Nyhed
17. apr. 2016 | 12:29

Stuntkvinder krænkes seksuelt i Hollywood

Foto | John Bramley
Den nye undersøgelse af stuntkvinders forhold er lavet af Julie Ann Johnson (til højre), som her ses som stuntdouble til May Parker (Rosemary Harris) i Spider-Man 2.

Det er ikke kun selve stuntet, som kan være farlig for amerikanske kvinder i stuntfaget. Mange har oplevet at blive krænket på settet.

Af Jeppe Mørch

En stor amerikansk undersøgelse har vist, at kvindelige skuespillere får færre replikker, jo ældre de bliver.

Men i stuntfaget har kvinder det øjensynligt værre end i skuespilbranchen.

I en ny undersøgelse svarer 43 stuntkvinder på, hvordan det er at arbejde på amerikanske filmsets.

Resultatet viser, at næsten to tredjedele har oplevet at blive mobbet eller seksuelt krænket på jobbet. Oftest er det en mandlig stuntkollega, som står bag. Det skriver Deadline.com, som også bringer hele undersøgelsen.

Kvinden bag spørgeskemaerne er Julie Ann Johnson – en stuntkvinde, som i mange år har kæmpet for kvinders rettigheder i filmbranchen. Hun er født i 1934, men har også oppe i årene udført stunts i film som Spider-Man 2 (2004) og Crank (2006).

Stuntmænd i dametøj
Julie Ann Johnson var også involveret i seneste studie af arbejdsforholdene. I 1982 var 61 procent blevet udsat for seksuelle krænkelser, og der er altså ikke sket en forbedring de seneste 34 år.

”Producenter og fagforeninger bliver nødt til at arbejde tættere sammen for at sikre vores rettigheder. Det er på høje tid,” siger Julie Ann Johnson i forbindelse med offentliggørelsen af resultaterne.

De viser, at ”unwanted sexual advances” er den mest udbredte krænkelse, kvinderne oplever.

Én svarer sågar, at hun selv – eller én, hun kender – har været udsat for voldtægtsforsøg.

Ydermere viser undersøgelsen, at det åbenbart er udbredt i Hollywood med hvide stuntmænd, som trækker i kvindetøj eller maler sig i hovedet, når der skal udføres stunts – frem for at bruge en kvinde eller én med skuespillerens hudfarve.

Et andet stort problem viser sig længere nede i spørgsmålsrækken. Over 70 procent har aldrig fortalt en ledelse om krænkelserne.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko