Super16: ”Film skal tage stilling”

Seks mennesker sætter sig i en sofa. Nej, det er ikke starten på en vittighed, men begyndelsen på en samtale om, hvad fremtidens danske film kan indeholde.

De seks har hver især en finger med i spillet på Super16’s midtvejsfilm, som vises eksklusivt på Ekkos hjemmeside.

Kortfilmene er kreeret ud fra temaet ”En skør skør verden”, et high concept, der udforsker et hvad-nu-hvis-scenarie.

”Der er et billede af, at high concept er noget dårligt amerikansk, men sådan ser vi ikke på det,” siger Sif Lina Lambæk, der er instruktøren bag Wild Child.

Kortfilmen foregår i en nær fremtid. Alle voksne er blevet udryddet, fordi de ikke har passet på Jorden. Nu regerer børnene.

”Vi ser det fælles tema som en mulighed for at skabe nogle rammer, hvor der kan laves vedkommende filmfortællinger i.”

Bekymret i fællesskab
High concept er en enkel præmis. Et originalt greb, der gør en film tilgængelig. Tag Oscar-vinderen Speed. Hele filmen foregår i en bus med en tikkende bombe.

”Vi har valgt et hvad-nu-hvis-scenarie, fordi det gav os mulighed for at lave vildere film. Et dogme, hvor vi undersøger, hvad det er for en verden, vi bevæger os henimod,” siger Sif Lina Lambæk.

Producer Maja Klit nikker.

”Filmene afspejler, at vi på hver vores måde er bekymrede, men vi er også bekymrede i fællesskab,” siger produceren, der har været med til at skabe Companion.

Det er en sci-fi, hvor ny teknologi omfavner menneskene, men alligevel gør dem ensomme. Det er nemmere at være ven med kunstig intelligens end at række ud til andre.

”De fleste af filmene foregår ikke i vores tid, men et stykke herfra. Det spændende ved film er ofte, at de kan sige noget om samtiden, uanset hvornår de foregår,” siger Maja Klit.

Kunst gør dig afstumpet
Instruktør Michael Kunov har placeret sin Fomo / Armageddon et sted, hvor Jorden er få timer fra at blive udslettet. En ung mand må vælge mellem sin udviklingshæmmede søsters fødselsdag og at møde sin store kærlighed en sidste gang.

”Egentlig er det ligegyldigt, om filmen er sjov, eller om Jorden går under i den, for hvis film er lavet for at please, bliver de gennemskuelige. Det synes jeg ikke, at vores seks film er. De er lavet for at undersøge noget,” siger Michael Kunov.

Sif Lina Lambæk tager over. 

”I Wild Child har det været allermest afgørende, at idéen til filmen er intuitiv og genkendelig. Hvis jeg går og tænker over noget, er jeg sikker på, at andre også gør det. Så er det min opgave at lave en vedkommende film om det.”

Der bliver stille i sofaen et øjeblik. Instruktør Selma Sunniva læner sig frem.

Hun har som den første i Super16’s historie skabt et animationsværk som midtvejsfilm. Ritardando handler om en harpespiller. Han sidder indespærret i sin lejlighed, fordi en krig raser udenfor. Kunstneren vil helst være alene, men verden begynder at banke på.

”Når jeg ikke er på Super16, går jeg på konservatoriet og spiller harpe. Da krigen i Ukraine brød ud, kunne vi ikke gøre så meget andet end at øve videre på et stykke musik, der blev skrevet for 500 år siden,” siger hun.

”Den følelse tog jeg med ind i Ritardando. Dedikationen i kunsten er vigtig, men den gør dig også afstumpet. Når verden brænder, spiller du bare videre.”

Alternativ tid
Instruktør Frederik Paludan står bag En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd. Her forlænger en pille kvinders liv med 400 år. Mændene efterlades på tilværelsens perron og mister al indflydelse.

”Det handler om de følelser, der er i vores egen tid,” siger Frederik Paludan.

”Følelsen skal være ægte, men universet behøver ikke være realistisk. Vi har ikke haft uanede muligheder rent økonomisk, men selv med et lille budget kan du sagtens fortælle en nærværende historie, der tager udgangspunkt i andet end Danmark her og nu.”

”Det behøver hverken føles som fortid eller fremtid. Eller som nutid for den sags skyld,” siger manuskriptforfatter Oskar Groot.

Han har skrevet Død af grin. En satire, hvor en mand har mistet sin søster og er i dyb sorg. Det er der bare ikke plads til. Verden er sådan indrettet, at begravelser skal være festlige begivenheder.

”Jeg tænkte ikke over, hvordan virkeligheden mon ser ud om nogle år. Død af grin er nærmere et alternativt univers, fordi vi lever i en tid, hvor vi skal vise, hvor godt vi har det. Også selv om nyhedsudsendelserne er fyldt med tragedier,” forklarer Oskar Groot. 

”Flere af os har skabt en alternativ virkelighed,” siger Selma Sunniva.

”Men vi har ikke forsøgt at forklare, hvorfor der er krig, eller hvorfor man griner i stedet for at græde, når nogen er død. Mange film vil forklare sig, men jeg fornemmer, at vi er mere interesserede i at gå ind i et univers og give en filmisk oplevelse.”

Manglende realitetssans
Tristessen siver ind i de seks kortfilm. Nogle af dem gyser man ved. Andre griner man af. Mange af dem forundres man over. Fællesnævneren er reflekterende tomhed. En manglende menneskelig realitetssans midt i de overraskende realistiske scenarier.

”Film er en måde at gøre opmærksom på, hvor verden er lige nu, men også hvor den er på vej hen. Konceptet gjorde, at vi tænkte i den retning,” siger Selma Sunniva.

”Film skal tage stilling! Verden har brug for mange ting for tiden. Film er noget, vi behøver. Film kan på kort tid sætte fokus på nogle følelser, mange mennesker, der måske ikke har kontakt til hinanden, kan mærke på samme tid. På den måde kan vi se hinanden.”

De andre nikker.

”Companion skal råbe op og kalde på aktiv handling. Gå ud og mærk dine nære relationer i stedet for at sidde foran en skærm. Companion er en opfordring til, at vi skal se kritisk på den teknologiske udvikling,” siger producer Maja Klit. 

”Verden tegner til at blive virkelig skør,” siger Frederik Paludan, der har instrueret En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd.

”Derfor handler min film om, at mænd føler sig udfordret på deres magt. Mænd føler sig fortabte i stedet for at se noget godt i, at kvinder har samme rettigheder som dem. Det er jo skørt, men også realistisk.”

Tænk stort!
Ritardando-instruktør Selma Sunniva mener, at der er brug for en hvad-nu-hvis-følelse.

”Der er brug for, at vi kommenterer på det, der sker. Hvis vores film ikke gør det, kan jeg ikke se, hvorfor vi skulle lave dem. En film behøver ikke sige højt og tydeligt, hvad den mener, men den skal skildre verden på en måde, der kan åbne øjnene hos de mennesker, som ser den,” siger hun.

”Derfor skal vi også tage chancer. Måske mislykkes det, men hvis vi ikke tør, så lærer vi aldrig noget nyt. Det er på Super16, vi skal lære. Her har high concept været godt,” siger instruktør bag Fomo / Armageddon, Michael Kunov.

”Jeg havde kun få måneder til at få filmen i kassen. Ved at skabe et scenarie om, at Jorden går under, blev handlingen sat på spidsen. De andre var hurtigt længere i processen, end jeg var, men det gjorde mig ikke usikker. Tværtimod bekræftede det mig i, at jeg godt kunne, fordi alle arbejdede ud fra samme koncept.”

”Et fællestema skaber fællesskabsfølelse. Vi har kunnet skeje ud og tænke stort. Vi har ikke siddet og talt om, hvad vi gerne vil sige, men vi har talt om, hvad vi kan mærke,” siger Wild Child-instruktør Sif Lina Lambæk.

”Vi er en generation, der bliver påvirket hele tiden. Ved at fjerne midtvejsfilmenes univers fra hverdagen har vi sat hinanden fri til at betragte, hvad der sker med samfundet. Det har skabt kreativ energi.”

Seks mennesker rejser sig fra sofaen. De er på vej ud i filmbranchen. Måske for at forandre den.