Sundance har noget at bevise

Sundance er tilbage. Forandret og alligevel helt sig selv. 

Det er tre år siden, der sidst har været filmfest i Park City, som er en lille by i Utahs bjerge på størrelse med Gilleleje. Byen lever af skisport og festivalen og summer af spænding på førstedagen. 

På Main Street i den gamle sølvmineby arbejdes der på fulde drøn for at blive klar til indtoget af, hvad der kan ligne den samlede amerikanske filmindustri. 

Sundance plejer at lokke flere end 100.000 gæster til Park City, og selv om størstedelen af programmet i år kan ses online, er forventningerne til årets festival skyhøje. 

Ud af 11.000 indsendte film vil omtrent 110 blive vist i biografer rundt om i byen over ti dage. 

To film med dansk islæt er sluppet gennem nøglehullet: den svensk-danske Fantastic Machine, som er en essayistisk rejse rundt i filmmediet produceret af Ruben Östlund, og Lin Allunas grønlandsk-danske Twice Colonized om advokaten og aktivisten Aaju Peter. 

Sidstnævnte bliver endda fremhævet af festivalens hovedprogramlægger, Kim Yutani, til torsdagens indledende pressekonference. 

”Det er et af de mest slående personportrætter, jeg har set. Det er en hudløs skildring af denne person og en film, jeg ikke har kunnet glemme, siden jeg så den,” siger Kim Yutani. 

Bange for kontroversielle film
Sundance er et vigtigt barometer for den amerikanske filmbranche, der måske nok specialiserer sig i blockbusters, men hvert år bringer fornyelse via det uafhængige vækstlag. 

Det er vækstlaget, som står i centrum på Sundance. Festivalen har altid plæderet for kunstnerisk frygtløshed, men nu er den havnet i lidt af en troværdighedskrise. 

Sidste år nåede dokumentaren Jihad Rehab, der handler om afradikaliseringen af tidligere Guantanamo-fanger, at få en enkelt onlinevisning, før festivalen gav efter for heftig kritik og trak den fra programmet. 

Instruktøren Meg Smaker, en hvid kvinde, er ikke den rette til at fortælle historien, lød kritikken. Og hvorfor overhovedet formode, at aldrig dømte Guantanamo-fanger er islamistiske terrorister? 

Ifølge branchebladet Variety gjorde fadæsen festivaler som Sundance mere berøringsangst over for kontroversielle film. 

Da jeg under festivalens store pressekonference spørger ind til historien, får jeg et glat svar af Sundance-instituttets direktør Joana Vicente, mens Kim Yutani, der sammen med den nu afgåede festivaldirektør Tabitha Jackson forsvarede filmen, stirrer stift frem for sig. 

Markedet er kølnet
Med andre ord er der meget på spil til dette års Sundance, der også skal tjene som et pejlemærke for, hvorvidt arthouse-segmentet kan lokkes tilbage i biografen. 

Og hvor streamingtjenesterne tidligere har troppet talstærkt op i Park City på jagt efter den næste sensation, er markedet blevet kølet gevaldigt af under pandemien. 

Allerede før da var streamingtjenesterne begyndt at producere mere indhold, end de købte. Der er langt imellem succeshistorier som CODA, som Apple+ købte for 25 millioner dollars på Sundance i 2021 og siden promoverede hele vejen til tre Oscars. 

Derimod er skrækhistorier om film som The Birth of a Nation, Palm Springs, Brittany Runs a Marathon og Late Night – rekorddyre Sundance-titler, der faldt igennem ved billetlugerne – efterhånden blevet normen.

Og i et land, hvor end ikke lovpriste prestigefilm som Todd Fields Tár, Steven Spielbergs The Fabelmans eller Martin McDonaghs The Banshees of Inisherin formår at lokke et publikum til, kan man frygte for fremtiden for amerikansk independentfilm.

Inspirerende lærer i Mexico
At dømme efter publikum til Christopher Zallas Radical er der grund til bekymring. 

Parret foran mig småsnakker hele vejen gennem filmen. Min sidekammerat tjekker sin mobil hvert andet minut, og efter et kvarter begynder manden bag mig at snorke højlydt – uden at nogen giver ham en velmenende albue i siden. 

God biografetikette er tillært, og det tyder på, at folk har glemt den under pandemien. 

Det skyldes næppe filmen. 

Radical er en Sundance-film af første rang. Filmen fortæller en autentisk historie om en inspirerende lærer, der i Mexico kæmper mod korrupte administratorer og apatiske kolleger, mens han lærer sine elever at tænke i stedet for at terpe. 

Komikeren Eugenio Derbez er sympatisk som den fritænkende skolelærer, men det er de forrygende børneskuespillere, der bærer filmen. 

Klassens klovn Nico, der fordriver tiden i skolen, til han kan arbejde for den lokale kartelboss. Forsagte Lupita med de mange søskende, hvis mor er gravid igen. Og skrotsamlerens datter Paloma, der kun er et skud selvtillid fra at være et matematisk geni. 

Historien er selvfølgelig fortalt før i blandt andre Døde poeters klub, Freedom Writers og Niels Arden Oplevs Drømmen med Anders W. Berthelsen som den inspirerende hippielærer, der har banebrydende tanker og mindeværdige bakkenbarter. 

Radical lever derfor måske ikke helt op til sit navn, men det er en gennemført underholdende og opløftende fortælling, iscenesat med komisk overskud og sans for det udsatte miljø, den udspiller sig i. 

Babyer udruget i æg
Også Sophie Barthes’ fremtidssatire The Pod Generation er med på den uudtalte Sundance-præmis om at sige noget interessant om samtiden. 

Filmen handler om et ægtepar sidst i dette århundrede. Parret tager imod et tilbud fra karrierekvinden Rachels arbejdsplads om en kunstig graviditet i et transportabelt rugekammer. 

”Det er et skide æg!” harcelerer hendes mand Alvy, som spilles med skøn indlevelse og vaklende overbevisning af Chiwetel Ejiofor. 

For nok er han botaniker og fundamentalt forstyrret af menneskehedens tiltagende distancering fra alt, der har med naturen at gøre. 

Men da klinikken giver dem ægget med hjem, forvandles han med ét til beskyttende hønefar. Mens Rachel, der spilles af Game of Thrones-veteranen Emilia Clarke, har svært ved at knytte sig til ægget, uanset at der er et foster indeni. 

3D-printet toast
Sophia Barthes huskes måske bedst for Paul Giamatti-satiren Cold Souls, der tilsvarende morede sig over fremtidsteknologiens begrænsninger. 

The Pod Generation er stærkest i skildringen af et gennemført lækkert fremtidssamfund, hvor en AI-assistent byder dig godmorgen, mens den brygger en kop morgenkaffe og 3D-printer et stykke toast med smør og spejlæg i midten. 

Det er en besnærende verden, hvor naturen ikke holdes ude, men lukkes stiligt ind som en Apple-forretning krydset med en blomsterforretning. Men selvfølgelig stadig styret af profitsøgende gigantselskaber. 

I den forstand afspejler The Pod Generation Sundances ånd.