Konflikt på Filmskolen
21. nov. 2019 | 13:35

Støtten til Filmskolens elever vokser

Foto | Henrik Petit
Jesper Christensen er snart aktuel i den danske krigsfilm De forbandede år, men har i mellemtiden involveret sig i kampen om fremtiden på Den Danske Filmskole.

Nogle af dansk films største stjerner har meldt sig ind i kampen mod akademisering på Den Danske Filmskole, mens brancheorganisation finder undervisningsplanen bekymrende.

Af Nicki Bruun

Siden vi i går skrev, at over 260 filmfolk havde givet deres underskrift til opbakning af elevernes barrikade på Den Danske Filmskole, er tallet vokset eksplosivt.

739 mennesker har i skrivende stund meldt sig til den underskriftsindsamling, som er imod rektor Vinca Wiedemanns forandringer, der bliver set som en stigende akademisering af uddannelsen.

Og tallet vokser løbende.

Underskriverne er en blanding af rutinerede kræfter som instruktørerne Niels Arden Oplev, Nikolaj Arcel og Mikala Krogh, skuespillerne Jesper Christensen og Iben Hjejle, lyddesigneren Peter Albrechtsen og unge talenter som Victoria Carmen Sonne og den Ekko Shortlist Awards-vindende instruktør Sylvia Le Fanu.

Støtten kommer naturligt nok især fra folk i filmbranchen, men også udenforstående er på banen med deres opbakning. I små kommentarer vedhæftet deres underskrift skriver flere, at de generelt er imod akademisering på landets kunstuddannelser.

Fokus på filmhåndværket
Organisationer i den danske filmbranche har også meldt officielt ud, at de ser med bekymring på den verserende konflikt mellem Filmskolens elever og rektor Vinca Wiedemann.

Hos Dansk Filmfotograf Forbund, hvis medlemmer tæller Oscar-vinderen Antony Dodd Mantle og Dan Laustsen, der blev nomineret til den amerikanske pris for The Shape of Water, håber man på en revurdering i fremtidsplanerne for Den Danske Filmskole.

”Fordelingen mellem teoretisk og faglig undervisning i den nye studieordning er bekymrende. Når undervisningen ikke er tilstrækkelig fagspecifik, vil man uddanne filmfolk, hvis kompetencer ikke står mål med de faglige kvalifikationer, der efterspørges i branchen. Det gælder i høj grad den erfaring, der opnås ved praktiske øvelser og filmproduktion under uddannelsesforløbet,” skriver organisationen i en pressemeddelelse.

”Vi anbefaler mere fokus på filmhåndværket og elevernes kunstneriske udvikling – mindre på den akademiske. Filmbranchen har brug for dygtige håndværkere med kunstnerisk talent – det gælder i alle hovedfagene.”

Dansk Filmfotograf Forbund håber på en hurtig afslutning af konflikten, men tilslutter sig ikke elevernes opråb om, at Wiedemann bør gå af som rektor. I stedet kalder organisationen ligesom fungerende kulturminister Rasmus Prehn på dialog.

”Filmskolens dør bør være åben og som tidligere svinge begge veje, så der skabes mulighed for en konstruktiv og åben dialog mellem branchen, skolens ledelse, lærere og elever. Det sker ikke for tiden.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko