Stortalent kom helt skævt fra start

”Hjemsøgelsen er i mine øjne den bedste danske jeg-dokumentar siden seksten år gamle Rejsen på ophavet.”

Roserne var store, da Ekkos chefredaktør for nylig kastede sin kærlighed på dokumentaren Hjemsøgelsen.

Den handler om, at instruktørens mor Eva Einshøj har set et spøgelse. Men under overfladen ligger undersøgelsen af traumet, da forældrene mistede en søn og brødrene en bror i starten af 90’erne.

Filmen vandt to priser ved Ekko Shortlist Awards 2019 for bedste klipning og musik.

Ordene er næsten for meget for bagmanden Christian Einshøj. Men han er også glad og rørt over at blive nævnt i samme sætning som Max Kestners Rejsen på ophavet, der sammen med andre personlige dokumentarer som Sami Saif og Phie Ambos Family og Ross McElwees Sherman’s March fra 1985 har haft stor betydning for den autodidakte instruktør.

Nu er han i gang med at markere sig som en af Danmarks mest talentfulde dokumentarister, men det har været en lang og sej kamp at slå igennem i filmbranchen.

”Jeg ved i dag, at jeg led under idéen om, hvad en ’rigtig instruktør’ er. Det gælder sikkert for mange unge talenter. Jeg gik meget op i at stå med et klaptræ, for det skulle ligne en filmoptagelse med det rigtige udstyr og sådan noget. Jeg elskede jo film, men det var tydeligt, at det også var en performance,” siger 34-årige Christian Einshøj.

”Det var en kæmpe modningsproces at gå fra at ville være noget inden for filmen til at fortælle på grund af indholdet. Før betød det noget for mig at være i nærheden af det, jeg så som barn med behind the scenes fra Pulp Fiction eller en Spielberg-film. Det ville jeg efterligne, men det er den helt forkerte måde er gøre det på.”

Fars femårsplan
Christian Einshøj flyttede med sin familie fra Danmark til Norge som fireårig, da faren fik et velbetalt arbejde i en stor virksomhed. I barndommen havde unge Christian drømme om at være tegner for Disney eller skuespiller, men i virkeligheden lå fremtiden lige for.

”Jeg troede, at jeg skulle være økonom og arbejde med business som min far. Det var 100 procent planen at gå på CBS, men jeg var altid kreativ, og i løbet af gymnasiet forsvandt mit behov for at være som min far,” fortæller Christian Einshøj.

Derfor satte han efter gymnasiet alle sejl til for at komme på Den Danske Filmskole. Familien støttede med den betingelse, at han lavede en femårsplan med sin far, og Christian Einshøj fandt ud af, at Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft var et godt springbræt til at opnå drømmen.

Efter opholdet på Den Europæiske Filmhøjskole søgte han ind på Filmskolen hele fem gange. På både klippelinjen og Arne Bros dokumentarlinje nåede han til sidste prøve, men kom aldrig ind.

Det gjorde hans kæreste – klipperen Sofie Steenberger – til gengæld, hvilket skabte en lidt akavet situation i parrets hjem.

”Jeg havde virkelig brug for at vise mine forældre, at det gik fint. Hvis jeg var kommet ind på Filmskolen, kunne det have lettet presset for at skulle bevise noget over for dem. Så da jeg ikke kom ind, var jeg fuldstændigt knust,” siger instruktøren.

Ærlighed koster studieplads
Det gik også op for Christian Einshøj, at han ikke selv var afklaret omkring, hvad han egentlig ville med sine filmambitioner.

”Helt i starten var jeg forvirret over, om jeg skulle være klipper eller instruktør. Først ville jeg være instruktør, men på Filmhøjskolen i Ebeltoft blev det tydeligt, at jeg manglede idéer,” siger filmskaberen, som til gengæld opdagede et talent for at klippe.

”Jeg har altid været vildt genert og har sociale hæmninger, så heller ikke på det punkt var det oplagt for mig at være instruktør. Jeg er på ingen måde en naturlig leder, men klipning fandt jeg ud af, at jeg kunne mestre.”

”Da jeg søgte ind på klippelinjen for anden gang, blev det imidlertid tydelig for optagelsesudvalget, at jeg hellere ville være instruktør. Adam Nielsen fra udvalget fortalte mig senere: ’Det er meget sødt, at du er ærlig, men sig aldrig, at du hellere vil være instruktør, når du søger ind som klipper!’”

Høj på at klippe
Mens han forgæves kæmpede for at blive optaget på Den Danske Filmskole, fandt Christian Einshøj forskelligt arbejde. Blandt andet i Fridthjof Film, fordi den driftige producent Ronnie Fridthjof ofte kom forbi Filmhøjskolen for at finde arbejdskraft.

Senere kom Christian Einshøj ind som klippeassistent på det nu hedengangne produktionsselskab Tju-Bang Film, der lavede fodbolddokumentaren … og det var Danmark fra 2008.

Den klippede Daniel Dencik, og Christian Einshøj fik med egne ord nasset sig med på projektet som assistent, men endte som b-klipper.

Den på det tidspunkt 22-årige filmmand følte, at han var brudt igennem lydmuren. Nu ventede stjernerne.

”Der er ret mange minutter af … og det var Danmark, som jeg har klippet. Jeg blev helt høj på det og tænkte, at jeg slet ikke behøvede Filmskolen,” siger Christian Einshøj med et grin.

Manden med kameraet
Dernæst fulgte nogle svære år, hvor det højest blev til et par klippeopgaver i ny og næ, mens han fik afslag på sine egne projekter. I 2016 fik filmskaberen et angstanfald, der satte ham ud af spillet i nogle måneder.

Et besøg hos lægen hjalp også med at identificere den indre uro, som han altid har båret på.

Sidste år klippede han den Bodil-vindende dokumentar Q’s Barbershop, og i dag føler Christian Einshøj, at han har skabt sig et navn i den danske filmbranche. Hjemsøgelsen klippede han sammen med Sofie Steenberger, og foruden instruktørens egne optagelser var der et enormt hav af arkivmateriale, som optræder i filmen.

”Da jeg startede på Fridthjof Film, begyndte jeg at digitalisere min fars gamle hjemmevideoer. På grund af alt det, der skete, har de bånd en stor kraft,” siger Christian Einshøj.

”Det er sådan, jeg husker min far fra barndommen: Han filmede. Der er over 100 timers video og 75.000 billeder. Hele mit liv ligger der, så det har draget mig.”

Personlig versus privat
Siden 1. januar 2020 har Christian Einshøj med støtte fra Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen klippet på sin næste film. Det er en dokumentar i spillefilmlængde med arbejdstitlen Bjerget, og denne gang er det hans far og brødre, der er i centrum.

Det var faktisk den film, som Hjemsøgelsen oprindelig skulle have været. I en periode begyndende i midten af 00’erne filmede Christian Einshøj hver sommer sin familie med det formål at lave en portrætfilm om sin far, som han har et nært forhold til.

Det viste sig dog særdeles svært, måske netop fordi han var så tæt på faren.

”Problemet var, at jeg ikke havde nok distance til materialet. Det gav ikke rigtigt mening for andre mennesker, der så det. Andre, der laver personlige film, taler om det samme. Der er stor forskel på det private og det personlige,” siger Christian Einshøj.

”Dengang kunne jeg se et billede af et træ, der voksede i min farfars have, og så kunne jeg sætte det i filmen, fordi jeg havde alle mulige følelser forbundet med det. Jeg troede, at det automatisk ville blive overført til alle, der så filmen. Den fejl begår mange nok. Det tager tid at lære, at man bliver nødt til at italesætte betydningen.”

Fra mor til menneske
Idéen til Hjemsøgelsen blev født, da Christian Einshøj under en påskefrokost overhørte sin mor sige, at hun havde set et spøgelse på første sal i hjemmet.

Hun var meget modvillig i forhold til at lave en film. Men da han to måneder efter sit psykiske sammenbrud modtog en støttebevilling på 25.000 kroner til at optage i en enkelt uge og klippe filmen, fik Christian Einshøj overtalt sin mor.

”I mange år kunne jeg tale i telefon med min far i timevis – og min kæreste syntes, det var creepy,” griner instruktøren.

”Min mor havde jeg tilsvarende ikke en relation til. Jeg snakkede ikke med hende, fordi jeg ikke følte, at vi havde noget at snakke om. Det viste sig at være en kæmpe gave, for der var ikke noget til at forstyrre. Den uge var en stor oplevelse. Hun kom ud af sin rolle som mor, og jeg kunne betragte hende som et menneske.”

Kram af Iben Hjejle
Hjemsøgelsen blev overhovedet ikke den film, som Christian Einshøjs mor regnede med. Og da hun så den færdige version første gang, var hun langt fra begejstret.

Men da filmen begyndte at blive vist på festivaler, hvor publikum lo og græd af hendes historie, kunne hun se filmens styrke.

”Jeg tænkte aldrig over det, da jeg voksede op, men jeg tror måske, at hun ikke har så høje tanker om sig selv. Det, der kan fremstå som kølighed og distance, er måske i virkeligheden usikkerhed. Nu har hun fået meget positiv respons på filmen. Folk har sagt, at hun er sød og dejlig, og at det er synd for hende,” fortæller Christian Einshøj.

”På festivalen i Odense kom Iben Hjejle og gav hende et kram. Det er en helt ny oplevelse for hende, at folk tænker det om hende. De kan lide hende, og det tror jeg betyder meget for hende.”