Stress og stilhed

— hvis man ikke falder i søvn!

Den moderne teknologi kan om noget lette en fælt fortravlet hverdag, altså når bare den virker. Vel er vi i EU, og vel er liberalisering af elmarkedet so last season. Alligevel er det åbenbart ikke ensbetydende med, at vi alle skal kunne kobles til de samme stik.

I en ånd af survival of the fittest forløb festivalens første dage for mange med en hæsblæsende jagt på to-bens stik.

Festivalpalæets egne 80 stik fra presserummet var blevet stjålet, rub og stub, og i resten af byen meldte butikkerne udsolgt. Men med lige dele hidsighed og snarrådighed kan man maltraktere sit eget tre-bens stik, og så kører teknologien igen — altså hvis bare opkoblingen til internettet så også virkede, og natportieren ellers kunne hjælpe.

En svalende stund
Film skal ses, mindst tre om dagen på festivalen, men stress er mere end Cannes. Det er hverdagskost i en fortravlet vestlig verden, hvor den daglige transporttid til og fra arbejdet opleves af mange som det eneste sted, man kan være et par minutter alene. Samtidig har yoga og meditation bølget ind over os med teknikker til at skabe indre ro.

Vi savner fred, stilhed, det at være — bare et øjeblik, at mærke.

Det kan derfor synes som et symptom på tiden, måske endda en ny bølge i film, eller blot festivalkomitéen, der selv har haft brug for en svalende stund, og derfor i den ånd har udvalgt film som mexicaneren Carlos Reygadas Stellet Licht og ungareren Béla Tarrs The Man from London.

Smukke, stille og meget lange
Både Carlos Reygada og Béla Tarr har skabt nogle meget smukke, stille og meget lange film (henholdsvis 2,5 time og 2 timer og 12 minutter).

Stellet Licht indleder med en solopgang, fra kulsort nat til lys morgen, så langsomt som var der tale om en rigtig morgenstund. En ro sænker sig over én, mens man betragter det smukke landskab få mere og mere farve. Det er næsten som at stå ved siden af en kyndig maler, der langsomt, lag for lag, beklæder sit lærred med et naturalistisk scenario iklædt de mest indbydende farver.

The Man from London minder også til gengæld om sort/hvide-fotografier. Portrætter. Opstillinger. Kameraindstillingerne er lange og vedblivende, æstetisk velkomponerende og skuespillerne har alle interessante ansigter, der fascinerer.

Familien eller lidenskaben
Stellet Licht foregår i det nordlige Mexico, i en slægt af Mennoniter, der i deres levevis bringer tankerne hen på Amish-folket, og rollerne spilles af Mennoniterne selv. Der er tale om et gammelt tysk folk, hvor det tyske sprog har udviklet sig internt på en måde, der gør det umuligt at forstå for udenforstående, om end de så var tysktalende.

Johan, som er gift med Esther og familiefar til syv poder, har lidenskabeligt forelsket sig i iskagebutikkens Marianne og befinder sig i et svært dilemma: Hvilket liv skal han vælge — familien eller lidenskaben?

Esther er velvidende om hans affære og lider i stilhed. Marianne er velvidende om hans stærke bånd til familien og lider i stilhed, mens hun udtaler de tankevækkende ord om at vælge roen frem for kærligheden. Specielt kvindernes håndtering af store følelser som sorg, frygt og knuste hjerter gør ekstremt indtryk ved at foregå fattet og ordknapt, men alligevel dybt lidenskabeligt.

Frustrerende mystik
I The Man from London er handlingen svært gennemskuelig. Den indleder spændende med en alvorsfuld samtale mellem to mænd på et skib, der har lagt til kaj, en kuffert fuld af penge skifter hænder et par gange og havner efter en slåskamp med en mand i havet, som drukner. Mordet bliver bevidnet af hovedpersonen Maloin, som fisker kufferten op.

Efter at have levet et stillestående, ensomt og næsten nonverbalt liv bliver Maloin stillet over for store spørgsmål som moral og synd og skillelinien mellem at være vidne til og meddelagtig i mord.

Handlingen er dog så subtil og mystificerende, at den aldrig bliver rigtig opklaret, og det frustrerer undervejs. The Man from London modtog da også festivalens hidtil mest modsatrettede prompte reaktion, idet der blev buet fra den ene side af salen og modsvaret med et bravo og applaus fra den anden side af salen.

Der er ingen tvivl om, at begge film har bemærkelsesværdige kunstneriske kvaliteter, men den langtrukne og sparsomme historie i begge tilfælde gør, at filmene samtidig er næsten ubærlige at se.

Mest dækkende kan man kalde oplevelsen: at kede sig på den fede måde. Man både tripper med fødderne af utålmodighed eller falder direkte i søvn (sidemandens åndedrag blev tungere og dybere undervejs), og alligevel bliver man samtidig slået af en dyb og hengemt følelse af nærvær.