Succesforfatter: ”Jeg hader fantasi”

Skulle man lige nu placere ansvaret for dansk films samlede kunstneriske fremtid på skuldrene af ét ungt talent, peger pilen på Tobias Lindholm.

Han har været en vigtig katalysator i Thomas Vinterbergs genfødsel med manuskripterne til Submarino og den aktuelle Jagten, der på søndag får verdenspremiere i hovedkonkurrencen i Cannes.

Han har selv – sammen med Michael Noer – instrueret fængselsfilmen R, som sidste år vandt både Bodil og Robert. Og senere på året er der premiere på hans eget projekt Kapringen, som handler om danske sømand, der bliver taget af somaliske pirater.

Og som om det ikke var nok, er han fast manuskriptforfatter på Borgen, som bliver set af halvdelen af den voksne befolkning, og som englænderne lige nu falder i svime over.

Først og fremmest skrivekarl
Med sit alsidige talent kan den 35-årige Tobias Lindholm ligne sin generations Anders Thomas Jensen. Og han slår da også fast, at han – ligesom manden bag både Susanne Bier og sorte komediedramaer som Adams æbler – først og fremmest er skrivekarl.

”Jeg har det bedst, når jeg skriver. Jeg bryder mig faktisk ikke så meget om mange mennesker på en gang,” indrømmer Tobias Lindholm.

”Jeg kan godt lide at være trommeslager og spille store stadionkoncerter med Thomas Vinterbergs band fra en plads i baggrunden – og så have et lille jazz-orkester ved siden af, hvor jeg kan fyre den af sammen med mit faste hold og lave ting, jeg bare synes er fede.”

Søgte trøst i grim forside
35-årige Lindholm har på blot to år bragt en befriende, rå nerve til dansk film – en reality rules-fornemmelse båret af stærke historier fra virkeligheden.

Hans samarbejde med Thomas Vinterberg blev undfanget via et mærkværdigt sammentræf. Da Lindholm gik på Den Danske Filmskole, opdagede han en bog med en virkelig grim forside. Han købte den for at finde trøst i at læse noget, der var endnu dårligere end det, han selv gik og baksede med.

Sagen var blot, at bogen var fremragende.

Den hed Submarino , og Lindholm syntes, den var så velegnet som film, at han skrev en kort synopsis til den. Han skrinlagde dog projektet, da han hørte, at Nimbus Film havde købt rettighederne, og Thomas Vinterberg havde fattet interesse for projektet.

Kunsten at træde lidt til side
Kort tid efter Lindholm blev færdig på Filmskolens manuskriptlinje i 2007, blev han imidlertid spurgt, om han ikke ville komme til et møde med Vinterberg for at diskutere projektet.

”Nimbus vidste ikke, at jeg selv havde arbejdet lidt på historien, og derfor kunne jeg komme temmelig velforberedt til mødet,” fortæller Tobias Lindholm.

”Thomas og jeg fandt hurtigt ud af, at vi begge er meget optagede af at fortælle historier, der ligger en lille smule ved siden af dér, hvor man normalt synes, historier skal fortælles. Film – og historier – er jo fulde af klicheer. Også med Jagten har vi prøvet at flytte os lige en halv meter til højre og fortælle derfra,” siger manuskriptforfatteren, hvis nye samarbejdspartner var en af hans store helte.

”Som ung så jeg Drengen der gik baglæns i Videoteket i Filmhuset og var meget påvirket af den. Jeg synes, Thomas laver gode og modige film. Der er store momenter i alle hans film, og faktisk synes jeg, at sidste halvdel af Dear Wendy er noget af det bedste, en dansk instruktør har lavet. Jeg troede, at jeg skulle skrive romaner, men Thomas er én af grundene til, at jeg fandt ud af, at jeg ville lave film.”

”Submarino blev min videreuddannelse. Thomas var meget god til at fortælle mig, hvornår jeg bare underholdte, og hvornår jeg skrev rigtig film, altså havde fokus på indholdet og underholdte gennem det.”

”Jeg var nok stadig lidt umoden som fortæller, og så hiver man alskens forfærdeligheder ned fra hylderne. ’Jeg kan få publikum til at føle noget ved at slå en baby ihjel!’ Thomas fik mig tilbage i renheden i historien om de to brødre.”

En film om heksejagt
I dag er Tobias Lindholm blevet Vinterbergs faste manuskriptpartner, og til september går de i gang med deres tredje, endnu udefinerede projekt sammen. Men først går Jagten ind.

Det er historien om den skilsmisseramte, 40-årige Lucas (Mads Mikkelsen), der forsøger at starte et nyt liv i en lille by. Ved et tilfælde opstår et rygte om, at han er pædofil, og den falske anklage breder sig som en løbeild i det lille samfund.

”Det er en film om heksejagt, ikke om overgreb. Hvis historien havde foregået i USA i 50’erne, havde anklagen være kommunisme, og hvis den havde foregået på Jamaica, havde det været homoseksualitet. I dag er det værste, vi kan forestille os herhjemme, overgreb på børn,” siger Lindholm.

”Jeg blev far omkring Submarino, Thomas er også far, og det talte vi meget om. Jeg brugte jo i den periode flere vågne timer sammen med ham end med min kone. Vi talte om angsten for at blive misforstået. Hvis jeg går i bad med min søn på to et halvt og siger: ’Nej nej, du skal ikke tage den i munden, du skal bare tage den i hånden og ryste den lidt’ – hvis nogen hører den replik, vil man straks tænke: ’Hvad for noget!’”

”Tanken om sex med børn er blevet gift i vores krop. Hvis nogen kom med anklager mod én, ville man aldrig kunne ryste det af sig. Jeg har selv en rem af huden. Hvis mit barn har røde rifter på armen, tænker jeg straks: ’Hvem har gjort det?’ – selvom han bare har revet sig på noget i sandkassen. Jagten handler om den mekanisme, hvor et rygte, en misforståelse hos de voksne, går i blodet på os og påvirker vores realitetssans. Det er en virus, der starter en kædereaktion, hvor én efter én bliver smittet.”

Hetzen mod Jørgen Leth
– Vi ser normalt os selv som mere civiliserede, end dengang man havde hekseforfølgelser. Men et sådant kollektiv hysteri, som filmen handler om, indikerer jo noget andet?

”Vi er ikke en skid mere civiliserede i dag. Vi er jo dybest set bare dyr. Også i vores samfund har vi en masse selvjustits og fordømmelse. Vi har alle et udyr i os, som betyder, at vi vender os mod et offer, så vi selv kan være en del af fællesskabet.”

”I Norden er vi rigtig gode til at stå og snakke i en lukket rundkreds. Det er ligesom med pingviner: Hvis man først bliver jaget uden for, kommer man aldrig ind igen.”

– Talte I om debatten i kølvandet på Jørgen Leths bog og episoden med kokkens datter?

”Nej, men den er da et godt eksempel på, hvordan man kan karaktermyrde en person meget hurtigt. Det var helt overkørt og overdrevet.”

”For at forstå mekanismerne læste vi i vores research om sager, hvor folk var blevet fejlagtigt anklaget. Hvad sker der i en sag, hvor der først står, ’hun har måske rørt ved en lille dreng,’ før det bliver til ’hun har rørt ved en lille dreng’ og til sidst ’hun har haft sex med en lille dreng’. Der er kun et halvt skridt.”
 
Fem døgns pingpong
Den tematiske diskussion var i centrum, da Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg tog hul på Jagten.

Processen startede med lange snakke om emnet heksejagt. Om mekanismen – ikke en konkret anklage. Hvordan reagerer man? Hvor går man hen? Hvem taler med? Hvem bliver involveret? Hvor ligger den naturlige historie?

Instruktøren og manuskriptforfatteren udvekslede ideer, dokumenter og versioner. Langsomt tog en fortælling form.

”Vi sluttede med et forløb på fem døgn, hvor vi sad over for hinanden og skrev. Sætning for sætning. ’Keder du dig her?’ ’Nej.’ ’Okay, så lad det stå.’”

”Aftalen er så, at hvis der er ting, man ikke kan lide, så er det dér, man skal sige det. Herefter må man forsvare materialet til døden, for ellers kan man hurtigt blive usikker på det,” forklarer Tobias Lindholm.

De to kreative drivkræfter fik dog også masser af indspil udefra. Zentropas Vinca Wiedemann, der også bliver brugt som manuskriptkonsulent på Lars von Triers næste film, var en vigtig sparringspartner. Og Filmskolens manuskriptguru – og Vinterbergs gamle samarbejdspartner på film som Festen og It’s All About Love – Mogens Rukov blev rådført.

”Jeg kan ikke røbe, hvad han sagde, for det vedrører slutningen. Men han var meget kategorisk. Han sagde, at hvis I gør det her, har I en historie, og ellers har I ikke. Mogens har ikke altid ret, og man kan ikke bare smide en mønt i, så får man et svar. Men man får en fornemmelse af et menneske med en klar mening. Og det kan være betryggende og inspirerende.”

Eneste sandhedsvidne
– Slipper du så filmen helt, når manuskriptet er færdigt, og filmen skal til at produceres?

”Derfra har jeg den rolle, Thomas tildeler mig. Jeg er det eneste sandhedsvidne fra de første spæde skridt, og det er meget rart, at han kan ringe og spørge: ’Hvad var det egentlig, du tænkte om det her? Er jeg på vej i en helt anden retning?’”

– Er du med inde over castingen?

”Ofte skriver man jo ud fra en drøm om, hvem der skal spille rollerne. Det gjorde vi for eksempel med Mads Mikkelsen. Han er en fremragende skuespiller, og uanset hvad han bliver beskyldt for, kan vi godt lide ham som publikum. Det havde måske været sværere med en Quasimodo-type, selvom det måske havde været mere realistisk. Men nu er det jo film, og man skal kunne gøre det forståeligt, hvad vi vil fortælle.”

– Ændrer manuskriptet sig så meget i forhold til manuskriptet, når det bliver optaget?

”Det undergår forandringer, det er klart. Thomas er kaot – han kan godt lide kaos. Manuskriptet er en huskeseddel for ham, et arbejdspapir. Strukturen og orkestreringen af historien bliver der ikke rokket meget ved, men replikkerne og de enkelte scener ændrer sig. Når man for eksempel har Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen og Lars Ranthe samlet omkring et bord med en flaske spiritus i en scene, ville det være helt åndssvagt ikke at lade dem give den gas.”

Tænder på virkeligheden
– Hvad er Vinterbergs styrke som instruktør?

”Det er, at han ikke spiller sikkert. Han har et ekstremt mod og er ekstremt stålsat.”

– Har du selv et auteur-træk? Er der noget særligt, som definerer et ’Tobias Lindholm-projekt’?

”Hmm, jeg ved, hvad jeg interesserer mig for – og hvad jeg hader. Jeg hader fantasi. Jeg kan godt lide at se Harry Potter og Pretty Woman, men jeg synes, det er kedeligt at skrive. Det bedste drama ligger i virkelighedens logik. Virkeligheden er interessant, fordi den har nogle regler. Det er fedt, når jeg skal indrette mig. Dét tænder mig.”

”På Filmskolen skulle vi tit finde ud af, hvordan man skaber et dramaturgisk vendepunkt i en scene. Men jeg synes ikke altid, at man skal vende en scene dramaturgisk. Den skal vendes i forhold til universet og karaktererne. Det er det, der er forskellen på at skrive underholdning og indhold.”

– Trier vakte mildest talt opmærksomhed med sit pressemøde på Cannes sidste år. Har du lagt en strategi for pressemødet på søndag?

”Vi har så stærke forsangere i Thomas og Mads, så hvis jeg får lov til at lave det mindste trommeri fra min plads ude i siden, skal jeg vist bare være glad!”