Susanne Bier i serieland med Nicole Kidman
Susanne Bier er snart aktuel på Netflix med den post-apokalyptiske horrorfilm Bird Box, der har verdensstjerner som Sandra Bullock, John Malkovich og Tom Hollander på rollelisten.
Den danske instruktør skal arbejde med nok en berømt skuespiller, når hun stiller sig bag kameraet på alle seks afsnit af den kommende HBO-miniserie The Undoing.
Her spiller Nicole Kidman nemlig hovedrollen som den succesfulde newyorker-terapeut Grace Sachs, hvis mand forsvinder på mystisk vis.
Hun skal til at udgive sin første bog, men pludselig må Grace foruden en forsvunden ægtemand håndtere et dødsfald og en offentlig ydmygelse, der ligger og truer. Hun opgiver derfor sit liv og starter forfra i en ny tilværelse med sin søn.
The Undoing er baseret på Jean Hanff Korelitzs roman You Should Have Know.
Og serien er skabt af David E. Kelley, som også var ophavsmanden bag HBO-succesen Big Little Lies, hvor Nicole Kidman spiller rollen som voldsramt husmor.
Prisvindende instruktør
De store tv-netværker har haft et godt øje til Susanne Bier, siden den danske instruktør vandt en Emmy for den succesfulde BBC-miniserie Natportieren fra 2016.
Her havde Bier blandt andre de britiske skuespillere Tom Hiddleston, Hugh Laurie og Olivia Colman med på rollelisten. De vandt alle priser ved Golden Globe-uddelingen for deres præstationer i miniserien.
Før succesen med Natportieren har Susanne Bier slået sit navn fast med film som Efter Brylluppet, Brødre og Hævnen. Sidstnævnte endte med en Oscar-statuette for bedste ikke-engelsksprogede film i 2011.
Det er uvist, hvornår serien får premiere, men optagelserne forventes at begynde i 2019.
Kommentarer