Sult gør ingen kunstner
Den amerikanske forfatter Paul Auster har en hel særlig plads i danskernes hjerter.
Hans bøger sælger fantastisk herhjemme, og flere er sågar udgivet på dansk, før de er udkommet i deres amerikanske originaludgave. Austers senest udkomne Mand i mørke var således den femte roman, der lå i de danske butikker, før den kunne købes i de amerikanske.
Men Paul Auster har også en faible for film, og han har i flere omgange flirtet med filmmediet, både som manuskriptforfatter og instruktør.
I anledning af den nye internationale litteraturfestival CPH.LITT.08 var han i København i weekenden. Her var det muligt at opleve Auster samtale med instruktøren Henning Carlsen om filmen og forfatterskabet - et tilbud, der havde lokket mange fans fra sommersolen og ind i Husets teatersal, der til lejligheden var omdøbt til Stjernehimlen.
Første møde
Det var ikke tilfældigt, at det netop var Henning Carlsen, der skulle parres med Auster, for Carlsens klassiker Sult fra 1966 har haft en afgørende effekt på den amerikanske forfatter.
Paul Auster så Sult som kun nittenårig, og den gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. På det tidspunkt var Knut Hamsuns bog, som Carlsens værk er en filmatisering af, ikke tilgængelig på engelsk. Den udkom først et par år senere, og også det litterære forlæg begejstrede Auster.
Så meget, at han skrev en berømt essaysamling, der hedder The Art of Hunger. Det var i forbindelse med den udgivelse i starten af 1990'erne, at Auster og Carlsen mødte hinanden.
"Jeg skulle bruge et billede til coveret på min bog og ville gerne bruge et billede fra Hennings film. Han sendte mig en stor bunke billeder, jeg kunne vælge fra, og senere spiste vi så frokost sammen i New York. Vi har været venner lige siden," fortæller Paul Auster i Huset om deres første møde.
Sultekunstner
Henning Carlsen udvider dog straks historien. Han kendte på det tidspunkt ikke noget til Auster, men ville gerne træffe forfatteren, der var så glad for hans film.
De mødes i New York og går sammen op ad 6th Avenue, da Carlsen får stillet det fornøjelige spørgsmål: "Kan De nu leve af at skrive?" - hvilket svarer til at spørge, om Steven Spielberg kunne leve at lave film efter Jaws.
Det kunne han.
Men på en måde var spørgsmålet ikke så dumt endda.
Auster har nemlig altid været interesseret i det asketiske liv og har selv levet på kanten af livet med fattigdom og sult som sengekammerater. I sine unge år boede han i Frankrig og overlevede med nød og næppe den hårde tilværelse som forfatter in spe.
Tilbage i USA oversatte han franske forfattere, inden han debuterede med Opfindelsen af ensomhed i 1982. I 1987 udkommer så hans stratosfærisk berømte New York Trilogi og resten er, om man så må sige, historie.
Selv mener hverken Carlsen eller Auster, at man skal gå gennem smerte og lidelse for at blive en god kunstner. Auster mener, at trange kår bare fører til, at man bliver syg og dårlig. Og Carlsen kommenterer tørt, at han altid har spist meget.
Auster vil selv instruere
Men begge kunstnere er sultne på at arbejde mere. De har faktisk engang talt om at arbejde sammen og filmatisere Austers Moon Palace, men det blev aldrig til noget. I stedet arbejder Carlsen nu på endnu en filmatisering, denne gang af en roman af Gabriel García Márquez.
Paul Auster har sagt nej til mange instruktører og producerer, der har villet filmatisere hans værker. Til gengæld har han selv haft stor fornøjelse ved selv at føre dirigentstokken over filmproduktioner.
Senest har han skrevet og instrueret filmen The Inner Life of Martin Frost.
"Jeg er så glad for at have lavet filmen, men desværre fik den en forfærdelig dårlig modtagelse af anmelderne. De forstod den simpelthen ikke," siger han. "Måske er det en slags hybris over forfatteren. Måske vil anmelderne ikke have mig til at lave film."
Henning Carlsen bryder ind.
"Jeg elsker den film. Det er en meget modig film, Paul har lavet," siger han og tilføjer, at filmen dog ikke har noget stort kommercielt potentiale.
Til gengæld har den været vist på et par festivaler rundt om i verden. Nu er den ude på dvd i USA. Vi skal nok ikke forvente, at filmen bliver sat op i de danske biografer.
Besat script-girl
Henning Carlsen kan tale med om smalle film, der ikke får et stort publikum, men han mener, at det vigtigste er, at produktionen er glædesfyldt. Og det kan Auster tilslutte sig.
"Da jeg lavede Lulu on the Bridge, havde vi så mange problemer. Et af dem var en script-girl, der var fuldstændig besat af detaljer," fortæller Paul Auster. "Hun endte med at stå og råbe af fotografen, hvis ikke alt var helt, helt korrekt."
Til sidst måtte Auster køre hende ud på et sidespor. Og han opdagede, at en instruktør er lige så meget præst og psykiater, som han er kunstner.
Med The Inner Life of Martin Frost skulle produktionen være "happy", og det blev den ifølge Auster. Også selv om der ikke var nogen penge, og selv om man var nødt til at filme i Portugal, fordi det var det eneste sted, Auster kunne finde en producer til projektet.
"Jeg havde det vidunderligt med at lave filmen og mit hold var ideelt," siger Auster.
Erotiske fortællinger
Ideen til filmen blev oprindelig formet, da en tysk producer, Regina Ziegler, i starten af 1990'erne henvendte sig til Paul Auster og spurgte, om han ville være med i en serie af kortfilm, der bar titlen Erotic Tales.
Han skulle selv instruere og skrive den lille film. Det ville han gerne, og han satte sig ned og skrev et manuskript. Andre instruktører som Fridrik Thor Fridriksson, Amos Kollek og Hal Hartley havde også deltaget i projektet. Men sidstnævnte advarede Auster mod, at kontrakten på projektet var meget problemfyldt. Selv havde Hartley haft en ekstrem dårlig oplevelse med sin deltagelse i de "Erotiske fortællinger".
Så Auster sprang fra, men historien han havde skrevet var ikke sådan at slippe af med. Manuskriptet blev inkorporeret i romanen Illusionernes bog, som en fiktionel film, lavet af en af hovedfigurerne, der er filminstruktør.
Spirituel muse
Fem år senere havde Auster dog stadig historien og filmen i tankerne, og i 2005 fik han overtalt et produktionshold, fire skuespillere og en producer til at lave filmen The Inner Life of Martin Frost.
Den handler om forfatteren Martin (David Thewlis), der efter sin fjerde roman flytter ud på landet, hvor han møder Claire (Iréne Jacob). Hun bliver, ifølge The Village Voices kritiske omtale, "hans spirituelle muse, hyret fra oven til at lokke, forføre og kneppe en ny historie ud af ham."
Om Paul Auster får sulten tilbage og vil lave film igen, efter den noget blandede modtagelse af hans nye film, må tiden vise.
Foto: Hasse Ferrold
SF Films dvd-udgivelse af Sult indeholder et godt ekstramateriale, der inkluderer en samtale mellem Paul Auster og Hamsuns barnebarn, Regine Hamsun, samt en film om tilblivelsen af Sult med Henning Carlsen.
The Inner Life of Martin Frost 2007
Manus og instruktør
Lulu and the Bridge 1998
Manus og instruktør
Blue in the Face 1995
Manus og co-instruktør
Smoke 1995
Manus (instruktør Wayne Wang). Vandt en Bodil for bedste amerikanske film i 1996
Kommentarer