Svensk film kvaser dansk film i ligestilling

Sanna Lenken undrer sig, når ældre, kvindelige kolleger taler om, hvor svært det før hen var at rejse penge til deres film. Tænk, at Det Svenske Filminstitut gav størstedelen af støttekronerne til mænd.

Den slags forskelsbehandling oplevede den 37-årige instruktør ikke, da hun søgte penge til sin debutfilm Min lille søster. En film, som med sit tema om anoreksi blandt unge kvinder vandt en Krystalbjørn ved Berlinalens ungdomsfilmkonkurrence sidste år.

”Ligestilling er en selvfølgelighed for mig, både blandt mænd og kvinder og personer med forskellige etniske tilhørsforhold. Jeg forstår ikke, hvad folk har imod lige kønskvoteringer. Det er vel kun fair, at begge køn har samme mulighed for at skabe film,” siger Sanna Lenken.

Hun er ikke den eneste kvindelige instruktør, der slår igennem i Sverige i disse år. Siden 2013 har det stået i svenskernes filmpolitiske aftale, at filmstøtten skal fordeles ligeligt mellem mænd og kvinder. Samme mantra gælder i samtlige genrer for både manuskriptforfattere, instruktører og producere.

For få år siden udgjorde kvinder 25 procent af de instruktører, som fik støtte af Det Svenske Filminstitut. Resten var mænd.

Men af de 41 film, som filminstituttet har støttet i perioden 2013-2015, er hele 44 procent instrueret af kvinder. Og lignende tal ses hos både manuskriptforfattere og producere.

I Danmark er kønsfordelingen helt anderledes, viser Ekkos egen undersøgelse, der kan ses nederst på siden. Blandt de film, som har fået støtte af Det Danske Filminstitut og haft biografpremiere i perioden 2010-2015, udgør de kvindelige instruktører en andel på kun nitten procent. Andelen af kvindelige manuskriptforfattere er helt nede på sytten procent. Noget bedre ser det ud for producere, hvor kvinderne tegner sig for 44 procent.

Ny sherif i byen
Spørger man svenskerne, hvem der har æren for deres lynhurtige ligestilling, peger de fleste på én person: Anna Serner.

Da hun i 2011 tiltrådte som direktør for Det Svenske Filminstitut, erklærede hun prompte, at der var en ny sherif i byen. Dengang havde filminstituttet som mål, at kvinder over tid skulle have 40 procent af støttekronerne. Men det var en latterlig målsætning, mente Serner. Det skulle være fifty-fifty.

”Alle mennesker skal have samme vilkår, så selvfølgelig skulle vi ændre på støttefordelingen. Det så jo katastrofalt ud før,” siger Anna Serner.

Kritikerne var straks efter hende. Ligesom det stadig er tilfældet i Danmark, var der dengang langt flere mænd end kvinder, der søgte støtte. Så det var vel klart, at mænd fik en tilsvarende større andel af pengene. Og risikerer man ikke at miste kvalitet, hvis man pludselig frasorterer kvalificerede mandlige ansøgere, fordi halvdelen af støtten absolut skal tildeles kvinder?

”Nej,” svarer Anna Serner.

”Der uddannes jo lige så mange mænd som kvinder, så hvorfor skulle der være færre kvalificerede ansøgere blandt kvindelige filmfolk? Det viste sig, at kvinder slet ikke troede på, at de kunne få støtte, og derfor søgte de ikke. Da vi tydeliggjorde vores mål for ligestilling, steg antallet af kvindelige ansøgere betragteligt,” forklarer hun.

Det Svenske Filminstitut har ikke tal på kønsfordelingen blandt ansøgerne, men man vurderer den ud fra konsulenternes erfaringer. Til gengæld har ligestillingsmålsætningen betydet, at langt flere debutantinstruktører har fået chancen. Det skyldes selvsagt, at størstedelen af de uprøvede instruktører er kvinder.

Ifølge Anna Serner står de kvindelige filmfolk for en anden type fortælling end mændene.

”Der har været en mangel på kvindelige stemmer, så de føles friske og unikke,” siger hun og fremhæver instruktørerne Gabriella Pichler og Lisa Aschan, der har instrueret Spise sove dø og Abepigerne, om henholdsvis en kvindelig indvandrer og et intimt forhold mellem to kvindelige sportsudøvere.

Mænd får større budgetter
Anna Serner mener ikke, at kønskvoteringen har haft negative konsekvenser for svensk films kvalitet eller popularitet. Tværtimod. Ved svenskernes pendant til Robert Prisen, Guldbaggen, vinder kvinderne nu flest priser. I løbet af de seneste seks år har kvinder vundet 60 procent af priserne.

Efter indførelsen af kvoter er der hverken kommet færre eller flere biografgængere. Det bør dog også nævnes, at de mandlige instruktører stadig trækker langt flere publikummer end de kvindelige. Det viser en gennemgang af de film, som har fået støtte af Det Svenske Filminstitut. Af de film, som havde biografpremiere i perioden 2013- 2015, havde kvindelige instruktørers film i gennemsnitet publikum på 88.000, mens mændenes film i snit blev set af 225.000.

Men den forskel har intet med kønnet at gøre, fastslår Anna Serner. Det skyldes i stedet, at mænd og kvinder ikke instruerer den samme slags film. Trods lighedstaktikken arbejder mænd fortsat med markant større budgetter og har derfor også et større publikumspotentiale, siger hun.

”De få gange, kvinder får lov til at instruere de bredere film, viser det sig, at de trækker lige så mange publikummer som mandlige instruktører,” forklarer Anna Serner og henviser til den afdøde danske instruktør Kathrine Windfelds Hamilton: I nationens interesse fra 2012. En film, som blev set af flere end dobbelt så mange som efterfølgeren, der blev instrueret af Tobias Falk.

Sorry, kvoten er fyldt
Blandt iagttagere af den svenske filmbranche finder vi Hynek Pallas, der er ph.d. i filmvidenskab og filmkritiker på Dagens Nyheter.

”For at opsummere udviklingen enkelt: Kvaliteten er blevet bedre,” vurderer han. ”Rent filmmæssigt var efteråret 2015 en af de bedste perioder i Sverige i mange år. Instruktørerne Sanna Lenken og Beata Gårdeler står for to af højdepunkterne med Min lille søster og Flocken.”

Men Hynek Pallas er ikke udelukkende begejstret for fifty-fifty-løsningen, fordi en firkantet kvotering kan skade kvalificerede ansøgere.

”I Sverige har vi mandlige forfattere, som har fået at vide, at deres manuskript ikke vil blive læst, fordi de er hvide mænd, og kvoten er fyldt,” siger han.

”Filminstituttets konsulenter bliver nødt til at være lydhøre over for alle projekter. Det skal være den gode idé, som sikrer støtte – ikke kønnet. Men det er indlysende, at kvinder længe har haft sværest ved at få støtte. Så selv om fifty-fifty-løsningen har sine ulemper, ser jeg det som en vigtig målsætning for filminstituttet,” siger Hynek Pallas.

Danmark mister status som fyrtårn
Norge har indført et kvotesystem lignende Sveriges, men i Danmark lader ændringerne vente på sig. Det ærgrer Anna Serner.

”Tidligere så jeg Danmark som et fyrtårn i skandinavisk film, og jeg tror, at mange danske filmfolk betragter os som gale, fordi vi har indført ligestillingsstrategien. Men Danmark bør indse, at det ikke skader filmkvaliteten. Jeg er ikke i tvivl om, at Danmark vil opnå samme resultater, hvis de gjorde som os,” siger direktøren.

Hun mener, at få, men meget magtfulde, danske selskaber favoriserer allerede etablerede stemmer. I Sverige findes adskillige små selskaber, som konkurrerer om pengene. Det gør, at de små selskaber arbejder hårdere for at finde de nye talenter, siger Serner.

Men man skal ikke problematisere de store selskaber, mener Henrik Bo Nielsen, der er direktør i Det Danske Filminstitut. Ikke når de år efter år producerer film af eksempelvis Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg af international kaliber.

”I Sverige har man et andet udgangspunkt, hvor ligestilling er et mål i sig selv. Vi kunne også sagtens indføre kønskvoter, så støttekronerne fordelte sig ligeligt. Men vi mener ikke, at det nødvendigvis vil fremme kvaliteten af dansk film,” siger Henrik Bo Nielsen.

Handling frem for snak
Det betyder ikke, at Henrik Bo Nielsen og filminstituttets bestyrelse er tilfredse med de kønslige og etniske skævheder i den danske filmbranche.

”Skal jeg købe historien om, at mænd er fire gange dygtigere end kvinder til at instruere fiktion? Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig, og mine døtre ville slå mig ihjel, hvis jeg gjorde,” siger Henrik Bo Nielsen.

Derfor har instituttet igennem længere tid arbejdet på at belyse graden af diversitet i dansk film. Arbejdet munder ud i en rapport, som udkommer i foråret, og Henrik Bo Nielsen lægger ikke skjul på, at dele af skævhederne vil være genkendelige.

”Men løsningen er ikke kønskvoteringer. I Det Danske Filminstitut vil vi hellere føre en begavet diskussion om årsagssammenhænge på baggrund af et solidt datagrundlag. Løsningerne skal komme på baggrund af den efterfølgende diskussion, og de skal komme fra instruktører, skuespillere, producere, manuskriptforfattere og så videre.”

Den køber Anna Serner ikke.

”Det nytter ikke at blive ved med at diskutere de her ting. Man skal handle,” siger hun og tilføjer: ”Så kan vi altid snakke om handlingerne bagefter.”

Ekkos undersøgelse