Ti film fra Sundance vi glæder os til

Den første film, jeg så på Sundance i år, opsummerede purenkelt, hvad festivalen går ud på.

Cole Webleys Omaha om et familiedrama er et uafhængigt finansieret drama, som intet Hollywood-selskab ville have kastet penge efter. Det er produceret i delstaten Utah og fortalt med alle de stærke indtryk og halve forklaringer, små børn må tage til takke med.

Filmenkunne let være overset andetsteds, men kommer til sin ret på Sundance, der slår sig op på at være en opdagelsernes festival.

Det er her, debutanter kommer med nerverne uden på tøjet på jagt efter et gennembrud som det, festivalen gav instruktører som Steven Soderbergh, Quentin Tarantino, Kelly Reichardt og Damien Chazelle.

Sundance er svundet ind, siden jeg første gang besøgte festivalen i 2018. Der er færre biografer, færre besøgende, færre stjerner, færre store handler.

Men kvalitet og buzz kan stadig få distributørerne til at hive tegnebogen frem, som det skete for tre af de stærkeste titler i dette års program: parforholdsgyseren Together, den lyriske Train Dreams og den tragikomiske Sorry, Baby, der handler om senfølgerne efter et seksuelt overgreb.

Alle tre er debutfilm, der udløste millionhandler. Sundance-drømmen lever i bedste velgående, og mange af programmets andre film vil med garanti også blive solgt i løbet af de kommende dage og uger.

Herhjemme kan vi naturligvis se frem til de danske film Mr. Nobody Against Putin og Sauna, der får premiere på henholdsvis Cph:Dox-festivalen i marts og i biografen til april.

Mr. Nobody Against Putin vandt juryens særpris, mens instruktøren bag Sauna, Mathias Broe, kunne trøste sig med at blive udnævnt af IndieWire til et af festivalens gennembrudstalenter.

Efter at have kigget mig igennem et halvt hundrede titler fra årets program kan jeg dementere ethvert rygte om, at Sundance er stødt kreativt på grund. Her er de ti af festivalens film – modregnet den håndfuld, jeg allerede har anmeldt – som jeg håber mest på snart vil blive tilgængelige for danskerne.

10. Folktales

På en højskole i det nordligste Nordnorge, hvor vintermørket varer i månedsvis, begynder en gruppe indadvendte teenagere at åbne sig for verden, mens de lærer at køre hundeslæde, tænde lejrbål og overleve i vildmarken.

Den amerikanske instruktørduo Heidi Ewing og Rachel Grady bruger de unikke omgivelser til at følge tre personer hen over et år på højskolen: Hege har mistet sin far og mangler et anker i tilværelsen, Bjørn Tore føler sig sat udenfor og irriterende, og hollandske Romain er dybt usikker på sig selv.

Livet på højskolen giver dem en struktur i hverdagen og succesoplevelser, de tager til sig. Vi ser tre mennesker formes for åbent kamera, ikke mindst hjulpet på vej af hundene, der giver hovedpersonerne stabilitet, når de tvivler på sig selv. 

Fortællingen om Odin, der sidder ved livets træ og strikker menneskeskæbner af rødt garn, giver filmen et mytologisk lag, som føles lidt påduttet og skandi-romantisk. Men som en autentisk ungdomsfortælling er Folktales dybt rørende.

9. Omaha

To små børn sidder på bagsædet, mens deres far kører afsted uden at fortælle, hvorfor de rejser afsted. Deres mor er død. Deres hund afleverer de på et internat. Man stykker historien sammen undervejs. 

Cole Webleys debutfilm består af fortættede sanseindtryk set i børnehøjde, formidlet via Paul Meyers’ urolige kamera og danske Peter Albrechtsens medlevende lydarbejde. Manuskriptet er skrevet af Robert Machoian, der tidligere hittede på Sundance med den gribende The Killing of Two Lovers.

En lurende uro vokser sig større, som børnene langsomt begynder at se deres far for, hvad han er: en sønderknust og ludfattig mand på fortvivlelsens rand. 

To ufiltrerede barneskuespillere holdes i ave af indiestjernen John Magaro fra Past Lives og September 5 frem til en finale, der forklarer og forløser, hvad der er gået forud. En hård fortælling fra bunden af det amerikanske samfund, men den er ikke foruden håb.

8. DJ Ahmed

En nordmakedonsk knøs fra Yürük-folket drømmer om at stå ved mixerpulten til de raves, den lokale ungdom afholder ude i skoven. Men han kommer i stedet til at gå viralt, da hans fåreflok crasher festen.

Georgi M. Unkovskis film blander urkomisk landsbykomik med en sorg- og kærlighedshistorie mellem Ahmet, der har mistet sin mor, og nabopigen Aya, hvis familie vil gifte hende bort, selv om hun kun er en fjorten-femten år. 

Det er skægge og veloplagte løjer med en alvorlig klangbund, der aldrig tager overhånd. Personerne lever et fattigt, socialt konservativt liv, men DJ Ahmed er en skæv feelgood-fortælling, man ikke kan lade være at smile af.

7. The Things You Kill

En tyrkisk mand mister sin mor og retter vreden mod sin machotrynende far i eksil-iranerens Alireza Khatamis gribende, kringlede hævn-thriller. 

Han har tidligere revset sit hjemland med Terrestrial Verses, og han udruller nu en knortet historie om maskulinitet og identitet med glimt af Asghar Farhadi, Abbas Kiarostami og David Lynch.

Universitetsprofessoren Ali er vendt hjem til Tyrkiet efter fjorten år i USA. Han har svært ved at forlige sig med det miljø, han engang forlod, men som han også er rundet af. 

Da en mystisk mand byder sig til som gartner på Alis jordstykke uden for byen, finder han en ligesindet at betro sig til. Og da hans søster giver ham isnende nyt om forældrenes forhold, tager filmen snart en metafysisk drejning, som gør den svær at lægge fra sig.

6. Together

Nogle par har været sammen så længe, at det er, som om de er vokset ind i hinanden.

Den præmis drejer instruktør Michael Shanks til en kvalmende gang body horror. Et følelsesfrossent kærestepar – han med musikerdrømme, hun med fast arbejde – flytter ud på landet. I nærheden er en forladt hippiekirke med kult-vibes, som de jokende bemærker.

Latteren forstummer, da de efter at have tilbragt en nat i kirken – hvor de drikker af den læskende, men ildevarslende sø i kælderen – pludselig hænger sammen som magneter. Og begynder at smelte definitivt sammen på kvalmende, chokgrinagtig vis. 

James Franco og Alison Brie er gift i virkeligheden og gør veloplagt grin med de bebrejdelser og bekymringer, der kan hobe sig op mellem partnere i årenes løb.

5. Train Dreams

 
En eftertænksom skovhugger går gennem livet og suger til sig af indtryk. 

Han hjælper med at bygge en jernbanebro og bliver chokeret over sjakkets skånselsløse racisme. Han finder sig en kone og bygger en træhytte, de kan bo i. Fælder træer og lytter til naturens symfoni. 

Joel Edgerton er brummende, tavs og fordringsløs som den godmodige Robert Granier, mens Felicity Jones tager ham ved hånden som hans mere idérige hustru.

Clint Bentley var på Sundance for et par år siden med Jockey, et andet eftertænksomt karakterstudie. Han har siden skabt den Oscar-nominerede fængselsfilm Sing Sing sammen med Greg Kwedar, som er medforfatter på Train Dreams. 

De overgår sig selv med en åndeløst smuk fortælling, der blander naturromantik og klarsynet amerikansk historiefortælling til en rørende skildring af en lille mand i en verden i stor forandring.

4. The Perfect Neighbor

Geeta Gandbhirs chokerende dokumentar The Perfect Neighbor opruller en fatal nabostrid på nært hold via optagelser fra politibetjentes bodycams.

Gang på gang pudser den midaldrende, hvide Susan Lorincz politiet på de sorte nabounger. Hun føler, ungerne chikanerer hende, fordi de hujer og leger på den tomme grund ved siden af hendes hus. 

Betjentene himler med øjnene og taler med de frustrerede forældre, men bliver alligevel kaldt tilbage, mens konflikten støt eskalerer.

Dokumentaren er et chokerende dyk ned i en amerikansk patologi, der har fået lovhjemmel med stand your ground-lovene, som groft sagt giver ret til at skyde enhver, der får én til at frygte for sit liv.

Filmen viser, hvordan konflikten eskalerer, indtil naboen Ajike Owens mister livet, da hun forsøger at konfrontere Susan Lorincz. Næsten lige så foruroligende som dét forløb var det, da jeg efter verdenspremieren talte med et ægtepar, som til det sidste tog morderens parti. 

USA er et dybt splittet land, og The Perfect Neighbor tegner skillelinjerne skarpt op. Filmen har dansk premiere på Cph:Dox-festivalen i marts.

3. Lurker

Berømmelse bringer det værste frem i folk og de værste folk frem i lyset.

Ekspedienten i en tøjbutik krænger sig ind i en popstjernes indercirkel i det ætsende drama Lurker, der handler om kendiskultur og social manipulation.

Gennembrudsstjernen Théodore Pellerin er foruroligende intens som den glubske Matthew, der sætter alt ind for at sole sig i den magnetiske, humørsyge Olivers blik. 

Alex Russell har tidligere skrevet manuskripter for successerierne Beef og The Bear. Han debuterer selvsikkert med en social thriller, der føles som en opdatering af Hollywood-klassikeren All About Eve fortalt for TikTok-generationen.

2. Sorry, Baby

Et overgreb sætter ar, der stadig smerter mange år senere.

Det er humlen i komikeren Eva Victors roste debutfilm. Sorry, Baby springer først tilbage og siden frem i tiden for at vise, hvordan en ung litteraturprofessor lukker sig om sig selv efter at være blevet voldtaget af sin mentor.

Eva Victor har både skrevet og instrueret og spiller desuden hovedrollen ved siden af mere erfarne kræfter som Naomi Ackie (I Wanna Dance With Somebody) og Lucas Hedges (Manchester By the Sea).

Den kapitelinddelte film rammer en forbløffende balancegang mellem komik og tragedie, når hovedpersonen skiftevis skubber traumet fra sig og bliver overvældet af minder og følelsesforvirring.

1. If I Had Legs I’d Kick You

Ingen forstår, hvad Linda går igennem.

Hendes mand er en stemme i telefonen, datteren plaprer og plager uden for kameraets synsfelt, alle omkring hende er enten omklamrende, afvisende eller begge dele på skift.

Tidligt i filmen falder himlen nærmest ned om ørerne på Linda, da loftet i hendes lejlighed kollapser under en oversvømmelse fra oven.

Mental load som psykisk horror!

Australske Rose Byrne leverer sit livs bedste rolle som en terapeut, hvis deroute skildres i gyseragtige nærbilleder, mens Conan O’Brien og A$AP Rocky dukker op som karakterer, der burde aflaste, men som blot ender med at stresse Linda yderligere.

Publikum nærmest forulempes til at tage Lindas selvbebrejdelse og galopperende sociale isolation på sig. Instruktør Mary Bronstein markerer sig som et kæmpetalent med et af årets vildeste, mest kaotiske karakterstudier.