Sundance slår et stort slag for transrettigheder

Et af Sundance-festivalens kendetegn er et socialt engagement, som rækker langt ud over høflig politisk korrekthed.

Som Mathias Broe bemærkede i sin introduktion til Sauna, der mandag holdt verdenspremiere i biografen Park City Library, var det her, New Queer Cinema-bølgen startede i 90’erne.

Den bestod af banebrydende værker af filmskabere som Todd Haynes og Gregg Araki, som fortalte queerhistorier ud fra deres egne erfaringer. De seneste år har festivalen markeret sig med film som Mutt, om en transkønnet kvinde, og sidste års Ponyboi,om en intersex-mand.

I år gik festivalen i gang blot et par dage efter, at Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus, og hans transfobiske politiske agenda har fået programmets fokus på film med lgbtq+-indhold til at føles direkte aktivistisk. 

Retten til behandling
Debatten om transrettigheder er det direkte afsæt for Heightened Scrutiny, en dugfrisk politisk dokumentar om sidste års høring ved den amerikanske højesteret om kønsbekræftende, medicinsk behandling.

Filmen følger advokaten Chase Strangio, der på vegne af en gruppe transpersoner forsøger at få delstaten Tennessee til at opgive et politisk motiveret forbud mod behandlingerne til teenagere.

Det vil sige hormonbehandling, ikke kirurgi, som det pointeres tidligt i filmen. Chase Strangio, der selv er trans og arbejder for det amerikanske borgerrettighedsorganisation ACLU, fokuserer særligt på den skade, det kan forvolde en transperson at være fanget i en krop, som ikke stemmer overens med vedkommendes selvbillede.

Vi hører fra den selvsikre, purunge transpige Mila. Hun frygter for sin ret til medicinsk behandling, men også for et miljø, hvor selve hendes identitet er til forhandling.

”Hvis jeg ikke kan få behandling, vil jeg nok ikke forlade mit værelse. Jeg vil nok ikke engang forlade min seng,” siger hun.

Depression og selvmordsforsøg er veldokumenterede konsekvenser af ubehandlet kønsdysfori, selv om konservative stemmer argumenterer for det modsatte.

Samtidig afdækker filmen, hvordan journalistik fra selv så respekteret og liberal en avis som The New York Times spiller ind i den konservative dagsorden, fordi konservative advokater i flæng citerer opinionsartikler snarere end akademiske artikler.

Den forståelige omsorg for den forsvindende andel af transpersoner, som fortryder deres transition – omkring én procent – bruges af konservative kræfter som argument for at nægte medicinsk bistand til de 99 procent, der har brug for hjælp for at føle sig tilpas i deres egen krop. 

Mødet i fængsel
Bill Condons stort opsatte musical Kiss of the Spider-Woman med Jennifer Lopez i titelrollen foregår i 1983 under det argentinske militærdiktatur.

Den handler om et varsomt venskab mellem en tilfangetaget oprørsleder og en homoseksuel mand sendt til hans celle for at lokke informationer ud af ham.

Instruktøren indledte visningen med at fordømme Trumps dekret om, at den amerikanske regering fra nu af kun anerkender to køn.

”Det siger sig selv, at denne film ser anderledes på sagen,” sagde Bill Condon til stor applaus fra den stuvende fyldt sal i Eccles-biografen.

Filmen bygger på en musical af John Kander og Fred Ebb, som også stod bag Bill Condons første store musicalhit, Oscar-vinderen Chicago. Går man længere tilbage, stammer historien fra den argentinske forfatter Manuel Puigs roman fra 1976, som tidligere blev filmatiseret med William Hurt i 1985 som et rent drama uden musiksekvenser.

Fortællingens clou i alle versioner er de historier, som den homoseksuelle Molina (Tonatiuh) fortæller Valentin (Diego Luna) for at distrahere dem begge fra hverdagen i torturfængslet. I Bill Condons film genfortæller han en fiktiv, klassisk Hollywood-musical i strålende Technicolor.

Jennifer Lopez optræder som stjernen i denne film-i-filmen, en diva med en loyal, homoseksuel fanskare skildret som kryds mellem Marlene Dietrich, Judy Garland og Ida Lupino. Hun giver den gas med Broadway-ballader og flot koreograferede dansesekvenser. Men man fornemmer, at historien må fungere bedre på de skrå brædder.

Og så føles det flere gange, som om tiden er løbet fra historiens kønspolitik. Her er det machomænd over for svage twinks, og selv om den problematik er eviggyldig, føles den i disse tider også noget forsimplet.

Fascinerende transkoryfæer
Zackary Druckers dokumentaren Enigma har mere at rive i.

Filmen opruller mere end et halvt århundredes transhistorie via to fascinerende koryfæer: modellen April Ashleigh og diskodronningen Amanda Lear, hvoraf kun førstnævnte anerkender at være trans.

At det kostede hende karrieren, siger en del om, hvorfor Amanda Lear gennem hele sit liv har benægtet at være født som mand.

Filmen præsenterer rigeligt med bevismateriale til at mane enhver tvivl til jorden: gamle fotos, venners vidnesbyrd og hendes egne sangtekster, der med et glimt i øjet handler om flydende identitet og at finde sig selv ved kirurgens mellemkomst.

Begge startede deres karriere som kabaretdansere i Paris på et tidspunkt, hvor transpersoner risikerede at blive arresteret, hvis de gik uden for teatret klædt som andet end deres fødekøn. I den verden var en kønsskifteoperation en mirakelkur, fordi den simpelthen fjernede bevismaterialet.

April Ashleigh fik sin operation foretaget i Casablanca i 1960, før hun rejste hjem til England, hvor hun slog igennem som regulær supermodel i London i the swinging sixties. Senere fik hun følgeskab af sin kabaretven Peki d’Oslo, som nu gik under navnet Amanda.

Instruktørens respekt for April Ashleigh skinner tydeligt igennem. April lod omverdenen tænke, hvad de ville, hvorimod Amanda Lear kappede alle bånd til sit gamle liv, da hun begyndte at hænge ud med Salvador Dalí, der lærte hende at spille skuespil for pressen, og David Bowie, der opfordrede hende til at lave musik.

Alligevel fordømmer filmen ikke hendes vej frem i en fjendsk verden. Højst mærker man en vis medlidenhed med en kvinde, der har klamret sig til løgnehistorier så længe, at hun ikke længere tør stå ved sandheden. 

”Skalkeskjul for bøsser”
Sophie Hydes rørende, men overlæssede Jimpa tematiserer ligesom Mathias Broes Sauna forskellen mellem en ciskønnet homoseksuel virkelighed og en ny tids forskellige queergrupperinger. 

Den semiselvbiografiske film handler om en filmskaber, hvis nonbinære barn ønsker at blive hos sin homoseksuelle bedstefar i Amsterdam, da familien er på ferie fra Australien.

John Lithgow er en naturkræft i titelrollen som en gammel bøsse med en stor personlighed. Han vrænger ad queerkulturens underinddelinger af seksualitet og identitet, og han mener, at biseksualitet er et skalkeskjul for bange bøsser.

Olivia Colman spiller med vanlig indlevelse moren og Sophie Hydes konfliktsky alterego, mens Aud Mason-Hyde, instruktørens nonbinære barn, er fuldt troværdig som ”barnetingen”, som bedstefar drillende kalder familiens yngste medlem.

Deres forskellige opfattelser gør Jimpa til et portræt af lgbtq+-bevægelsen historie, fra før AIDS-krisen og frem til i dag.

Det er en historie, der flugter med Sundance-festivalens egen historie – den kom til verden i 1970’erne – og giver filmen et naturligt hjem i årets program.

Man kan kun håbe, at festivalen vil fortsætte med at slå et slag for minoritetsgruppers rettigheder. Særligt i disse år, hvor kongstanken om åbenhed og tolerance er kommet i politisk modvind.