Top 10: Sundance-festivalens bedste film

Så er der lukket og slukket på Sundance-festivalen, og skisportsentusiasterne har generobret Park City i Utahs sneklædte bjerge. 

Den amerikanske festival er fuld af selvmodsætninger. Man hylder de små budgetter og de store handler. Man støtter nye stemmer, men frabeder sig kritik. Man viser dokumentarer om fagbevægelsen, men er hovedkulds afhængig af frivillig arbejdskraft.

Men festivalen er også en af verdens vigtigste skuepladser for fremtidens største filmtalenter. Og årets program var det stærkeste i årevis med mange titler, der fortjener at finde vej til Danmark. 

Jesse Eisenbergs A Real Pain blev hovedkonkurrencens store succeshistorie, da Disney-filialen Searchlight Pictures pungede ti millioner dollars ud kort efter verdenspremieren.

I år er det ellers næsten udelukkende genrefilm og dokumentarer, der har vakt distributørernes interesse. 

Greg Jardins hektiske kropsbyttekomedie It’s What’s Inside blev opsnappet af Netflix for svimlende sytten millioner dollars. Mens Steven Soderberghs Presence – en spøgelseshistorie set med fiskeøje fra åndens perspektiv – blev købt efter en kort budkrig.

På dokumentarfronten blev norske Benjamin Rees hjertevarme Ibelin tidligt solgt til Netflix, der også købte den opsigtsvækkende Skywalkers: A Love Story, om et russisk kærestepar, der illegalt bestiger verdens højeste bygninger.

Super/Man: The Christopher Reeve Story blev købt af Warner Bros. kort efter premieren.

Hjertevarme og sensationelle dokumentarer går som varmt brød, mens der er mindre appetit efter de mere eksperimenterende.

De dygtige dramaer med et beskedent budget har altid været festivalens hjerteblod, men siden tv-seriernes guldalder har det været sværere at lokke publikum i biografen for at se dem.

Men her er de ti bedste film, jeg så på festivalen. Disse film fortjener at blive tilgængelig for et dansk publikum, enten i biografen eller på streaming.

Vi bevæger os ned mod den bedste film.

10. Gaucho Gaucho

Gregory Kershaw og Michael Dwecks dokumentarer består af overvældende smukke og rørende skildringer af aparte miljøer.

I Gaucho Gaucho viser de et livligt miljø af argentinske cowboys, gauchos. Det er en kultur, der gives i arv fra far til søn – eller datter.

De to instruktører er også fotografer og fortæller med slående kompositioner i sort-hvid som sølvnitrat, der vækker mindelser om Sebastiao Salgados monumentale fotografikunst. 

Filmen handler også om, hvordan gaucho-kulturen er truet af tørke og en ung generation, der hellere vil til byen end skabe sig et liv i ørkenen. Og så er der den kulturelle appropriation, som ikke værdsætter cowboylivet som andet end lokalt blikfang.

9. A Real Pain

Jesse Eisenberg er helt sig selv i tragikomedien A Real Pain, som han selv har skrevet og instrueret. Filmen handler om to jødiske fætres rejse gennem det Polen, deres nyligt afdøde bedstemor engang måtte flygte fra.

Eisenberg spiller den velbjergede David med sin karakteristiske, nervøse energi, mens Kieran Culkins fremtoning som Benji – en bitter fuck-up uden filter – ligger tæt på hans glansrolle som Roman fra Succession. 

Han er pisseirriterende, ”a real pain”, som man siger på engelsk.

Det lyder rutineret, men Eisenberg får et diskret overrumplende drama ud af at udforske smerten og frustrationerne, der forbinder fætrene.

8. In the Summers

Alessandra Lacorazza Samudios familiedrama om to døtre og deres svære forhold til deres alkoholiske far var en overraskende, men fuldt fortjent hovedvinder ved dette års festival. 

Over fire kapitler med hver et sommerbesøg føres publikum gennem søstrenes belastede opvækst og gradvise erkendelse af, at Vicente aldrig bliver den far, de ønsker sig.

Det er en medrivende og velobserveret skildring af de små gestusser og store sammenstød, der former os.

7. Ghostlight

En far forstenet i sorg bliver halet ind fra gaden til en lokalteateropsætning af Romeo og Julie. Sønnen begik selvmord, og Clint brænder inde med sin vrede og afmagt.

Teaterskuespilleren Keith Kupferer er fremragende i hovedrollen, mens Dolly De Leon – kendt fra Triangle of Sadness – giver kækt modspil som hans bramfri medspiller i teatret.

Det er en ualmindeligt rørende og velskrevet fortælling om teatrets evne til at føre mennesker sammen og skabe fælles forståelse.

6. Soundtrack to a Coup d’Etat

Da Congo erklærede uafhængighed fra Belgien i 1960, rystede amerikanerne i bukserne.

Første Verdenskrig blev vundet med gummi fra Congo, Anden Verdenskrig med uran fra Congo, og den kolde krigs våbenkapløb krævede, at de sjældne mineraler fortsat ville finde vej til Vesten.

Med utallige arkivklip, citater og udførlige kildehenvisninger fortæller belgiske Johan Grimonprez en skjult historie om, hvordan de gamle kolonimagter slog sig sammen med USA og et FN anført af Dag Hammarskjöld for at fastholde status quo i det undertrykte land.

Sideløbende får vi historien om amerikanernes jazz-diplomati, hvor musikere som Louis Armstrong, Nina Simone og Dizzie Gillespie blev sendt ud i verden for at spille en pro-amerikansk stemning op. Mens CIA-agenter plottede kup og henrettelser, og Nikita Khrusjtjov hamrede sin sko mod talerstolen i FN’s generalforsamling.

Det er en øjenåbnende og eksplosiv dokumentar, der med garanti vil skabe debat – ikke mindst om blodmineralerne i de telefoner, vi alle har i lommen.

5. DEVO

Kunstrockerne DEVO – anført af Mark Mothersbaugh og Gerald Casale – er bedst kendt for deres flippede uniformer og new wave-hittet Whip It.

Men Chris Smiths grundige dokumentarportræt viser bandets rødder som et desillusioneret modsvar til 60’ernes blåøjede idealisme. 

Med hurtig klipning og indklip fra bandets ursuppe af inspirationskilder, fra 30’ernes gyserfilm til Andy Warhols hyperaktive pop art, opridser filmen over 90 underholdende minutter bandets filosofi om de-evolution: At menneskeheden bliver dummere og dummere.

At DEVO ringede med alarmklokken, ser vi i klip fra bandet satiriske musikvideoer og provokerende besøg hos talk show-værter, de tydeligvis ikke kan udstå. Den største overraskelse i filmen er næsten, at så uforskammede samfundsrevsere steg til tops i branchen og blev der i årevis.

4. The Outrun

Der er meget på spil i Nora Fingscheidts både episke og intime drama om en hjemslået alkoholiker på de vindblæste Orkney-øer nord for Skotland.

Saoirse Ronan er forudsigeligt fremragende som den skrøbelige og selvdestruktive Rona. Hun drikker sin angst væk og sin kæreste på flugt, indtil konsekvenserne af misbruget indhenter hende.

Men filmens virkelige styrke ligger i manuskriptet og det essayistiske formsprog, der springer mellem fortid og nutid. Imens finder Rona nyt fodfæste og en dybere forståelse for sit eget indre i mødet med naturens umådelige kræfter.

3. A Different Man

”Ulykke kommer af ikke at acceptere virkeligheden,” hører vi tidligt i Aaron Schimbergs uterlige satire. 

Filmen handler om den ansigtsdeforme og indelukkede Edward, der forelsker sig i sin teaterforfatternabo (norske Renate Reinsve), samtidig med at uprøvet lægemiddel giver ham et udseende som en filmstjerne. 

I filmens første halvdel spiller Sebastian Stan Edward bag en tung gummimaske baseret på den engelske skuespiller Adam Pearson, der har svær neurofibromatose og huskes for Jonathan Glazers Under the Skin.

Pearson dukker selv op som en tornado af charme og gåpåmod i filmens anden halvdel, hvor Edward, nu under et andet navn, spiller hovedrollen i et stykke om sig selv. 

Instruktøren Aaron Schimberg har tidligere lavet Chained for Life, der også problematiserer omverdenens syn på ansigtsdeforme mennesker. I A Different Man følger han Edwards livslede ud på et tankevækkende overdrev.

2. Love Lies Bleeding

Kristen Stewart er bidsk og sårbar som Lou, der bestyrer et nedkørt motionscenter. Mens Katy O’Brian er et løbsk damplokomotiv af ambitioner og neuroser som Lous hårdtpumpede kæreste Jackie.

Det bliver kun stadig mere intenst og forrykt, som parret kommer på kollisionskurs med 80’ernes mullet-klædte chauvinister.

Hvor det for mange Sundance-film tager måneder og år at nå et større publikum, er Love Lies Bleeding allerede på vej til Berlinalen, inden den får dansk premiere senere på året.

1. I Saw the TV Glow

De bedste film kommer ikke altid som en overraskelse.

Jeg havde udnævnt Jane Schoenbruns mareridtsfortælling om to udsatte teenagere, der finder frelse i en grum ungdomsserie, som min mest imødesete film på festivalen.

Og den har indfriet alle forventninger. 

Hovedpersonernes utilpassede outsidertilværelse i en konform forstad er et hverdagsmareridt, som de begge ville ønske, de kunne vågne op fra.

Der løber en uudtalt trans-tematik som en rød tråd gennem filmen: den sygelige fornemmelse af at være fanget i sin egen krop.