Susanne Bier laver film med Sandra Bullock
Susanne Bier er en travl kvinde. Tidligere i år skrev vi, at den danske instruktør planlægger en stort anlagt tv-serie om forfatteren Karen Blixen, mens Bier også gerne deltager i en ny sæson af Natportieren, som hun vandt en Emmy for som bedste instruktør.
Dermed kan man få den tanke, at Susanne Bier ligesom mange andre instruktører har udskiftet filmens verden med seriens. Men nu skriver branchemediet The Hollywood Reporter, at instruktøren skal lave filmen Bird Box for Netflix.
Det er en thriller, som har Hollywood-stjernen Sandra Bullock i hovedrollen.
Susanne Bier har tidligere arbejdet med verdenskendte skuespillere i sine amerikanske film, senest Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i det romantiske periodedrama Serena, som imidlertid ikke blev godt modtaget af hverken anmeldere eller prublikum.
Bird Box lyder som en noget mørkere fortælling med sin historie om en kvinde og to børn, som får bind for øjnene og bliver ført op ad en flod gennem et postapokalyptisk landskab. Den er baseret på en bog af Josh Malerman fra 2014.
Direkte til streaming
Ifølge The Hollywood Reporter begynder produktionen af filmen allerede til august i Los Angeles, så der går nok noget tid, før Susanne Bier får tid til sine tv-projekter.
Manuskriptet til Bird Box er skrevet af Eric Heisserer, der mest har gjort sig i gyserfilm, men som fik sit store gennembrud med sci-fi-filmen Arrival, som han blev Oscar-nomineret for.
Dermed har Netflix endnu engang samlet et A-hold bestående af en instruktør, skuespiller og manuskriptforfatter, ligesom de eksempelvis for nylig gjorde med Brad Pitt-filmen War Machine. Den fik dog meget jævne anmeldelser.
Christopher Nolan har netop været ude og kritisere Netflix’ strategi med at lukrere på kendte filmskabere, som på en måde bliver betalt for at give streamingtjenesten kunstnerisk troværdighed.
Kommentarer