Succespar skændes, så det brager

De fleste, som i disse dage vender tilbage til et varmt kontor, kunne nok bruge et par dages ferie mere. Men ikke Laurits Munch-Petersen og Pernille Andersen. 

De to mødtes for små to år siden og er siden blevet ved med at mødes stort set hver dag for at arbejde på filmprojekter. Så intensivt, at et par ugers sommerferie næsten er et irritationsmoment. 

Sidste år skrev og indspillede de den barske og smukke kortfilm Delfinen, der har taget Ekko Shortlist med storm og efter flere uger på førstepladsen ligger nummer to på Top 10. 

Den handler om kvinden Anna, spillet af Pernille Andersen, der tager sin søn Robert med på stranden. Men en mørk overraskelse smadrer idyllen. 

Se filmen først, for historien bliver afsløret her! 

Frygtelig ulykkelig
”Vi researchede rigtigt meget og mødtes med mange forældre, som har mistet deres børn i virkeligheden. Der var specielt én, som er formand for en forening, der hedder Mistet Barn. Hun mistede sin datter i en frygtelig ulykke,” fortæller instruktør Laurits Munch-Petersen. 

”Vi mødtes med hende og sad bare i tre timer og tudede, mens hun fortalte sin historie.” 

Pernille Andersen nikker. 

”Efter hun så filmen, sagde hun, at hun havde haft det fuldstændigt som kvinden i filmen og kunne genkende mange af de følelser, som hun var gået igennem,” tilføjer Pernille Andersen. 

Vigtigt at skændes
Som om Delfinen ikke er en hård nok historie, spiller Pernille Andersen over for sin søn i virkeligheden, Viktor. 

”Der var nogle scener, hvor jeg blev udfordret rigtig meget, fordi jeg havde to kasketter på: mor og skuespiller. Men når Viktor var træt eller sulten, var det vigtigst,” fortæller 39-årige Pernille Andersen, der arbejdede som model i mange år, før hun fandt sit kald i filmens verden. 

”Laurits og jeg kan godt blive uvenner. Men det er faktisk en af vores forcer, at vi kan skændes, som jeg ikke kan skændes med nogen. Vi kan virkelig og råbe og skrige ad hinanden, men på den måde rykker vi også hinanden og kommer frem til det bedste resultat.” 

Det er Laurits Munch-Petersen enig i. 

”Når man laver film er det vigtigt, at man kan skændes. Det er kedeligt, hvis man bare er venner hele tiden,” siger den 45-årige instruktør. ”Hvis man virkelig skal nå ned i de mørke og spændende steder, skal man skubbe hinanden nogle steder hen, hvor man ikke har været før.” 

Kontrolfreak
Det er hårdt at lave en film om børnedød med sin egen søn, men det giver også Delfinen nogle særligt smukke øjeblikke. 

Mor og søn danser rundt på stranden, inden de skal i vandet for at færdiggøre hans svømmekursus Delfinen. De sender også hinanden sjove ansigtsudtryk i toget på vej derhen. Begge dele er noget, som Pernille Andersen og hendes søn også gør sammen i virkeligheden. 

”Den scene, som jeg selv synes er lidt hård at se, er, hvor Viktor græder inde på toilettet og jeg skælder ham ud, fordi han ikke kan tisse. Men han sagde bare: ’Er det nu, I vil have mig til at græde?’” siger Pernille Andersen. 

”Da jeg gik på Filmskolen, tænkte jeg: ’Jeg skal aldrig arbejde med børn, det er alt for skræmmende.’ Jeg er kontrolfreak, og man ved jo ikke, hvordan de reagerer. Men hvis de som Viktor har naturtalent, er det jo ligesom at lege. Børn er gode til ikke at tænke for meget.” 

Låsesmed låner identitet
Laurits Munch-Petersen vandt i 2003 en Oscar for sin afgangsfilm på Den Danske Filmskole, Mellem os. Han har instrueret spillefilmene Ambulancen (2005) og Over kanten (2012). 

Sideløbende har han også lavet en række dokumentarprojekter, senest den kontroversielle Skyggen af en helt, hvor han via rekonstruktioner med skuespillere følger i fodsporene på sin morfar: digteren Gustaf Munch-Petersen. 

Men han egen favorit er faktisk midtvejsfilmen på Filmskolen, Den gode søn, hvor en mand tager sin afdøde far med på en motorcykeltur gennem København. Den er baseret på en autentisk historie, som Jesper W. Nielsen to år senere fortalte i Manden bag døren med Nikolaj Coster Waldau i hovedrollen. 

Med Delfinen fik Laurits Munch-Petersen mulighed for at genbesøge det svære emne, som døden er. 

”I Mexico, hvor jeg boede, da jeg var lille, er der en tradition, hvor man graver liget op hvert tredje år. Så giver man dem tøj på, fester med dem, drikker sig fuld og danser,” fortæller instruktøren. 

”Andre steder er der en stor naturlighed, men i Danmark er vi meget formelle og praktiske. Her skal man bare ikke forholde sig døden. End ikke snakke om den. Men det er sundt at tale om.” 

Jorden kalder
Laurits Munch-Petersen og Pernille Andersen er kun et par i professionel forstand. Men de har børn på samme alder, der leger sammen, mens forældrene snakker sig frem til deres film. Lige nu arbejder de på flere spillefilm, som er forskellige steder i udviklingsfasen. 

Længst fremme er Crasher, der handler om en låsesmed, som låser sig ind i sine kunders hjem og låner deres identitet for en aften. Filmen har fået udviklingsstøtte hos konsulentordningen på Det Danske Filminstitut og makkerparret er i gang med at gennemskrive den og caste skuespillere. 

”Jeg havde arbejdet på den i nogle år, men var gået i stå og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Men da vi mødte hinanden, opstod der bare ny inspiration og energi, som gjorde det vildt spændende,” fortæller Laurits Munch-Petersen. 

Deres gode samarbejde kommer ifølge dem selv både fra deres ligheder og forskelle. 

”Det er en kæmpe force, at vi er mand og kvinde og stædige nok til ikke at ville give os,” siger Pernille Andersen. ”Man kan gennemskue hinanden på en anden måde. Jeg har en storebror, så jeg ved godt, hvordan mænd kan være,” fortsætter hun med et grin. 

”Laurits forsvinder nogle gange ind i et magisk eventyr-univers, hvor han bare digter løs. Så jeg er god til at få ham ned på jorden og holde ham til regnskab.”