Surfing i verdens største udendørsfængsel

Det var den verdensberømte amerikansk-jødiske tænker Noam Chomsky, der for år tilbage beskrev Gaza-striben som ”verdens største udendørsfængsel”.

Normalt forbinder de fleste da nok også det palæstinensiske ingenmandsland klemt inde mellem Israel og Egypten med årelange konflikter, forfærdelige nyhedsindslag og israelsk barrikadering.

Alt andet end surfing-kulturens afslappede attitude, Hawaiis lækre strande og Beach Boys-pop.

Netop derfor er Philip Gnadt og Mickey Yamines dokumentar Gaza Surf Club en fascinerende og medrivende historie. Som titlen afslører, handler filmen om en flok mennesker, der trodser den miserable situation og dyrker deres store passion: surfing.

Dokumentarens hovedpersoner er de facto spærret inde i deres eget land, et område noget mindre end Bornholm. Nabolandene Israel og Egypten kontrollerer Gaza-områdets grænser. Deraf Chomskys alt for sigende beskrivelse.

Men Gaza-striben har 41 kilometers kystlinje ud til Middelhavet, så for områdets palæstinensere kan man lige så godt slå tiden ihjel med at ride på bølgerne og vedligeholde sit surfbræt. Også selv om det bestemt ikke er ufarligt at bo i Gaza-stribens sønderbombede småbyer.

Det andet Gaza
Gaza Surf Club fik premiere på filmfestivalen i Toronto sidste år, og godt et år senere sidder Mickey Yamine, den ene af filmens to instruktører, nu i Ramallah, hvor filmen netop er blevet vist som en del af dokumentar-konkurrencen Sunbird på Days of Cinema.

”Både Philip Gnadt og jeg ville lave en dokumentar om Gaza-striben. Men vi syntes begge, at alle de historier, der kom ud af Gaza-området, var meget endimensionelle. Det var vi trætte af. Jeg tror, at mange mennesker er mætte af dårlige historier fra Gaza i medierne,” fortæller Mickey Yamine, der har produceret og instrueret Gaza Surf Club sammen med Philip Gnadt.

”Vi ville fortælle en anden type historie, og den her fortælling er en slags mikrokosmos af livet. Den repræsenterer ungdom og frihedstrang, samtidig med at den handler om Gaza historisk set og som verdens største friluftsfængsel,” fortsætter han.

”Historien om surferne i Gaza var god, fordi vi vidste, at vi ville lave noget letbenet og mere lyst.”

Gaza Surf Club er en filmisk oplevelse, som ofte dyrker de unge gutters kamp med bølgerne i store, brede billeder med et iørefaldende og højt soundtrack.

Med liv og sjæl
Mickey Yamine er født i Berlin, men opvokset i Egypten og taler derfor arabisk. Det var til stor hjælp, da han sammen med sin medinstruktør skulle filme i det stærkt kontrollerede Gaza-område.

Yamine fortæller, at det bestemt ikke var nemt, men med den rette blanding af de rigtige kontakter, sædvanlige underhåndsaftaler og en tysk public service tv-station i ryggen lykkedes det at fortælle historien om surfere i Gaza.

Selv om det lille landområde til tider er genstand for store konflikter og livsfarlige bombeangreb, er det også bare fyldt med mennesker, der har brug for et normalt liv med en hverdag og hobbyer. Filmens personer går op i deres hobby med liv og sjæl.

”Under den anden intifada var jeg mere bange for at miste mit surfbræt end mine døtre. Man kan jo altid få flere børn,” som en surferne fortæller med et lille glimt i øjet.

I Gaza Surfing Club er surfing en slags eskapisme.

”Surfing er ikke nødvendigvis den eneste måde at undslippe problemerne på, og der er jo mange andre mennesker, der laver andre ting for at tænke på noget andet. Men personerne i filmen har bare fundet en ting, de elsker højt, og det er så deres hobby. Jeg tror grundlæggende, at det er sundt for et menneske at have fritidsinteresser, så man kan tænke på noget andet. Et slags frirum,” forklarer Mickey Yamine.

En piges frigørelse
Gaza Surf Club handler mest om en flok unge fyre, der elsker surfing. En af hovedpersonerne får endda undervejs tilladelse til at rejse til Hawaii for at mødes med sin amerikanske ven og surfe på nogle af verdens fineste strande til formålet.

Men filmen fokuserer også på en mindst lige så fascinerende og rørende historie om en ung teenagepige, der elsker at svømme og surfe. Her handler historien ikke bare om eskapisme, men om grundlæggende frihedsrettigheder som menneske og som kvinde i et stærkt religiøst samfund. Pigens far opildner og støtter hende nemlig til at bruge det hav, som hun elsker.

Det er godt nok ikke decideret forbudt for piger at surfe og svømme uden slør, men det er ilde set og meget usædvanligt på de kanter. Derfor ligger der også en flot frigørelsesfortælling i Gaza Surf Club.

”Jeg beundrer måske ikke ligefrem de unge gutter for at surfe. De er bestemt fascinerende og modige, men pigens historie er helt speciel. Der er ikke nok i Gaza, som gør det, hun gør,” siger Mickey Yasmine.