Super8 kan også

Hvem havde troet, at forholdet mellem en havfrue med vampyrtendenser og en fordrukken skipper kunne være rørende?

Men det er det rent faktisk i Oceaniden, der er noget så sjældent som en kærlighedshistorie forklædt som absurd skrækkomedie. Filmen er den bedste af de fire midtvejsfilm, som den århusianske filmforening Super8 præsenterede forleden.

Uddannelsen varer 2½ år, og et hold består af tre instruktører, tre producere og – i modsætning til den københavnske storesøsterforening Super16 – tre manuskriptforfattere.

Kærligheden over bord
De ni elever skal lave en midtvejsfilm og afgangsfilm.

I Oceaniden spiller en velcastet Tommy Kenter skipperen på en gammel fiskekutter, der får en havfrue i nettet. Men havfruen dræber gasterne, så skipperen må kaste sit livs kærlighed tilbage i havet.

De demonstrativt klare farver understreger historiens absurditet, men instruktør Gorm Just glemmer aldrig, at kærlighedshistorien mellem skipperen og havfruen er filmens egentlige kerne.

En god og en dårlig
Der er i år fire midtvejsfilm, fordi instruktøren Jakob Rasmussen bidrager med hele to film.

Flugt er et jalousidrama med lastbilchaufføren Søren, der smugler sin østeuropæiske kæreste Maria gennem Europa. Skuespillerne har det svært på engelsk, den truende musik er gumpetung, og man sidder med fornemmelsen af, at instruktøren ikke har noget at sige.

Så er Jakob Rasmussens anden midtvejsfilm, Ved daggry, mere lovende. Filmen er baseret på virkelige begivenheder, hvor en ældre mand dræber sin kone og begår selvmord som følge af hendes sygdom.

Ved daggry er rørende i al sin enkelhed.

Befriende fandenivoldsk
”Det her kød smager af lort,” erklærer Jesper i Vinter, der er instrueret af Sidsel Johnsen.

Han er for kriseramt til at færdiggøre sit fuglehus, og selvom dialogen er sjov og scenerne velspillede, nærmer filmen sig kitsch, når Jespers indre fugledæmoner har sex med hans kæreste.

Det tekniske niveau på Super8 er desværre lavt, og filmene fremstår til tider hjemmevideoagtige. Der mangler dybdeskarphed i billederne, og dialogen er generelt for svag.

Heldigvis rummer filmene også den fandenivoldskhed, man nogle gange savner hos de to mere kendte filmuddannelser, Super16 og Den Danske Filmskole.