Dag 1: Harvey Weinstein spøger på Sundance

Sundance er midt i en omvæltning.

Det har den amerikanske festival sådan set været længe, men i år er det ikke tv-mediets rovdrift på indie-filmens talenter eller filmskaberens dilemma over at skulle vælge mellem at satse på et liv i biografen eller at tage Netflix’ blodpenge og se sit hjertebarn smidt ud i deres uoverskuelige katalog.

I år er det #MeToo og #TimesUp, der er på alles læber.

Nødlinjetelefon
Harvey Weinstein er en hovedfigur i festivalens historie og har været fast gæst i den lille skiby Park City højt oppe i Utahs bjerge siden 1980’erne. Det er klart, at Sundance har travlt med at tage afstand fra manden.

I år er der en code of conduct trykt på alle adgangspas og en nødlinjetelefon, hvis nogen alligevel ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Robert Redford skyndte sig i panelet at fastslå, at festivalen ikke har noget ansvar for de krænkelser, der er blevet begået.

”Vi tog os ikke af, hvem der kom for at gøre hvad. Det er en åben festival, hvor folk kan gøre, hvad de vil. Vores formål her er at fremvise kunstnernes arbejde for omverdenen,” sagde skuespilleren, der var med til at stifte festivalen i 1978.

”Jeg tror, at Harvey Weinstein hører en bestemt tid til. Og nu tror jeg, at vi bevæger os videre,” konkluderer Robert Redford.

Eksplosivt drama på vers
Netop socialt engagement har altid været et hovedmål for Sundance-festivalen.

Inden Steven Soderbergh og Quentin Tarantino gav den politiske korrekthed et spark i mageligheden i starten af 1990’erne, var festivalen berygtet for kun at vise og belønne pæne, velopdragne film uden sex eller for meget vold.

Som forfatteren Peter Biskind opsummerer det i bogen Down and Dirty Pictures: ”Det var sjældent, at nogen døde i Sundance-film, medmindre det var på grund af aids, alderdom eller kedsomhed.”

I aftenens åbningsfilm er der godt gang i den.

Blindspotting handler om et par bedste venner fra Oakland i Californien, der i væmmelse ser deres rå nabolag falde for hipster-gentrificeringen.

Daveed Diggs, der slog igennem i Broadway-sensationen Hamilton, spiller hovedrollen som den forsigtige Collin, der pinedød er nødt til at opføre sig ordentligt de sidste tre dage af sin prøveløsladelse. Men det er svært, når hans bedste ven Miles (Rafael Casal) er en hvid fyr, som med grills på tænderne, tatoveringer og et skrøbeligt ego hustler og tæsker sig til respekt i et sort nabolag.

Her er scener, der rammer som pistolskud, og filmen griber uforfærdet ind i en betændt debat om samfundets racisme og politivold med humor, vovemod og fed musik. For de to fyre vender gerne en samtale til en freestyle-rap, og nogle af filmens højdepunkter er slet og ret rapsange.

Det er en ekstraordinær debutfilm, der vækker mindelser om en anden film fra et makkerpar, der satte sig for at tage Hollywood med storm: Good Will Hunting.

Det er ikke bare tomme ord. Blindspotting kan meget vel vise sig at være festivalens stærkeste film!

Skuffende skrukfilm
Det sætter jo Tamara Jenkins’ Private Life på en utaknemmelig opgave. Det er svært at være nummer to, når første film har gjort et stort indtryk.

Og det er da også netop, hvad hendes nye film ikke formår at gøre.

Private Life, der får premiere på Netflix senere på året, handler om Richard og Rachel, et par i fyrrerne, der desperat prøver at blive forældre med både IVF-behandling og ved at forsøge at adoptere.

De er simpelthen skrukke begge to, besatte af at forøge familiestanden, som veninden Cynthia formulerer det.

Helt galt går det selvfølgelig, da de to lader Cynthias datter, der klarer sig dårligt gennem en kvartlivskrise, bo hos dem. Med den lumske bagtanke at overtale hende til at donere nogle æg til babyprojektet.

Paul Giamatti og Kathryn Hahn er sørgeligt livstro i hovedrollerne, men filmen lider under, at ingen af dem er specielt sympatiske.

I The Savages fra 2007 – en af 00’ernes mest empatiske film om familie – fik Jenkins så meget uudtalt patos ud af Philip Seymour Hoffman og Laura Linney.

Men hendes første film i elleve år er en kold affære, der med en knivspids spydighed rammer hospitalslivets idiotier: Gynækologen fortæller dem dårligt nyt og forventer et fist bump, inden han går videre. Men det er svært for alvor at føle noget for dem.