Shortlist: Strunges smertepunkt var familien

Den 9. marts 1986 springer den 27-årige digter Michael Strunge ud af sit vindue fra fjerde sal i sin lejlighed i København. ”Jeg kan flyve,” er de sidste ord, hans kæreste Cecilie Brask hører ude fra køkkenet.

Den sidste dag mellem Michael Strunge og musikeren Cecilie Brask er udgangspunktet for Johan Knattrup Jensens Verdenssøn, der i går gik direkte ind på femtepladsen på Ekko Shortlist.

Den 33-årige instruktør blev sidste år færdiguddannet fra Super16, og Verdenssøn er hans afgangsfilm. Med Ekko Shortlist kan filmen for første gang ses af en større offentlighed.

Filmens titel er hentet fra den digtsamling, som blev Michael Strunges sidste.

”Jeg læste alle hans digte, mennetop Verdenssøn ligger uhyggelig tæt på tankegangen i den sidste mørke stund af hans liv,” fortæller instruktøren, da Ekko møder ham over en kop kaffe på en cafe i København.

Fire digterhelte
Verdenssøn udsprang oprindelig af et ambitiøst digterprojekt, forklarer Johan Knattrup Jensen.

”Der er fire interessante digtere i Danmark med en speciel skæbne: Gustav Munch-Petersen, Morten Nielsen, Eik Skaløe og Michael Strunge. I min midtvejsfilm Road to Paradise gik jeg i Eik Skaløes fodspor. Og jeg havde en ide om at portrættere de fire liv på en eller anden måde, fordi jeg synes, de er store helte, som der ikke har været så meget fokus på,” siger han.

”Da vi så nærmede os afgangsfilmen, havde jeg dog lagt ideen på hylden. Jeg sad i et sommerhus og havde en overskrift i hovedet, som hed ’Digteren og skuespillerinden’. Det skulle være en kærlighedshistorie, der foregik i en lejlighed. Jeg kunne bare ikke rigtig ramme den, men så en måned senere cyklede jeg forbi søerne over til Nørrebro.”

”Jeg så et åbent vindue på fjerde sal og kom i tanke om Strunge igen. Pludselig gad det hele mening. Det sjove er jo, at Cecilie Brask senere blev skuepiller og var med i Nattevagten, Sort høst og Let’s Get Lost.”

– Var du i kontakt med Cecilie Brask?

”Jeg fik kontakt til hende, og hun velsignede projektet, men hun føler ligesom, at hun har sagt det, der skal siges. Men jeg læste biografier, artikler og interviews og fik talt med Strunges tidligere kæreste Inge Guldal Pedersen og hans gamle venner som Asger Schnack og Anne-Marie Mai og fik samlet brikkerne om, hvad der skete forud for selvmordet.”

Som i et spejl
– Du har valgt en meget virkelighedsnær tilgang, som da Strunge flår navneskiltet af døren. Der er også flere referencer til hans digte, ordet ”supernova” optræder, og slutsangen er Nikolaj Nørlunds fortolkning af netop Verdenssøn. Hvorfor?

”Det var vigtigt med de her nøjagtige punkter i historien, og noget af dialogen er hentet fra digtene og fra samtaler i dagene op til selvmordet. Jeg synes, det er fint, at Strunge-fans kan pusle lidt med de her ting. Men det var samtidig også vigtigt for mig, at filmen ikke kun handler om Strunge, og at man ikke nødvendigvis skal kende ham for at kunne forstå historien. Udlandet skal også kunne være med.”

– Hvad er det så for en historie, du gerne vil fortælle?

”Der kan være en mental barriere i et menneske, som du bare ikke kan komme forbi. Strunge var syg og forsvandt i sygdommen, selv om han ikke ville. Jeg tror, Strunge var ked af, at Cecilie skulle have det ansvar. Hun var tyve år, og pludselig skulle hun passe på en mand, som havde det sådan. Jeg tror, de begge to har overvejet, om de skulle skilles fra hinanden, men de kunne ikke.”

”Det her står helt på min egen regning. Men de blev nødt til at være sammen. Det er jo det, der gør det så stærkt og til en smuk og oprigtig kærlighedshistorie. Det sker for dem, og det sker for andre, som forelsker sig i et menneske, der har en sygdom, som lægger sig som en skygge hen over livet. Jeg er meget inspireret af Ingmar Bergmans Som i et spejl, der handler om noget af det samme. ”

– I en sjov scene ”skyder” Strunge Cecilies bryster med ordene ”Olof” og ”Palme”. Hvor kom det fra?

”Det er det fantastiske ved at researche. Jeg tjekkede på Wikipedia, hvad der skete i 1986, og så kom jeg bare i tanke om Palmes mord, da jeg skrev manuskriptet senere hen. Derfra opstod ideen. Strunge havde en sort humor, og Palme blev jo også skudt med to skud!”

Digte i vindueskammen
– Hvorfor valgte du, at filmen skulle være i sort-hvid?

”Min fotograf Adam Wallensten foreslog, at den skulle være i sort-hvid, og jeg kunne godt forestille mig, at sort-hvid ville få det ikoniske i historien til at træde frem. Visuelt skulle den på den ene side rumme et kaos og på den anden side et rent og klart billede. Både det håndholdte kamera og slowmotion-billederne var vigtige for at nå de to elementer. Men slutningen i toget skulle være i farver – som en epilog, hvor vi møder den raske Strunge i punkjakke og med streger under øjnene.”

– Hvad var den største udfordring?

”Det var svært ved at finde en ordentlig lejlighed. Men faktisk er åbningsskuddet i døren og vinduet filmet i Strunges gamle lejlighed. Det er den udsigt, han havde, da han hoppede ud. Det kom i stand ved et rent tilfælde, da dem, der bor der, havde hørt om vores film og kontaktede os og spurgte, om vi ville komme op og filme. Men lejligheden var for lille til, at hele filmen kunne optages der, så vi bøvlede lidt med at få det til at hænge sammen.”

”Nu tror jeg jo ikke på det overnaturlige, men da jeg kom op i lejligheden første gang, tænkte jeg bare ’wow’ og kunne mærke en skør energi henne ved vinduet, hvor Strunge – samlede digte lå i vindueskarmen.”

Smertepunktet
– Hvordan ser du så tilbage på filmen i dag?

”Jeg er egentlig ret godt tilfreds. Den er, som den skal være. Men jeg har hørt mange sige, at de fik lyst til at se den store fortælling. Og det kan jeg godt forstå, for den behandler en interessant mand og en spændende tid. Jeg talte jo med Strunges venner, og en ting er, at han var syg, og en anden er, at han var en vanvittig god digter, men hvor lå hans smertepunkt? Jeg tror, det var i familien, og hvis jeg skulle lave en større film, er det helt klart der, hvor der ligger noget interessant.”

– Henvendte du dig til hans bror eller mor og far?

”Nej, Inge Guldal anbefalede mig ikke at tale med dem, og de har aldrig rigtig villet kendes ved det. Forestil dig, at du har en søn, som bliver danmarkskendt … Han er i aviserne, radio, tv og over det hele. Men du ser ikke kun den fantastiske Michael Strunge, men også den lidende Michael Strunge.”

”Jeg tror, mange forældre i høj grad skyder skylden på dem selv og er bange for, at det er dem, der har fejlet og ikke har været gode nok som forældre. Jeg er ikke i tvivl om, at de elskede ham, men de kunne ikke stille noget op. Det var ude af deres hænder, hvilket må være helt forfærdeligt. Jeg tror, de har haft svært ved det.”

Psykologi i farver
– Du nævnte selv Bergman før. Hvem inspirerer dig ellers?

”I Ulrich Seidls film er der en oprigtig interesse for mennesker. Han kan noget ekstremt troværdigt og realistisk med karaktererne og samtidig fremstille det super æstetisk. De to ting behøver ikke stå i modsætning til hinanden.”

”Jeg var også meget opslugt af Gaspar Noés I Stand Alone og Irréversible. Noé formår at lave noget psykologisk interessant og dybt, som samtidig er fuld af farver og flotte billeder.”

”En dyb forståelse af mennesket er grundelementet for mig, og det er det, som de store mestre viser. Det er smukt, at man frem for at være optaget af sig selv prøver at forstå et andet menneske – at man sætter sig ind i andres holdning og reaktioner.”

Instruktører mangler fantasi
– I Danmark har vi ikke rigtig tradition for noget, der minder om Ulrich Seidl eller Gaspar Noé. Tror du ikke, Det Danske Filminstitut ville spærre øjnene op, hvis du søgte om støtte til noget i stil med Irréversible?

”Filmstøtten er en mystisk jungle, men jeg kan personlig ikke lide at pege fingre og sige, at det er Filminstituttets skyld.”

”Der er jo ikke nogen, der dikterer, hvor lang tid du holder kameraet, og hvor du peger det hen. I bund og grund handler det om, at instruktørerne ikke har fantasi nok til at lave den slags film. Eller også har vi bare ikke tradition for den stærke auteur-stemme, men er lidt mere fokuseret på samarbejde og effektivitet.”

”Det kræver nosser at finde sin stemme i fortællingen og i filmsproget, synes jeg. Der bliver skam lavet gode film, men folk virker bange for at skille sig for meget ud. Men nu har jeg jo selvfølgelig heller ikke prøvet at lave en spillefilm endnu.”

– Hvad er dit næste projekt?

”Jeg er medforfatter på Daniel Borgmans (Berik, The Weight of Elephants, red.) næste film, som også foregår i New Zealand, og som vi har fået udviklingsstøtte til. Den handler om en femtenårig teenagepige, der skal prøve at forstå, hvordan kærlighed fungerer, ved at opdage, hvordan den ikke fungerer. Det er første gang, jeg arbejder på en spillefilm, så det er lærerigt at skrive med Daniel Borgman og se, hvordan han håndterer det.”

”Jeg har også ideer til spillefilm, jeg gerne vil instruere, men Filminstituttet ser gerne, at man laver en fuldt finansieret kortfilm først. Det er, som om Filminstituttet har deres eget uddannelsessystem. Først går man på en slags præ-skole, så på Filmskolen eller Super16, og så kommer du ind på den tredje filmskole, som er Filminstituttet. Og det er der, jeg er lige nu, og skal træde det næste skridt op.”