Superhelt ved et tilfælde

Han er iført et elastisk Spandex-kostume i rødt og mørkeblåt, som smitter af i vask og strammer i skridtet.

Han kan kravle på vægge som en edderkop og springe fra bygning til bygning. Han kan fornemme en trussel på kilometers afstand, slå krumspring og saltomortaler i luften, skyde spindelvæv ud af hænderne og løfte objekter, der er hundrede gange hans egen vægt.

Han har mange navne, men i New York kalder de ham ”The Friendly Neighborhood Spider-Man”.

Spider-Man er et ikon i popkulturen, på forsiden af en endeløs mængde hæfter, spil, film og tv-serier. Og han er alt det, jeg som barn håbede på at blive, når jeg en dag blev voksen: modig, handlekraftig, stærk og ansvarsfuld.

Figuren blev opfundet af Stan Lee, faren til alle Marvels største helte. Den første tegneserie udkom i 1962, og siden er det gået én vej for edderkoppen: fremad.

Ikke mindst takket være filmene.

Med Spider-Man fra 2002 og Spider-Man 2 fra 2004 var Sam Raimi med til at redefinere supeheltegenren og skabe det kolossale imperium af superheltefilm, vi kender i dag.

Men både treeren i Raimis trilogi og Marc Webbs to reboot-film, The Amazing Spider-Man 1-2, har været store skuffelser. De mange fans krydser fingre for, at Spider-Man: Homecoming – der har premiere på torsdag – genfinder magien.

Hvorfor var Raimis to første film så fremragende, og hvorfor blev jeg på trods af hæsblæsende actionsekvenser, et formidabelt cast og en række nye populære skurke skuffet over de efterfølgende tre film?

Det lyder mærkeligt, men jeg skulle blive voksen for at finde svaret.

Beskyttende storebror
De færreste mennesker er begejstret for edderkopper. Det gælder også mig selv. Synet af de spinkle, behårede ben og den fede, todelte krop får indvoldene til at vende sig i mig. Måske er jeg sart, måske hysterisk, men jeg tåler dem ikke!

Alligevel er en stor del af min barndom gået med at læse tegneserier om edderkoppen. Jeg har forsøgt at kravle på mure i skolegården, lavet akrobatiske spring på samtlige møbler, indtil stolebenene brækkede, og bordpladerne slog revner.

Men da traileren til Spider-Man: Homecoming blev frigivet i april, mente jeg omsider at have lagt min barnlige fascination af Spider-Man bag mig.

Det var en grå regnvejrsdag, og jeg dvaskede rundt i Berlins fugtige gader uden at vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Havde jeg været yngre, ville jeg have brugt eftermiddagen i tegneseriebutikken på Oranienstraße. Jeg ville have købt et par gamle Spider-Man-hæfter og læst dem omhyggeligt tilbage på det tarvelige hostel, med mine våde fødder solidt placeret på det nærmeste varmeapparat.

I barndommen var han var meget mere end en rollemodel. Jeg idealiserede ham hæmningsløst, han var for et skilsmisse-enebarn som en beskyttende storebror. I selskab med ham var jeg frygtløs. Om dagen lærte jeg at slå saltomortaler til springgymnastik, og om aftenen slyngede jeg mig gennem New York i mine videospil.

Jeg kendte Manhattan som min egen bukselomme, hver en gade, baggård og skyskraber.

Men i Berlin var jeg blevet ældre og klogere. Jeg havde omsider erkendt, at jeg aldrig ville blive lige så stærk, modig eller selvopofrende som Spider-Man. Jeg lod ham glide ud i glemslen, imens jeg forsøgte at finde mere fremkommelige og realistiske rollemodeller.

Skam og skyldfølelse
I Berlin skulle de farverige tegnserier erstattes af komplicerede romaner, skrevet af forfattere hvis navne, jeg knap kunne udtale. Jeg gik på hårdkogte techno-klubber, dansede monotont til et dødssygt beat, fik tinnitus på det ene øre og en alternativ frisure.

Men det er ikke nemt at være en tyve-snart-21-årig, forvirret kakao-drikkende grønskolling i en by som Berlin, hvor de hærdede, cool typer foretrækker deres kaffe sort som tjære.

Efter flere dage som dagdriver måtte jeg modvilligt søge rådgivning, og det eneste sted, der kunne give mig den lindrende trøst, jeg hungrede efter, var tegneseriebutikken på Oranienstraße.

Jeg købte et hæfte og gav mig til at læse.

The Amazing Spider-Man lyder overskriften på forsiden, men noget er forandret. Spider-Man kravler som altid rundt på de blanke sider og kaster sig uforfærdet ind gennem vinduer på brændende bygninger, men det er ikke længere edderkoppen, som tryllebinder mig.

Det er et magert, blegt ansigt på en ung mand, tynget af skyldfølelse og skam. Ansigtet tilhører Peter Parker, Spider-Mans alter ego.

Peter Parker er egentlig bare en ung knægt, som forsøger at engagere sig i hverdagens gøremål, at være der for pigen, han elsker, tjene penge til dagen og vejen og passe på sin gamle, svagelige tante, imens han skal påtage sig et gigantisk ansvar, hver gang han iklæder sig sit kostume.

Hvor Spider-Man var alt det, jeg som barn håbede på at blive, er Peter Parker alt det, jeg er blevet som voksen.

Han er et ungt, usikkert og sårbart menneske, som forsøger at tilkæmpe sig en plads i de voksnes kaotiske og forrykte verden.

Han vil gøre alt det rigtige, men ender ofte med at skuffe sine nærmeste, fordi han har handlet tankeløst eller egoistisk.

Peter Parker taler til mig. Fordi jeg ikke behøver at idealisere ham, og fordi jeg genkender hans ensomhed og bekymringer.

Mennesket bag masken
I modsætning til Bruce Waynes Batman bærer Peter Parker ikke sit kostume for at skræmme sine fjender. Han bærer det for at skjule sin egen frygt og afmagt.

Bruce Waynes særlige evner er et resultat af høje ambitioner, hårdt arbejde og en utømmelig mængde ressourcer. Peter Parker derimod har ingen noble intentioner og har hverken bedt om overnaturlige kræfter eller det ansvar, der følger med dem.

Han er offer for tilfældigheden den dag, han bliver bidt af en radioaktiv edderkop.

Peter Parker er en dreng, som leger superhelt. Spider-Man er en rolle, han påtager sig, en ung mands forestilling om, hvordan en superhelt bør være og agere. Det kan jeg spejle mig i. For selv om jeg ikke længere leger superhelt og for længst har opgivet at kravle på mure, påtager jeg mig et utal af roller hver eneste dag i min søgen efter et ståsted.

Siden 2004 har filmene om edderkoppen haft en svaghed, som hverken har kunnet gemmes bag imponerende specialeffekter eller snedige marketingstrategier.

I Spider-Man fra 2002 er de computerskabte sekvenser i dag forældede. Spindelvævet ser kunstigt ud, og nogle af kostumerne er på grænsen til kitsch.

Alt det er der rettet op på i de nye film, der får væg-kravleren til at virke mere cool. Hans bevægelser og den røde dragt er forbedret, men hvad med mennesket bag masken?

Den svære balance
Forråder man ham, forråder man Spider-Man, og Peter Parker er i de senere år blevet forrådt på det store lærred.

Skal man lave en god Spider-Man-film, skal man give Peter Parker et ansigt, som kan vise den evige skyld, han bærer i sit indre: skylden over onklens død, som han kunne have forhindret, og ensomheden, der følger med en hemmelighed, han er tvunget til at skjule, selv for de nærmeste.

Uden skylden og ensomheden bliver Spider-Man som Superman: Et udvendigt, poleret kostume. En idealiseret forestilling om alle tiders helt. En frelserskikkelse, vi kan beundre, men aldrig rigtigt identificere os med.

Spider-Man og Superman er hinandens modsætninger. Peter Parker leger superhelt, når han iklæder sig sit kostume, mens Superman forsøger at spille menneske, når han tager briller på og bliver Clark Kent.

Peter Parker og Clark Kent har mange ligheder. De arbejder som underbetalte journalister, de er kejtede, generte og har uheld i kærligheden. Men Clark Kent er en parodi på et menneske, en strid karikatur uden egentlige aspirationer eller formål.

Peter Parker stræber som os andre efter at blive den bedste udgave af sig selv. Men hvor karakteren Spider-Man i de seneste film har været under konstant udvikling, har Peter Parker været fastlåst. Han er blevet en forsømt, endimensional karakter, vi som publikum aldrig får lov til at komme ind under huden på.

Som fan kan man kun håbe på, at holdet bag Spider-Man: Homecoming prioriterer Peter Parker over producenternes evige krav om action og plottwists og formår at genoprette den svære balance mellem ham og Spider-Man.

Hos tatovøren
Tilbage i Berlin endte den ellers så triste regnvejrsdag hos en tatovør i Friedrichshain, hvor jeg pludselig fandt mig selv liggende på briksen med en nål i huden.

Nu sidder Spider-Man permanent på mit skinneben, tatoveret ind i kødet. Foreviget i blå-sort blæk sammen med det udødelige citat: ”With Great Power Comes Great Responsibility.”

Det er ellers lidt af et budskab at skulle leve op til, pointerede tatovøren, mens han færdiggjorde de sidste detaljer. Men vi må vel som Peter Parker gøre et forsøg. For ansvar er ikke kun for superhelte, men for os alle sammen.