet med vampyrens stift stirrende, dyrisk sultne blik, mens han hælder vin op til sin stakkels gæst Jonathan (Bruno Ganz), er en øjefryd.

Det hvide ansigt, fortænderne, de lange negle, den kraftige ånde. Med ironi markerer et ulvehyl og et skelet-ur midnatten. Jonathan er skræmt fra vid og sans, da vampyren nærmest løber ham ned i lænestolen.