Nyhed
14. juli 2009 | 21:04

Susanne Bier laver ny dansk film

Den danske instruktør vender hjem fra Hollywood for at lave et dansk drama.
Af Line Bitsch Herdel

Efter sin amerikanske debutfilm, Things We Lost in the Fire med Benicio Del Toro og Halle Berry, var det planen, at Susanne Bier skulle fortsætte Hollywood-karrieren.

Hugh Grant var udset til hovedrollen i den romantiske komedie Lost for Words, men han sprang fra på grund af kreative uenigheder.

Filmens skæbne er uvis, og nu vender Susanne Bier hjem til dansk film. I hvert fald for en stund.

Susanne Bier skal instruere Civilisation efter et manuskript, som instruktøren har skrevet sammen med sin faste, danske makker, Anders Thomas Jensen.

Grænsesøgende opførsel
Civilisation
handler om venskabet mellem de to tiårige drenge, Elias og Christian. Elias bliver mobbet i skolen, og i drengenes stræben efter retfærdighed går de til modangreb og bliver drevet ud i en stadig mere grænsesøgende opførsel.

Sideløbende kører deres forældres historie om venskab, romantik og utroskab. Der opstår et nært venskab mellem Christians far, som for nylig er blevet enkemand, og Elias’ mor, hvis mand er udsendt til en flygtningelejr i Sudan.

Det skaber problemer, da manden vender hjem på orlov.

Syv millioner fra Filminstituttet

Med sin forening af det nære og det fjerne, af familiedrama og mellemfolkelig problemstilling, ligger Civilisation i forlængelse af Susanne Biers foregående to danske film, Efter brylluppet (2006) og Brødre (2004).

Civilisation har fået betinget støtte af Det Danske Filminstitut på syv millioner kroner. Den produceres af Zentropa.

Ifølge Ekkos oplysninger starter optagelserne, der skal foregå i Afrika, Irland og på Fyn, til september.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko