Stortalenter sejrer ved Ekko Shortlist Awards
”Brug nitten minutter af dit liv og se, hvor genialt enkelt og gribende en kortfilm kan laves. Alt er poesi, alt er sandt.”
Sådan skrev Ekkos chefredaktør om Forever Now, da det sjove og rørende drama om et parforholds stofpåvirkede afslutning kom på Ekko Shortlist i foråret.
Juryen for årets Ekko Shortlist Awards med blandt andre Michael Noer, Mia Lyhne og Ditte Hansen har set den og de femten andre film, der var mest populære på onlinehitlisten Ekko Shortlist det forgangne år – og de var ganske enige i filmens kvaliteter.
Derfor kunne instruktør Kristian Håskjold her til aften triumferende række armene i vejret, da hans film blev udråbt til vinderen i prisfestens hovedkategori: Shortlist Prisen.
Med prisen følger en pengepræmie på 25.000 kroner. Ekko Shortlist Awards er støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut samt sponsoreret af C More.
Aftenen i Bremen Teater var en storslået fest med Anders Lund Madsen i spidsen som vært. Han iførte sig undervejs en præstekjole og tog alle vinderne med i skriftestolen for at bekende synder, akkompagneret af et munkekor.
Det fik Kristian Håskjold lov til tidligt på aftenen, da han før hovedprisen også vandt prisen for bedste klipning. Imens tog hans hovedrolleindehaver Frederikke Dahl Hansen prisen for bedste kvindelige skuespiller foran blandt andre Karen-Lise Mynster og Amalie Lindegård.
Frederikke Dahl Hansen spiller i Forever Now den unge kvinde, der griner og græder sig igennem en aften, hvor hun og kæresten tager MDMA for at dulme deres smertelige brud.
Underskøn hjertesorg
To andre film vinder ligeledes hver tre priser. Det drejer sig om to af de mest originale og kompromisløse værker, der er skabt på Den Danske Filmskole i mange år.
Jonas Kærup Hjorts underskønne og mystiske afgangsfilm Om en måned modtog statuetten i kategorien for bedste fiktion.
Der var tæt løb i kategorien, hvor Om en måned blandt andet var oppe imod det barske drama Delfinen skrevet af instruktør Laurits Munch-Petersen og hovedrolleindehaver Pernille Andersen.
Men det blev historien om en gruppe mænd, der venter på noget ubestemmeligt i en ramponeret fabrik, som trak det længste strå. Om en måned sikrede også Jonas R. Kirkegaard prisen for bedste lyddesign, mens Kirstine Auener og Amalie Skovhus Petersen blev belønnet for deres stemningsfulde scenografi i den bizarre film.
Jesper Dalgaards afgangsfilm Weltschmerz fik flest nomineringer sammen med Forever Now. Tre priser fik den medrivende dokumentar om et emsemble på Glad Teater, der tager på en kunstnerisk rejse for at udforske hjertesorgens væsen.
Instruktøren og filmen vandt for bedste dokumentar, mens Valdemar Cold Winge Leisner tog prisen for bedste fotografering. Komponisterne Johan Carøe og Søren Stenagers smukke toner sikrede dem en statuette for bedste originale musik.
Det blev dermed en stor aften for Den Danske Filmskole, som for første gang nogensinde vandt hele seks priser ved Ekko Shortlist Awards.
Besøg fra USA
Der blev delt tretten statuetter ud ved prisuddelingen, som var femte udgave af kortfilmfesten for Danmarks største talenter.
Juryen nominerede fem kandidater i elleve kategorier, og vinderen blev fundet i en 50/50-sammentælling af brugerstemmer og juryens rangering.
De seksten nytilkomne film, som har klaret sig bedst på Ekko Shortlist i det forløbne år, var automatisk indstillet til Shortlist Prisen, hvor juryen valgte vinderen, og Publikum Prisen, som brugerne bestemte gennem en afstemning.
Skuespilleren Thomas Ernst havde taget turen fra USA, hvor han arbejder på et internationalt gennembrud, for at deltage i showet. Og det fortryder han nok ikke.
Hans instruktørdebut – den morsomme mockumentary Simon G.H – vandt nemlig Publikum Prisen.
Hos de mandlige skuespillere var den verdenskendte dansker Claes Bang blandt de nominerede for sin rolle i homodramaet Hotel Boy. Kategorien var desuden stærkt besat af veteranerne Kristian Halken og Claus Bue, men vinderen blev et helt ubeskrevet blad: Abdel Mustafa, der leverer en intens præstation som en mand på flugt fra bandemiljøet i Min fjendes bror.
Filmen kommer fra Kbh Film- og Fotoskole, der de seneste år har budt på en række lysende talenter. Med den flotte sejr træder debutanten Abdel Mustafa ind i filmens verden med et brag.
En kærlig tanke
The Animation Workshop i Viborg har nærmest sat sig på prisen i kategorien ”bedste animation”, hvor den jyske filmskole har vundet tre ud af fire priser.
I år gik prisen endnu en gang til en elev fra animationsuddannelsen, der er førende i verden på området.
Rikke Alma Krogshave Planeta vandt statuetten for den sanselige og musikalske Bacchus, der med sin fortælling om en sensuel figur af samme navn er en hyldest til det instinktive begær.
I kategorien ”bedste manuskript” var den populære romanforfatter Morten Pape blandt de nominerede for Super16-filmen Halvmand.
Han og de andre måtte dog se sig slået af Frederik Rye Nielsen, hvis fortælling i Det vi mister om folkeskolelæreren Vagn – spillet af Claus Bue – strøg til tops.
Frederik Rye Nielsen har skrevet manuskriptet ud fra en historie af instruktør Jakob Valdemar Mørk, som nok får sendt en kærlig tanke.
Filmen er lavet på Den Europæiske Filmhøjskole, der ligesom The Animation Workshop og Kbh Film- og Fotoskole tegner sig for én pris. Den store vinder Forever Now er skabt med støtte fra Filmværkstedet i København, mens Simon G.H er lavet af det uafhængige produktionsselskab Sarning Productions.
Ekko Shortlist Awards 2018
Shortlist Prisen
VINDER: Forever Now
Instr. Kristian Håskjold
Prod. Siri Bøge Dynesen
Abu Adnan
Instr. Sylvia Le Fanu
Prod. Sune Wahl
Cirque Inception
Instr. Joseph Valentino Palau
Prod. Helena Chamma
Delfinen
Instr. Laurits Munch-Petersen
Prod. Kim Magnusson & Tivi Magnusson
Det hun så
Instr. Anthon Brouneus
Prod. Henrik Jongdahl
Jazz
Instr. Tammes Bernstein
Jeg vil bare læse HF
Instr. Wagma Khattak
Prod. Nina Lyng
Kein Problem
Instr. Magnus Millang
Prod. Mettelise Hansen
Mod resten af verden
Instr. Simon Lykke
Prod. Cilie Kragegaard
Nulpunktet
Instr. Niklas Lund Brock
Prod. Niklas Lund Brock
Regnbuepiger
Instr. Zinnini Elkington
Prod. Asta Stuhr
Simon G.H
Instr. Thomas Ernst
Prod. Sebastian Bull Sarning
Sofa
Instr. Anna Emma Haudal
Prod. Victor Cunha & Nanna Nyboe Tabor
Spændetrøje
Instr. Charlotte Randeris
Prod. Camilla Christensen
The Stranger Card
Instr. Joseph Valentino Palau
Prod. Helena Chamma & Joseph Valentino Palau
Walter & Alma
Instr. Thomas Levin
Prod. Allan Stenild
Publikum Prisen
VINDER: Simon G.H
Instr. Thomas Ernst
Prod. Sebastian Bull Sarning
Fiktion
VINDER: Om en måned
Instr. Jonas Kærup Hjort
Prod. Karen Kristensen
Delfinen
Instr. Laurits Munch-Petersen
Prod. Kim Magnusson & Tivi Magnusson
Forever Now
Instr. Kristian Håskjold
Prod. Siri Bøge Dynesen
Hotel Boy
Instr. Michael Søndergaard
Prod. Tanja Winther & Louise Beyer
Raniya
Instr. Sidsel Møller Johnsen
Prod. Niels Wee
Dokumentar
VINDER: Weltschmerz
Instr. Jesper Dalgaard
Prod. Niclas Caroc Warner
Alene og bange?
Instr. Maria Winther Nørgaard
Grønthandleren
Instr. Maya Bram Sommer
Prod. Maya Bram Sommer & Jacob Oliver Krarup
Klub 27
Instr. Mikkel Keldorf
Prod. Mikkel Keldorf
Vidne
Instr. Louise Leth
Prod. Zire Schucany
Animation
VINDER: Bacchus
Instr. Rikke Alma Krogshave Planeta
Prod. Michelle Nardone & Anja Perl
But Jane Was Deaf
Instr. Tobias Rud
Home Grown
Instr. William Reynish
Prod. Lina Flint
Reverie
Instr. Philip Piaget
Prod. Michelle Nardone
År 805
Instr. Tor Fruergaard
Kvindelig skuespiller
VINDER: Forever Now – Frederikke Dahl Hansen
Delfinen – Pernille Andersen
Nyforelsket – Amalie Lindegård
Raniya – Shelly Jacqueline Levy
September – Karen-Lise Mynster
Mandlig skuespiller
VINDER: Min fjendes bror – Abdel Mustafa
Det vi mister – Claus Bue
Fodbolddommeren – Kristian Halken
Hotel Boy – Claes Bang
Prøven – Martin Laurits
Manuskript
VINDER: Det vi mister – Frederik Rye Nielsen
De voksnes rækker – Maj-Britt La Cour & Trine Breum
Halvmand – Morten Pape
Når vi ses igen – William Sehested Høeg
September – Lisa Jespersen & Sara Isabella Jønsson
Fotografering
VINDER: Weltschmerz – Valdemar Cold Winge Leisner
Elskede at drømme, drømmer om at elske – Kim Bech
Fucking lejemordere i telefonbogen – Kristoffer Engholm Aabo
Når vi ses igen – Kristian Arbs
Om en måned – Jacob Sofussen
Klipning
VINDER: Forever Now – Kristian Håskjold
Chrè – Ania de Sá Madsen
Fucking lejemordere i telefonbogen – Freja Borrowman & Nils Zidore
Fædreland – Jenna Mangulad
Weltschmerz – Denniz Göl Bertelsen
Scenografi
VINDER: Om en måned – Kirstine Auener & Amalie Skovhus Petersen
Atelier – Josefine Else Larsen
The Fabric – Lyuba Tsancheva Halacheva & Marianne Glenhammer
The Last Schnitzel – Gustav Pontoppidan
Weltschmerz – Mina Lejbølle
Lyddesign
VINDER: Om en måned – Jonas R. Kirkegaard
Atelier – Toke Gelardi Rønsholdt
Home Grown – Philip Flindt
Oscar – Christian Munk Scheuer
År 805 – Jess Wolfsberg
Original musik
VINDER: Weltschmerz – Johan Carøe & Søren Stenager
Atelier – Johan Carøe & Hildur Gudnadóttir
Hotel Boy – Rumpistol
Reverie – Pablo Pico
The Last Schnitzel – Emir Yargin
Ekko Shortlist Awards
Ekko Shortlist Awards hylder danske filmtalenter og kortfilm.
Femte udgave blev afholdt 24. november i Bremen Teater med Anders Lund Madsen som vært.
De nominerede var udvalgt blandt 145 kortfilm fra Ekko Shortlist i perioden 6. november 2017 – 22. oktober 2018.
Vinderne blev fundet i en sammentælling mellem brugernes stemmer og juryens rangeringer.
Prisuddelingen er sponsoreret af C More og støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.
Årets jury
Claus Christensen
Chefredaktør
Mia Lyhne
Skuespiller
Michael Noer
Instruktør
Lotte Svendsen
Instruktør
Jakob Stegelmann
Tv-vært
Ditte Hansen
Skuespiller og manuskriptforfatter
Nadim Carlsen
Fotograf
Jenny Lund Madsen
Manuskriptforfatter
Martin Dirkov
Komponist og tonemester
Nicole Horanyi
Dokumentarinstruktør
Morten Groth Brandt
Tonemester
Amalie Næsby Fick
Animationsinstruktør
Andreas Johnsen
Dokumentarinstruktør
Olivia Neergaard-Holm
Klipper
Sabine Hviid
Production designer
Kommentarer