Stortalent debuterer med politisk thriller
Rasmus Bjerg kan for tiden opleves som nationalskjalden John Mogensen i Så længe jeg lever, men han har en noget anderledes rolle i den kommende politiske thriller Danmarks sønner.
Her spiller han den nationalistiske højrefløjspolitiker Martin Nordahl, der spås en jordskredssejr og statsministerpost i det kommende valg.
I filmen har radikaliseringen taget til i Danmark efter et bombeangreb året før i København, og Nordahls nystiftede parti National Bevægelsen er blevet voldsomt populært.
Imens følger filmen nittenårige Zakaria – spillet af debutanten Mohammed Ismail Mohammed – som selv er på vej ned ad et farligt spor i radikaliseringens navn.
Bag filmen står det nystartede produktionsselskab Hyæne Film, som er oprettet af blandt andre Ulaa Salim og hans producer Daniel Mühlendorff, som blev uddannet fra Den Danske Filmskole samme år som Salim.
Nervepirrende thriller
Ulaa Salim er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017 og er et velkendt navn på Ekko Shortlist.
Hans kortfilm blev nomineret for bedste klipning ved både Ekko Shortlist Awards i 2014 og 2016 med henholdsvis Ung for evigt og Vore fædres sønner, der er stærke fortællinger om svære kulturmøder.
Nu debuterer instruktøren med en spillefilm, der kommer kort tid efter hans roste afgangsfilm Fædreland, som blev nomineret til en Robert for bedste korte fiktion.
Ulaa Salims kortfilm er poetisk anlagte skildringer af relationer mellem mennesker. Det lyder også til at være sagen med hans spillefilmdebut, som dog øjensynligt også har karakter af en nervepirrende politisk thriller i stil med Nikolaj Arcels Kongekabale.
Danmarks sønner har planlagt premiere 28. marts 2019.
Kommentarer