”Festivalernes film er dræbende kedelige”

Netflix behandler sine kunstnere godt.

Derfor må Filmmagasinet Ekkos udsendte besøge det luksuriøse Hotel Sankt Petri for at interviewe filmaktuelle Susanne Bier. 

Julepynt hænger ned fra lofterne på hotellet i det indre København og vidner om, at julefreden er ved at sænke sig over Danmark. 

Susanne Bier har imidlertid ikke ferie endnu. Den danske instruktør er blevet indkvarteret på hotellet efter et par hektiske dage. 

Først havde hendes nye film, Bird Box, verdenspremiere i New York. Dagen derpå fløj Bier til London for at give interviews, og tidligt på dagen er hun så fløjet til København, hvor også det danske pressekorps skal have mulighed for at tale med hende om den apokalyptiske Netflix-thriller. 

Får en hård medfart
I Bird Box har selveste Sandra Bullock hovedrollen som en mor, der forsøger at redde sine børn fra en global epidemi. Der er ankommet noget dødbringende til Jorden, og hvis et menneske får øje på det fremmede, bliver vedkommende tilskyndet til at begå selvmord. 

På en farefuld færd må Bullock fragte sine børn ned ad en flod. De har alle bind for øjnene for at undgå det mystiske syn. For enden af floden er der muligvis en lejr, hvor mennesker lever i sikkerhed. 

Filmen har allerede fået en rimelig hård medfart i toneangivende danske medier, mens den har fået en mere blandet modtagelse i amerikanske medier. 

Ekkos anmelder mener ikke, at Eric Heisserers svage manuskript giver Bier nok at arbejde med. I Weekendavisen bliver Susanne Bier beskyldt for at sælge ud, men spørgsmålet er, om det overhovedet er vigtigt for den danske instruktør at være i kridthuset hos kulturparnasset. 

Ud af arthouse-båsen
Susanne Bier brokkede sig, sidste gang vi talte med hende. Det var i forbindelse med premieren på hendes roste serie, Natportieren. Hun var træt af at blive sat i bås som arthouse-instruktør, når hendes cv i virkeligheden viste et bredt udsnit af forskellige genrer. 

”Ej, det var ikke det, jeg gjorde,” indvender hun. 

”Jeg sagde til dig, at i USA bliver jeg betragtet som arthouse, og i Europa betragtes jeg som mainstream. Og nu håber jeg meget på, at Bird Box får et stort publikum, så jeg kan cementere, at jeg ikke er arthouse.” 

– Så du er ude af den bås nu? 

”Det, der irriterer mig, er ikke arten af båsen, men det at være i en bås i det hele taget. Jeg kan da sagtens finde på at lave en smal, kunstnerisk film, hvis det er det, jeg skulle få lyst til.” 

Vi sidder på hotelværelsets sofa – jeg med skoene på gulvtæppet, mens Bier har smidt skoene og sidder med fødderne oppe i sofaen. 

Hun fortæller, at det har været ”super godt” at arbejde sammen med Netflix, og den danske instruktør har mere eller mindre kunnet pege på de skuespillere, hun ville have med i filmen. 

Man hører ellers tit, at filminstruktører må føje sig for streamingtjenestens avancerede algoritmer, der bedre end instruktørerne ved, hvad publikum vil have. 

Men det ryster Bier på hovedet af. 

”Jeg har ikke haft nogen form for algoritme-diskussion med Netflix,” understreger hun. 

Ukonventionel kærlighed
Alligevel ved den danske instruktør godt, hvad der skal til for at nå et stort publikum. 

”Når man siger ja til en lave den type genrefilm, så er man også indforstået med, at der er visse forventninger. Det er klart, at jeg ikke kan gøre hvad som helst med materialet. Sådan fungerer det ikke.” 

– Forhindres du så i at give filmen et mere kunstnerisk udtryk?

”Om det er mere eller mindre kunstnerisk? Det er i hvert fald en mindre personlig film og mere en genrefilm. Min personlighed skal ikke være overskriften i mine film hver gang. Men jeg føler nu alligevel, at der er en del af min personlighed, der gemmer sig bag linjerne i Bird Box.” 

Hun nævner Sandra Bullocks mor som et eksempel. Det er efter Biers mening ikke særligt konventionelt at have så barsk en mor med i en mainstream-thriller. 

”Hun er hverken rar, kærlig eller nænsom, og hun giver ikke engang sine børn navne,” siger Susanne Bier. 

Og så er der også en ukonventionel kærlighedshistorie med i filmen mellem en yngre, sort mand og en ældre, hvid kvinde. 

”Det er også et element, som normalt er tabuiseret i mainstreamfilm, men det har Netflix ikke haft noget forbehold omkring,” siger instruktøren anerkendende. 

Smugler tabuer ind
Susanne Bier mener derfor ikke, at hun må lægge kunstnerrollen fra sig og indtage en rolle som håndværker, når Netflix bestiller et stykke arbejde af hende. 

”For det første har jeg aldrig syntes, at det var problematisk at være håndværker,” siger hun. 

”For det andet synes jeg heller ikke, at jeg er håndværker. Det faktum, at jeg – uden at publikum reagerer negativt på det – er i stand til at smugle kontroversielle personkarakteristika og tabuiserede forhold mellem mennesker ind i en mainstreamfilm, synes jeg faktisk er en udmærket kunstnerisk bedrift. Hvis jeg havde sjusket eller var blevet korrumperet af Netflix, så ville jeg have et problem med det.” 

Uanset hvad må Susanne Bier da gå med til, at Bird Box er en markant anderledes film end de roste og prisvindende dramaer, som har gjort hende til en stjerneinstruktør? 

Ekko har tidligere interviewet den norske instruktør Joachim Trier, og han fortalte, at det er blevet meget svært at lave dramaer i USA. Trier havde i hvert fald et mas med at finde penge, da han skulle lave dramafilm i Hollywood. 

Samme film igen og igen
Dramafilm er ikke nær så meget in som genrefilm a la Bird Box, som derfor er væsentlig lettere at finde penge til. 

Den køber Susanne Bier nu ikke helt. 

”Jeg er ikke så tændt på at lave dramaer lige i øjeblikket. Jeg vil hellere bruge min dramatiske ballast til at lave nogle lidt andre ting.” 

”Men jeg tror faktisk, at de magtfulde streamingtjenester kan bane vejen for, at vi vil se flere dramafilm. Og jeg tror godt, at jeg ville kunne få lov til at lave en stort opsat dramafilm. Men det er altså bare ikke det, jeg har allermest lyst til lige nu. Jeg vil hellere lave flere thrillerfilm – dét synes jeg virkelig er sjovt.” 

Susanne Bier forklarer, at hun finder det udfordrende at lave den slags genrefilm. Hun kan bruge sin kreativitet inden for nogle rammer, der er klarere defineret, end når hun instruerer sine personlige dramafilm. 

”Nogle gange bliver de her europæiske film en form for gentagelse. Man laver den samme film igen og igen. Jeg frygter mere at gentage mig selv end at lave knap så personlige film.” 

Hatten af for Black Panther
Men med den type mainstreamfilm har Susanne Bier svært ved at blive udtaget til de fine filmfestivaler i Cannes, Venedig og Berlin. 

Det rører hende dog tilsyneladende ikke det store. 

”Jeg har jo aldrig været fin nok til det, men prøv at høre: Jeg har siddet i mange juryer til filmfestivaler og må med stor beklagelse sige, at jeg finder syv-otte ud af ti af festivalernes film så dræbende kedelige, at man som jurymedlem er ved at kaste op.” 

”Jeg har lyst til at sige til de instruktører: ’Det er fint, kære venner, at I har så stor en kunstnerisk vision, men det gør altså ikke noget, at filmen varer under to timer. Film skal jo også nå et publikum.” 

”Ikke et kæmpe publikum hver gang, men der er altså nogle film, der er virkelig prætentiøse og selvsmagende og selvhøjtidelige, og det synes jeg ikke er mere kunstnerisk end for eksempel Black Panther. Den er vildt kunstnerisk og vildt god, og så har den et totalt sort cast. Det tager jeg altså mere hatten af for. Altså, jeg tager også hatten af for en film som Roma. Det gælder om at have en vision for sin film og så turde føre den vision igennem konsekvent.” 

Publikum bedre end ros
Det kan dog være svært at føre sin vision ud i livet. Susanne Bier har tidligere udtalt, at det kan være sværere at arbejde i USA i forhold til Danmark. Pengemænd vil ofte have sidste ord, og det kan hæmme instruktørens kunstneriske frihed. 

Derfor synes det oplagt at spørge instruktøren, om hun tror, at det er derfor, at hendes danske film får bedre kritik end hendes amerikanske. 

”Det synes jeg altså ikke er helt rigtigt,” siger hun. 

”Mine danske film har også fået en del dårlige anmeldelser, blandt andet i dit blad. Og Hævnen vandt hverken Robert eller Bodil, men vandt både Oscar og Golden Globe. Så det er mere sammensat end som så.” 

– Så du køber ikke præmissen om, at dine danske film får bedre kritik end dine amerikanske? 

Der går et par sekunder. 

”Det interesserer mig ikke rigtigt.” 

”Jeg er klart mere interesseret i publikum, men jeg vil selvfølgelig ikke bagatellisere en seriøs diskussion om det, jeg laver. Jeg læser også anmeldelser, og det kan være tankevækkende.” 

”Men film er dybest set et massemedie, og det er vigtigere, at ens budskab når ud til et stort publikum, end at filmkritikere giver min film topkarakter.”