Sundance i Trumps skygge

I Park City føles det, som om tiden er ved at rinde ud for Sundance.

Den amerikanske filmfestival i Utahs bjerge hører stadig til blandt verdens absolut førende. Både for independentfilm finansieret uden for de traditionelle, amerikanske studiesystemer og især for dokumentarfilm.

I år dyster to danske projekter om hæder på festivalen, nemlig den danskproducerede dokumentar Mr. Nobody mod Putin og Mathias Broes kærlighedsdrama Sauna, som handler om en mand, der indleder et forhold til en transmand.

Det er fortællinger, der har noget at sige om verden.

”Vores mission er at løfte historier, som aldrig er blevet repræsenteret før,” siger festivaldirektør Amanda Kelso til et pressemøde onsdag aften, inden festivalen begynder om torsdagen.

Det er et synspunkt, som er velgørende at høre midt i det republikanske partis hjerteland blot et par dage efter, at Trump er vendt tilbage til magten. Men festivalens politiske overbevisninger er også en del af grunden til, at Sundance er ved at rykke teltpælene op. 

For dyr adresse
Park City er nemlig blevet for dyr til, at andre end kultureliten kan finde vej hertil.

Da Robert Redford stiftede festivalen, var det en lilleputlandsby højt oppe i Utahs bjerge. I dag er det et af de dyreste postnumre i USA, på højde med Manhattan i New York eller bymidten i San Francisco.

Det stemmer dårligt overens med en festival, der stadig beder frivillige betale for deres eget logi. Derfor annoncerede den nye festivalledelse under Indiewire-stifteren Eugene Hernandez sidste år, at festivalen skal flytte.

Cincinnati i Ohio, Boulder i nabostaten Colorado eller Salt Lake City i Utah er alle i spil, og beslutningen kommer i løbet af foråret. Den uafhængige sidefestival Slamdance er allerede rykket til Los Angeles.

Den dyre adresse er et problem for den type historier, festivalen ønsker at fortælle, og for det publikum, programmets film er i stand til at lokke til billetlugerne.

Dagen før årets festival kunne branchemediet Indiewire rapportere, at sidste års Sundance-film havde indtjent for omkring 57 millioner dollars i amerikanske biografer, mod 100 millioner dollars året forinden.

Årets program tæller blot 87 premierefilm fordelt på væsentligt færre biografer end sidste år.

Festivalen oplever en markant nedgang, og spørgsmålet er, om Sundance i disse Trump-, streaming- og AI-tider kan opnå samme kulturelle gennemslagskraft, som den nød i sine velmagtsdage for tyve år siden. 

Ukraine og Israel
Det er ikke filmenes skyld, at festivalens stjerne daler.

Sundance leverer ofte en håndfuld nominerede til årets Oscar-uddeling. Jesse Eisenbergs A Real Pain og fire ud af fem nominerede dokumentarer: Black Box Diaries, Sugarcane, Porcelain War og Soundtrack to a Coup d’Etat.

Festivalen er fortsat leveringsdygtig i opsigtsvækkende, politisk engagerede filmoplevelser. Det vidner årets program også om.

Et af de mest iøjnefaldende indslag i årets program er således den ukrainske 2000 Metres to Andriivka. Det er journalist og instruktør Mstyslav Chernovs opfølger til den hårrejsende 20 dage i Mariupol.

Igen viser Chernov den brave modstand mod russernes bombardementer. Denne gang er det set fra en ukrainsk militærenhed, som forsvarer en strategisk vigtig landsby.

Også krigen i Palæstina er på dagsordenen i to film, der viser konflikten fra forskellige sider.

All That’s Left of You skildrer tre generationer af palæstinensiske flygtninge fra etableringen af den israelske stat og fordrivelsen af den palæstinensiske befolkning i 1948 og frem til i dag.

Og den israelske komiker Noam Shuster-Eliassi sparker til den israelske magelighed med Coexistence, My Ass! – en film, der udstiller hykleriet i et samfund, hvor én befolkningsgruppe er åbenlyst hævet over en anden. 

Debatskabende dagsorden
Årets program har relativt få af de stjernespækkede premierefilm, der tidligere har kunnet trække Hollywoods kendisklasse hertil.

Musicalen Kiss of the Spider Woman med Jennifer Lopez og Diego Luna er formentlig årets mest celebre indslag, mens remaket af Ang Lees klassiker The Wedding Banquet også står til at blive lidt af et tilløbsstykke.

Overordnet set holder programlæggerne fast i deres debatskabende dagsorden.

Australske Sophie Hyde vender tilbage til Sundance med komediedramaet Jimpa efter at have præsenteret komedien Held og lykke, Leo Grande i pandemi-året 2022. Hendes seneste handler om en snæversynet engelsk kvinde, hvis søn hellere vil bo hos sin homoseksuelle bedstefar i Amsterdam.

Og Ira Sachs, en af indieverdenens absolutte darlings, holder verdenspremiere på Peter Hujar’s Day, to år efter han præsenterede det forrygende erotiske drama Passages. Den nye film drejer sig om en homoseksuel fotograf i 70’ernes New York.

Jeg glæder mig også til den norske Den stygge stesøsteren, der omkalfatrer Askepotmyten til en blodig gyser, og til den amerikanske dokumentar The Perfect Neighbor, om et nabomord med rødder i statens voldsparate stand your ground-lovgivning. 

Grund til optimisme
I samme samfundsrevsende spor kan nævnes dokumentaren Free Leonard Peltier. Den skildrer den i dag 80-årige indfødte amerikanske aktivist, der aftjener en livstidsdom for mord på to FBI-agenter. Filmen blev i ellevte time hevet tilbage til klippebordet, fordi Joe Biden som en af sine sidste officielle handlinger lod hovedpersonen aftjene resten af dommen under husarrest. Det siger da noget om aktualiteten!

Også Andrew Jarecki – kendt for HBO-dokumentaren The Jinx – kritiserer landets strafmentalitet i The Alabama Solution. Via hemmelige optagelser fra de indsatte viser han fanger blive udsat for systematisk korporlig afstraffelse. 

Festivalen står således stolt på sine progressive principper, og det må man hylde i en tid, hvor det kan forekomme mere sikkert at søge mod midten.