100 år: Stumfilmens sorte får

Ba-bada-baa-baah, ba-bada-baa-baah, ba-bada-BAA-baah, ba-bada-baah!

Wagner lægger an til det endelige slag, mens de belejrede mænd gør sig parat til at dø. Fjenden – sorte soldater anført af en mulat – trænger ind fra alle sider, da vore helte trækker i kridhvide kutter og kommer dem til undsætning.

Valkyriens ridt er fascistoid storladenhed, og Griffith bruger værket til at indvarsle det endelige klimaks i sit slavetidsforherligende, men mesterlige borgerkrigsdrama En nations fødsel (The Birth of a Nation), der i år fejrer 100 års jubilæum.

Hitler gjorde tilsvarende brug af stykket små 25 år senere, og Coppola gjorde det samme, men med ironisk fortegn, i Dommedag nu.

Og efter to en halv times stumfilmkunst er trompetsalven så effektiv, at man næsten glemmer, hvor himmelråbende forkert det er at heppe på Ku Klux Klan.

Argumenterer for ondskab
Da En nations fødsel havde premiere i 1915, tog den verden med storm. Aldrig før var en stor historie blevet udført så elegant på film, aldrig havde man set så rørende skuespil, gribende spændingssekvenser og storladent melodrama.

Historien svælger i tragisk fatalisme for så at forløse stemningen med et optimistisk kampråb for fremtiden. Et kampråb, der i Indiana fik en hvid mand til at myrde en sort teenager umiddelbart efter en visning, og i 1920’erne medførte genfødslen af den virkelige Ku Klux Klan, en højreekstremistisk organisation i USA, der gennem terror og drab forsøger at fratage den sorte befolknings borgerrettigheder.

Budskabet var dog ikke forbeholdt ekstremister. Mange hvide, der udgjorde størstedelen af USA’s filmgængere, kunne også nikke genkendende til det: Sorte mennesker er dygtige og velmenende arbejdere, men de har brug for en fast, hvid hånd til at holde deres drifter i ave.

Der var næppe mange blandt datidens publikum, der rynkede på næsen over den lykkelige afslutning på historien, hvor Ku Klux Klan redder en hvid familie fra morderiske sorte voldtægtsmænd for derefter at skræmme sorte væk fra de lokale valgsteder.

I stedet blev de grebet af parallelhistorien og de store følelser, instruktøren D.W. Griffith var i stand til at fremkalde. Verdens første blockbuster var født.

Og modsat så mange senere blockbusters er filmen også et uomgængeligt mesterværk, selvom generationer af filmhistorikere, -skribenter og -kritikere har forsøgt at glemme den.

Den amerikanske filmkritiker Roger Ebert kvitterede i 2003 med ordene: ”Ganske som Leni Riefenstahls Viljens triumf er det en stor film, der argumenterer for ondskab. At forstå, hvordan den gør det, er at lære en hel del om film og endda noget om ondskab.”

Den naturlige orden
Filmen åbner med en mellemtekst: ”Da man bragte Afrikaneren til Amerika såede man uenighedens første frø.”

Underforstået: Det gik fint, indtil de sorte dukkede op.

Handlingen følger en velhavende og velmenende sydstatsfamilie, der modstræbende går ind i krigen for at forsvare deres liv og levned. Familien kontrasteres af en idealistisk, men galt afmarcheret nordstatsfamilie, der støtter Lincoln, da han erklærer krig mod Syden.

Reelt var det sydstaterne, der løsnede det første skud, men den tendentiøse omskrivning af historien stemmer godt overens med Griffiths agenda: nostalgisk revanchisme.

Velstanden i de gamle sydstater tilskrives ”den naturlige orden”, hvor hvide mænd ejede sorte, og alt var fryd og gammen. De sorte havde det bedst som slaver, og da de efter nordboernes invasion bliver både frie og tildeles borgerrettigheder, fører de sydstaterne ud i fattigdom og social desperation.

Der er ingen tvivl om, at det var et udbredt synspunkt, da filmen blev lavet. Men historiebøgerne er faldet ud til den modsatte side, og ingen, der ser filmen i dag, kan være i tvivl om, hvor nederdrægtig dens fremstilling af begivenhederne er.

For mange vil den vanvittige dæmonisering af sorte – spillet af hvide – gøre det svært at sidde filmen igennem. Som da de sorte vælges til byrådet og prompte laver det om til en svinesti, hvor høns og grise render mellem de halvklædte, nye folkevalgte.

Eller som da en hvid kvinde – efter at være forfulgt af en sort mand – kaster sig i døden, der ifølge en mellemtekst er at foretrække frem for at miste sin dyd til en sort. Bagefter lyncher vore helte ham foran hele byen. Denne scene var endda mere eksplicit i filmens ucensurerede første gennemklip. Her blev den hjælpeløse fange kastreret, før han blev klynget op.

Bedre bliver det ikke af, at mange af filmens sorte spilles af sortsminkede hvide. Griffith ville nemlig ikke lade sorte mænd være i nærheden af sine hvide skuespillerinder eller risikere, at publikum udvandrede i protest over, at sorte optrådte i seksuelt ladede scener.

Filmens sidste mellemtekst opsummerer Griffiths ideologiske standpunkt: ”De tidligere fjender, nord og syd, er forenet igen for at forsvare deres ariske fødselsret.”

Et kvantespring
Griffiths ideologi holdt dog ikke samtidens publikum fra filmen, der blev en regulær blockbuster og holdt rekorden som den bedst tjenende film frem til, at en lige så ambitiøs produktion – Borte med blæsten – vippede den af pinden i 1939. Og det til trods for en uhørt høj billetpris på hele to dollars – svarende til omkring 300 kroner i dag.

Succesen lod sig heller ikke påvirke af, at filmen blev forbudt i tolv amerikanske storbyer efter protester fra sorte borgerrettighedsforkæmpere.

I dag kan det være svært at forstå det indtryk, filmen gjorde på samtidens publikum. Det er let at hæfte sig ved de statiske totalindstillinger, den langsomme klipning og skuespillernes overdrevne teatergestik, når de rammes af fjendens kugler.

Men har man blik for samtidens produktioner, er den 165 minutter lange film langt foran konkurrenterne med en iscenesættelse så nærværende, at man lugter røgen på slagmarken og mærker krudtslammet efter hvert riffelskud.

Griffith iscenesætter sin fordomsfulde udlægning af historien i prægtige kæmpetableauer med hundredvis af statister i drabelige kampscener af den slags, man kunne mønstre, dengang man ikke bekymrede sig om sikkerhed på settet.

Griffiths raffinerede beherskelse af den spæde filmkunsts udtryksmuligheder er et kvantespring, der fik publikum til at strømme i biografen og kulturparnasset til at indrømme, at levende billeder måske alligevel havde en vis kunstnerisk berettigelse.

Selv præsident Woodrow Wilson, der havde udmærket sig som historiker, før han gik ind i politik, anbefalede den med ordene: ”Det er som at skrive historie med lynild. Og det eneste, der ærgrer mig, er, at det er så forfærdeligt sandt.”

… eller gjorde han?

Utallige historikere hævder, at citatet er opdigtet af filmskaberne for at promovere filmen. Dermed afspejler det et centralt tema for Griffiths karriere: selvpromovering.

En pralhals
David Wark Griffith voksede op som fattig sydstatsmand i selvsamme efterkrigsperiode, han skildrer i En nations fødsel. Han havde forsøgt sig som dramatiker og skuespiller, før han i 1908 blev udnævnt til eneste instruktør i filmselskabet American Biograph.

Det stod hurtigt klar for enhver, at han havde fundet sin rette metier. I løbet af de næste fem år stod han bag næsten 500 kortfilm, der var blandt de allermest populære på det spæde filmmarked.

I 1914 brød han imidlertid med Biograph, da de ikke ville lade ham lave film af længere varighed end et par filmruller. Før spillefilmens gennembrud mente producenter, at publikum ville miste interessen og forlade salen, hvis filmen spillede meget længere end en enkelt time.

Griffith markerede bruddet med en helsidesannonce i The New York Dramatic Mirror, hvor han hævdede at have ”revolutioneret filmdrama og etableret kunstartens moderne teknik”. Blandt de mange innovationer tager han æren for at have opfundet nærbilleder, totalbilleder, vedvarende spænding og for at ”hæve spillefilmskuespil til det højere plan, for hvilket det har vundet anerkendelse som en sand kunstform.”

Mange af disse bedrifter er halve og hele løgne, men hans pralerier var med til at etablere ham som en slags proto-auteur, længe før franskmændene fandt på begrebet og på et tidspunkt, hvor selv etablerede filmkritikere knapt nok tænkte på de kreative kræfter bag kameraet.

Pralerierne var også med til at sikre ham økonomisk opbakning til amerikansk films svendestykke, det mest ambitiøse filmprojekt til dato: En nations fødsel. Som han i øvrigt signerede med sine initialer på hver eneste mellemtekst!

Plæderer for ytringsfrihed
Allerede et år efter debuterede Griffiths opfølger: Intolerance fra 1916 er en fortælling i fire dele om menneskehedens intolerance over for nytænkning. Og filmens budget, spilletid og ambitionsniveau overgik selv En nations fødsel.

Det eneste parameter, hvor filmen ikke kunne slå sin forgænger, var i billetindtægter. Den stort opsatte kæmpeproduktion tjente kun en brøkdel af sit budget hjem, og Griffith fik aldrig igen mulighed for at skabe filmkunst på samme niveau.

Mange kritikere har gennem årene taget Griffith i forsvar ved at pege på hans opfølgende projekt som en måde at råde bod på den skade, han havde forvoldt med sit foregående storværk, som Ku Klux Klan helt op til 1970’erne brugte som et rekrutteringsværktøj.

Sandheden er imidlertid, at Griffith havde en noget anden type intolerance i sigtekornet – navnlig den, han selv var blevet udsat for.

Samtidig med premieren på Intolerance udgav han skriftet The Rise and Fall of Free Speech in America, hvor han plæderer for ytringsfrihed inden for filmmediet – det vil sige friheden til at vise en sort mand blive kastreret, før han bliver hængt af en gruppe indignerede hvide.

Tager Europa med storm
Griffith lod sig ikke slå ud af den ringe publikumsinteresse for Intolerance, men arbejdede ufortrødent videre frem til tonefilmens gennembrud.

Værker som Broken Blossoms fra 1919 og Orphans of the Storm fra 1923 står som ubestridte mesterværker, men der er ingen tvivl om, at Griffith spillede sine stærkeste kort med En nations fødsel og Intolerance.

Og det var ikke blot amerikanerne, der kunne øjne disse films kvaliteter. I tiden før Første Verdenskrig var der ikke én dominerende filmnation på det internationale marked, men da importrestriktionerne blev løftet efter fredslutningen, tog amerikanske film med Griffiths mesterværker i front de europæiske filmindustrier med storm.

Ingen kunne hamle op med Griffiths imponerende nyskabelser, og ganske som i USA flokkede publikum til kæmpeproduktionerne – på bekostning af de hjemmeproducerede film.

De europæiske filmkunstnere tog ganske vist hurtigt ved lære, men skaden var sket. Dengang som nu var det billigere at importere end at producere, og da amerikanerne var leveringsdygtige i kilometervis af raffineret filmkunst, opnåede de en konkurrencefordel, som de nationale industrier aldrig siden har været i stand til at overkomme.

Et blakket eftermæle
Allerede ved premieren var mange opmærksomme på de kontroversielle aspekter ved En nations fødsel, men det var ikke før 1960’erne, at det blev umoderne at kalde den verdens bedste film.

Indtil da blev Griffith også – stærkt inspireret af hans egen pralereklame – regnet for noget nær den eneste ophavsmand til det moderne filmsprog.

Den amerikanske filmkritiker James Agee var en af de mange, der roste ham til skyerne:

”Han opnåede, hvad ingen anden mand har opnået. At se hans værker er som at bevidne starten af en melodi eller den første bevidste brug af et håndtag eller et hjul; fremkomsten, koordineringen og beherskelsen af et sprog; en kunstarts fødsel. Og så at indse, at det alt sammen er én mands værk.”

Kampen for borgerrettigheder i 1960’ernes USA førte imidlertid til et opgør med Griffiths rosenrøde eftermæle, og i de følgende årtier blev det stadig mere risikabelt at komme hans kontroversielle storværk til forsvar.

I 1953, fem år efter hans død, opkaldte den amerikanske instruktørsammenslutning DGA deres højeste pris efter Griffith. I 1999 omdøbte de den til The DGA Lifetime Achievement Award. Tiden var inde til et opgør.