Superman Returns med maner
"Ved siden af Singers champagne ligner de fleste nyere superhelte-adventure film knap nok cider."
Filmanmelderen i ugemagasinet Newsweek har svært ved at få armene ned over Bryan Singers Superman Returns, som den 28. juni fik premiere i ikke færre end 4000 amerikanske biografteatre. Den 4. august kommer Bryan Singers imødesete film til Danmark, den første om superhelten fra Metropolis siden 1987.
Ros og lidt ris
Hos Time Magazine er man lige så imponeret: Superman Returns udmærker sig ved en begavet kombination af en publikumspleasende historie og en besnærende tematisk klangbund, mener deres anmelder.
Blandt det mindretal, som ikke synes, at Singers film er særlig super, findes dog Chicago Sun-Times' højt respekterede filmanmelder Roger Ebert. Han skriver, at "selv filmens store effektsekvenser fremstår pligtskyldige, ikke berusende".
Superhelt til tiden
Andre anmeldere har hæftet sig ved, at plottet byder på et nødstedt fly, strømsvigt og skælvende skyskrabere, og at Superman Returns dermed er i tråd med en tidsånd, hvor frygten for terrorangreb vejer tungt.
Men som Jakob Stegelmann skriver i sit filmhistoriske portræt af Superman-figuren i EKKO, er der formentlig snarere tale om en tidløs appel: "Der har stort set altid været grobund for den slags helte, og verden er vel dybest set altid på afgrunden af en eller anden krise, der kan udløse noget katastrofalt."
Alle gode gange tre?
I rollen som Superman anno 2006 ses den indtil for nylig relativt ukendte skuespiller Brandon Routh. Med sine 26 år har Routh nøjagtigt samme alder som nu afdøde Christopher Reeve havde, da han fik sit store gennembrud i titelrollen i Richard Donners originale Superman-film fra 1978.
Superman Returns er 40-årige Bryan Singers tredje filmatisering af en superheltetegneserie. Tidligere har han høstet megen anmelderros for X-Men (2000) og X-Men 2 (2003), som også begge fik stor kommerciel succes. Tendensenader til at fortsætte, for på åbningsweekenden omsatte Superman Returns for mere end 52 millioner dollar.
Kommentarer