Venedig 2019
25. juli 2019 | 12:12 - Opdateret 25. juli 2019 | 16:16

Venedig sikrer førerposition med årets program

Foto | Niko Tavernise
Joaquin Phoenix træder i Heath Ledger og Jack Nicholsons fodspor, når han spiller Joker i et Gotham City renset for superhelte.

Hollywood-film med Joaquin Phoenix, Brad Pitt og Scarlett Johansson får selskab af festivalyndlinge som Kore-eda, Roy Andersson og Olivier Assayas.

Af Simon Johansen

Brad Pitt, Joaquin Phoenix, Adam Driver, Scarlett Johansson og mange, mange flere stjerner gæster Venedig, når kanalbyen i slutningen af august er vært for den 76. udgave af verdens ældste filmfestival. 

Hollywood-stjernerne spiller alle med i film, som højst sandsynligt kommer til at dyste om denne sæsons Oscar-statuetter. 

Dermed markerer Venedig-festivalen sig atter som branchens stærkeste spiller, hvad angår verdenspremierer på Hollywoods mest imødesete film. Den store konkurrent, Toronto-festivalen, må endnu engang nøjes med at vise de mest omtalte film, når de har haft verdenspremiere på øen Lido ud for Venedig. 

Det står fast efter dagens pressekonference i Rom, hvor ledelsen afslørede det stjernespækkede program, der inkluderer film af instruktører som Roman Polanski, Noah Baumbach, Roy Andersson og Steven Soderbergh.

Igen i år var værten ved pressekonferencen festivalens direktør, Alberto Barbera, som har forvandlet den førhen hensygnende festival til det nok vigtigste springbræt til Oscar-statuetterne for de største Hollywood-instruktører.

Og igen i år udlagde direktøren programmet på italiensk, selv om filmjournalister fra hele verden så med.

Guldpalme-vinder åbner
I år ser festivalen dog til at tage sig lidt anderledes ud end vanligt.

De foregående år er festivalen blevet åbnet af store Hollywood-film som La La Land og First Man. Men i år er det den japanske Guldpalmevinder Hirokazu Kore-eda, der åbner festivalen.

Det sker med The Truth, som foregår i Paris og dermed er den første af japanerens film, som ikke finder sted i hjemlandet.

Filmen er et familiedrama med blandt andre Ethan Hawke og franske Juliette Binoche i hovedrollerne.

Phoenix som joker
Men festivalen har selvfølgelig også fundet plads til folkene fra Hollywood.

Brad Pitt indtager festivalen med en hovedrolle i det stærkt imødesete rumeventyr Ad Astra, som er instrueret af James Gray. Gray stod senest bag The Lost City of Z. I filmen spiller Pitt en astronaut, der skal redde verden. 

Han får på festivalen selskab af Joaquin Phoenix, der spiller Batmans værste fjende i Joker. Phoenix står over for Robert de Niro i dramaet, der er instrueret af Todd Phillips, som nok er mest kendt for at have instrueret Tømmermænd i Vegas-filmene. 

Steven Soderbergh gæster festivalen med The Laundromat, der har Meryl Streep, Gary Oldman og Antonio Banderas på rollelisten. Dramaet er baseret på sagen om Panama-papirerne.

Skandinavien stærkt repræsenteret
Danmark er også i år repræsenteret på festivalen. I The Burnt Orange Heresy, som er instrueret af Giuseppe Capotondi, spiller Claes Bang over for selveste Mick Jagger. 

Claes Bang slog for alvor igennem med Cannes-vinderen The Square, og denne gang spiller han kunstkritiker i 70’ernes Italien, hvor han skal forsøge at stjæle et berømt værk. Donald Sutherland spiller også med i filmen, som vises uden for konkurrence og er sat til at afslutte festivalen. 

Trine Dyrholm sad i juryen sidste år, og hun deltager igen i år. Denne gang dog som skuespiller i Psykosia, der deltager i kritikernes parallelkonkurrence og er instrueret af Super 16-talentet Marie Grahtø. 

Ekkos læsere vil kende hende fra Ekko Shortlist, hvor Lækre til vi dør og Daimi er blandt de femten mest populære film på All Time Shortlist

Psykosia skulle efter sigende være et kunstnerisk kompromisløst værk. Den deltager i samme konkurrence, som danske Annika Bjerg gjorde med den roste Team Hurricane

Det danske islæt overskygges dog af den svenske mester Roy Anderson, som kommer til festivalen med About Endlessness, der er svenskerens første film siden En due sad på en gren og funderede over tilværelsen fra 2014.

Den film vandt i øvrigt Guldløven, den fineste pris i Venedig.

Streamingtjenester fylder mere
I forhold til tidligere år er de store amerikanske selskaber ikke så stærkt repræsenteret, som de plejer. I stedet har streamingtjenesterne vundet indpas. 

Netflix sender indie-oraklet Noah Baumbach til Venedig med skilsmissedramaet Marriage Story, der har Scarlett Johansson, Adam Driver og Laura Dern i hovedrollerne. 

Franske Olivier Assayas deltog i konkurrencen sidste år og vender tilbage i år med den engelsksprogede spion-thriller Wasp Network, hvor blandt andre Penélope Cruz. 

Begge filmen kæmper om Guldløven. 

David Michod deltager uden for konkurrence med Netflix-filmen The King, som er baseret på Shakespeares teaterstykker og har Timothée Chalamet og Robert Pattinson på rollelisten. 

Amazon er også uden for konkurrence med Seberg, hvor Kristen Stewart spiller med. Det er en politisk thriller instrueret af Benedict Andrews.

Kontroversiel statement
Rygterne har svirret de seneste uger, og nu står det altså klart, at Roman Polanski deltager i festivalens hovedkonkurrence.

Polanski flygtede for mange år siden fra USA for at undgå en dom for voldtægt. Det kan derfor ses som et statement fra festivalens side, at de lader ham deltage i hovedkonkurrencen med An Officer and a Spy.

Også Woody Allen var rygtet til Venedig, men den overgrebsanklagede instruktørs A Rainy Day in New York var ikke blandt de udvalgte film.

Et par andre film glimrede også ved deres fravær.

Det gælder Tom Harperst The Aeronauts med Eddie Redmayne og Felicity Jones. Og Martin Scorsese nåede tilsyneladende ikke at blive færdig med The Irishman, som også må undværes, med mindre at den bliver udtaget i de kommende uger.

I år er det den argentinske instruktør Lucrecia Martel, som er juryformand for festivalen, der begynder den 28. august og slutter den 7. september.

Venedig Filmfestival 2019

Hovedkonkurrence
The Truth, instr. Hirokazu Kore-eda
The Perfect Candidate, instr. Haifa Al-Mansour
Ad Astra, instr. James Gray
About Endlessness, instr. Roy Andersson
Wasp Network, instr. Olivier Assayas
Marriage Story, instr. Noah Baumbach
Guest of Honor, instr. Atom Egoyan
A Herdade, instr. Tiago Guedes
Glora Mundi, instr. Robert Guediguian
Ema, instr. Pablo Larrain
Waiting for the Barbarians, instr. Ciro Guerra
Saturday Fiction, instr. Lou Ye
Martin Eden, instr. Pietro Marcello
La Mafia non è più quella di Una Volta, instr. Franco Maresco
The Painted Bird, instr. Vaclav Marhoul
The Mayor of Rione Sanità, instr. Mario Martone
Babyteeth, instr. Shannon Murphy
Joker, instr. Todd Phillips
An Officer and a Spy, instr. Poman Polanski
The Laundromat, instr. Steven Soderberg
No. 7 Cherry Lane, instr. Yonfan

Uden for konkurrence: Fiktion
The Burnt Orange Heresy, instr. Giuseppe Capotondi
Seberg, instr. Benedict Andrews
Vivere, instr. Francesca Archibugi
Mosul, instr. Matthew Michael Carnahan
Adults in the Room, instr. Costa-Gavras
The King, instr. David Michod
Tutto il mio folle amore, instr. Gabriele Salvatores

Uden for konkurrence: dokumentar
Woman, instr. Yann Arthus-Bertrand og Anastasia Mikova
Roger Waters: Us + Them, instr. Roger Waters
I Diari di Angela – Noi Due Cineasti. Capitolo Secondo, instr. Yervant Gianikian og Angela Ricci Lucchi
Citizen K, instr. Alex Gibney
Citizen Rosi, instr. Didi Gnocchi og Carolina Rosi
The Kingmaker, instr. Lauren Greenfield
State Funeral, instr. Sergei Loznitsa
Collective, instr. Alexander Nanau
45 Seconds of Laughter, instr. Tim Robbins
Il pianeta in mare, instr. Daniele Segre

Uden for konkurrence: Specialvisninger
No One Left Behind, instr. Guillermo Arriaga
Electric Swan, instr. Konstantina Kotzamani
Irreversible – Inversion Integrale, instr. Gaspar Noe
ZeroZeroZero – afsnit 1 og 2, instr. Stefano Sollima
The New Pope – afsnit 2 og 7, instr. Paolo Sorrentino
Never Just a Dream: Stanley Kubrick And Eyes Wide Shut, instr. Matt Wells
Eyes Wide Shut, instr. Stanley Kubrick

Horisons
Pelican Blood, instr. Katrin Gebbe
Zumiriki, instr. Oskar Alegria
Bik Eneich – Un Fils, instr. Mehdi M. Barsaoui
Blanco en Blanco, instr. Theo Court
Mes Jours de Gloire, instr. Antoine De Bary
Nevia, instr. Nunzia De Stefano
Moffie, instr. Oliver Hermanus
Hava, Maryam, Ayesha, instr. Sahara Karimi
Rialto, instr. Peter Mackie Burns
The Criminal Man, instr. Dmitry Mamuliya
Revenir, instr. Jessica Palud
Giants Being Lonely, instr. Great Patterson
Balloon, instr. Pema Tseden
Verdict, instr. Raymund Ribas Gutierrez
Just 6.5, instr. Saeed Roustaee
Shadow of Water, instr. Sasidharan Sanal Kumar
Sole, instr. Carlo Sironi
Madre, instr. Rodrigo Sorogoyen
Atlantis, instr. Valentyn Vasyanovych

Trailer: Joker

Kommentarer

Simon Johansen

Uddannet journalist og dækker for fjerde år Venedig-festivalen for Filmmagasinet Ekko.

Festivalen er den ældste af sin slags i verden og er siden 1932 blevet afholdt på øen Lido uden for Venedig.

Fra onsdag 28. august til lørdag 7. september.

© Filmmagasinet Ekko