Strid om kønspolitik fortsætter

Selv om filmkonsulent Silje Riise Næss i et interview har fortalt, at hun bruger procentregning for at fordele den statslige støtte ligeligt mellem mandlige og kvindelige instruktører, afviser Det Danske Filminstitut, at man har indført kønskvoter.

Professor Hans Bonde har klaget til instituttets bestyrelse for overtrædelse af Ligestillingsloven og EU’s Ligestillingsdirektiv. I svaret – som Ekko har læst – forholder bestyrelsen sig ikke til det pågældende interview, men formulerer sig i mere generelle vendinger.

Filminstituttet har en målsætning om øget mangfoldighed, men anvender ikke kvoter for køn ved tildeling af støtte til film, skriver bestyrelsesformand Anders Kronborg, der fortsætter:

”Filminstituttet har ikke ligestilling som et selvstændigt formål. Det er projekterne, Filminstituttet støtter, ikke personerne bag, og dermed heller ikke den etnicitet, sociale baggrund eller det køn, personerne bag projekterne repræsenterer.”

Anders Kronborg understreger, at Filminstituttet ikke mener, at køn er afgørende for den kunstneriske kvalitet. Til gengæld vil man gerne fremme mangfoldigheden i dansk film.

”Filminstituttet opfatter derfor på sigt en repræsentativ fordeling, herunder af køn, som naturlig og hensigtsmæssig,” skriver bestyrelsesformanden og tilføjer, at kun hver fjerde spillefilm, der blev støttet i 2019, er skrevet eller instrueret af en kvinde.

”Havde Filminstituttet indført en fordelingsnøgle på 50/50, ville det naturligvis have resulteret i, at hver anden film hvert eneste år var skrevet eller instrueret af en kvinde.”

Uformel kvotering
Hans Bonde mener, at Filminstituttet svarer på noget helt andet end det, klagen lyder på.

”Ingen har hævdet, at der på Filminstituttet er indført formelle kvoter, altså at det er en uomgængelig, programsat regel, at alle midler skal uddeles 50/50, og at brud herpå vil være i strid med forvaltningspraksis. Min klage går derimod på, at der er indført en uformel kvotering ved, at både den daglige ledelse og filmkonsulenterne arbejder mod kønsbalance ved bevillinger, og det er også lovstridigt,” udtaler Hans Bonde til Ekko.

– Hvor ser du, at ledelsen gør det?

”For det første har lederne ikke på noget tidspunkt kritiseret Silje Riise Næss eller for den sags skyld en anden spillefilmkonsulent, Lotte Svendsen, der fremhæver en lignende forvaltningspraksis i en udsendelse på P1. For det andet bekræfter Claus Ladegaard i et interview med Ekko, at målet er, at 50 procent af støtten skal udbetales til kvindelige instruktører. Og for det tredje skriver bestyrelsesformanden, at en repræsentativ kønsfordeling er naturlig og hensigtsmæssig. Så jeg betragter det som en tilståelsessag,” siger Hans Bonde.

I den forløbne uge udgav Filminstituttet en undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film. Hans Bonde hæfter sig ved, at direktion og bestyrelse på Filminstituttet har en langt større frekvens af mandlige ledere. Direktionen er 100 procent mænd, mens mænd udgør 71 procent af bestyrelsen.

”Hvis der er ét sted, hvor der – med mine modstanderes ord – er ubalance, er det på toplederniveauet. Her er det, at jeg spørger mig selv: Hvordan kan det være, at toplederne er så interesseret i at udskifte mænd med kvinder på de lavere niveauer? Er det en afledningsmanøvre? Skilter de med deres ekstremt kvindevenlige og progressive image for at få mistanken om mandsdominans væk fra sig selv?”

Afgørende sætning
En af konklusionerne i Filminstituttets undersøgelser lyder: ”Der er ikke ubalancer med hensyn til niveauer for tildelt støtte til spillefilm og dokumentarfilm fra Filminstituttet.”

Hans Bonde mener, at det er en afgørende vigtig og ædruelig sætning.

”Godt skjult i den indignerede retorik indrømmer Filminstituttet, at der ikke kan påvises diskrimination af kvinder i Filminstituttets støttetildelinger. Derimod er der områder, hvor færre kvinder end mænd ansøger. Det er en helt anden problematik. At forsøge at få flere kvinder til at søge, er ædelt, men hvis man ændrer i resultatfordelingen for et opnå 50 procent til kvinder, sætter man sagligheden over styr.”

– Men hvorfor er det så oprørende, at kvinder får samme andel af kagen som mænd?

”Jamen, kvinder får jo mere end den samme del af kagen, når blot de søger. Den eneste ubalance, der kan registreres, er ved dokumentarfilm, hvor mandlige ansøgere opnår en signifikant lavere støttefrekvens end kvindelige ansøgere.”

”Vi ser allerede tegn på, at kvindelige ansøgere over en kam får lidt højere chance for at få støtte end mandlige ansøgere. Og når det ikke lykkes at øge antallet af kvindelige ansøgere, betyder det, at man med en 50/50-målsætning begynder at støtte film, der har en lavere kvalitet.”

”Derudover vil kvalificerede mænd gå glip af bevillinger, men i sidste ende vil det også gå ud over kvinderne. Vi risikerer at begynde at tænke, at en kvindes film er kommet ind på lempeligere vilkår, og derfor regner man med, at den er af lavere kvalitet.”

Ideologi eller filmkunst
Hans Bonde vil på et tidspunkt gå videre med sin klage. Først til Kulturministeriet, så til Ligebehandlingsnævnet og derefter – om nødvendigt – til Ombudsmanden.

”Lige nu hersker der en kønspolitisk dagsorden. Men hvis du indsætter ordet ’arbejder’ i stedet for ’kvinde’, og hvis du indsætter ordet ’social bredde’ i stedet for ’kønsdiversitet’, vil du med lige så stor ideologisk tyngde kunne argumentere for, at film langt bedre skal afspejle den almindelige befolknings livsinteresser. Og så vil du kunne lave en uformel kvotepolitik, der går på, at folk fra andre socialklasser skal repræsenteres med 50 procent,” siger Hans Bonde.

”Sådan kan man fortsætte i det uendelige med parametre som alder og etnicitet. Min pointe er, at den her type ideologi er fremmed for det, Filminstituttet skal arbejde for, nemlig at fremme talentet og kvaliteten i dansk film. En filmkonsulents primære opgave er at sørge for, at det danske publikum får kvalitetsfilm for skatteyderpenge – ikke at de får film, der ud fra en ideologisk interesse repræsenterer noget bestemt, for eksempel det der pt. er på mode: en kønsinteresse.”

”Men lige nu er der en vækkelsesbevægelse, og den er stærkere på Filminstituttet end nogen anden sektor, jeg har forsket i. Her er man overbevist om, at den kvindelige identitetspolitik skal forandre kunsten og dermed verdenen, og man er begyndt at bruge ufine og unfair midler hertil. Det vidner om vækkelsens styrke, at man kan forvride tallenes tale på denne måde, og næsten alle lader sig forføre.”

Konspirationstanke
Filminstituttets direktør, Claus Ladegaard, er ikke ligefrem blæst omkuld af Hans Bondes ræsonnement.

”Hvis jeg forstår ham ret, så er der en stærk vækkelsesbevægelse i gang, og den har fået instituttets direktion og bestyrelse til at lave uformelle kvoter for at skjule, at de selv er mænd,” lyder Claus Ladegaards sarkastiske reaktion.

”De uformelle kvoter er så hemmelige, at man ikke engang kan se dem. For en fjerdedel af støttemodtagerne på spillefilm er kvinder, mens tre fjerdedele er mænd. Det er en konspirationstanke, som jeg glæder mig til at høre Kulturministeriet, Ligebehandlingsnævnet og Ombudsmandens reaktion på.”

Han fortsætter mere alvorligt.

”Lad mig igen slå fast: Der er ikke kvoter på Filminstituttet. Men vi har en målsætning om, at repræsentationen bliver væsentlig større. Noget af det, film kan, er at låne os et andet blik på virkeligheden, og det blik må gerne være anderledes end ens egne erfaringer. Det er en del af kvalitetsforståelsen.”

”Når man ser på vores undersøgelse af spillefilm, er som sagt kun en fjerdedel af ansøgerne kvinder. Hvis vi til gengæld ser på filmuddannelserne, er der efterhånden nogenlunde ligelig kønsfordeling. Derfor prøver vi nu at finde ud af, hvorfor frafaldet er så stort for kvindelige instruktører. Og vi vil sammen med branchens organisationer iværksætte nogle konkrete initiativer, som kan skabe forandring.”

– Hvad er det for initiativer?

”Vi taler om at lave en form for mentorordning for nyuddannede kvinder, hvor ældre, professionelt arbejdende kvinder i filmbranchen kan fungere som mentorer – selvfølgelig frivilligt. Vi overvejer at lave en form for introduktion til Filminstituttet, så der ikke er nogle, som bliver skræmt væk på forhånd. Endelig overvejer vi at lave et formaliseret system, hvor nyuddannede kvinder får en mulighed for at møde producenterne i et medieret format, som vi styrer.”

– Hvorfor tager du så ikke afstand fra Silje Riise Næss’ udtalelser om, at hun uddeler støtte med en lommeregner ved hånden?

”Jamen, selvfølgelig sidder hun ikke og laver procentregning, når hun uddeler støtten. På det tidspunkt, hvor interviewet blev lavet, havde hun støttet fire spillefilm, hvor tre støttemodtagere var mænd og én kvinde!”

”Som alle andre konsulenter kigger Silje på kvaliteten, og der er ikke nogen objektiv sandhed her – det er også derfor, vi har det system, som vi har i Danmark. Det, hun siger lidt skarpt, er, at hun er meget opmærksom på repræsentationen, og det ligger i forlængelse af vores forståelse af mangfoldighed. Vi betragter mangfoldighed som en vej til kvalitet, men vi har ikke ligestilling som et selvstændigt mål.”

Glad for debatten
– Lige nu er der fokus på køn, men det kunne også være social baggrund, etnicitet og geografi. Er du ikke bange for en glidning, hvor støtten ender med at handle mere om politik end kunstnerisk kvalitet?

”Nej, hele diskussionen om repræsentation i forskellige afskygninger er ekstremt vigtig. Jo mere, jo bedre. At få forskellige blikke på verden og få andre historier fortalt i dansk film er væsentligt, og det medvirker den her diskussion til. Så jeg er da faktisk meget glad for, at Hans Bonde rejser debatten!”

– Hånden på hjertet: Ville du ikke have ønsket, at filmkonsulenten havde udtrykt sig lidt mere elegant?

”Silje sætter tingene på spidsen, og det synes jeg er fint. Det er en del af vores tilgang til mangfoldigheden at tage diskussionen. Og det falder udmærket sammen med, at vi lige har offentliggjort vores kønsstatistik.”

– Så interviewet med Silje var noget, I selv satte i gang?

”Ja.”