Sylfidesymbolik

Humøret er højt, da animationsinstruktøren Dorte Bengtson ankommer til interviewet. Hun har lige fået Det Danske Filminstituts manuskriptstøtte til sin første film efter afgangen fra Filmskolen i sommer.

”Det er jo et drømmeprojekt, det er fantastisk”, siger hun og smiler stort.

”Lige nu er det slet ikke gået op for mig. Jeg er lige kommet ud fra mødet, og jeg var helt opsat på, at jeg selvfølgelig ikke ville få noget igennem. Det gør man ikke de første fem år, havde jeg fået at vide, så jeg havde slet ikke tænkt, at det ville ske.”

Surreelt familieportræt
37-årige Dorte Bengtson har markeret sig som et af de mest originale og lovende talenter fra Filmskolens animationslinje, der tidligere har udklækket instruktører som Anders Morgenthaler og Martin de Thurah.

I hendes otte minutters afgangsfilm Sylfidden – udgivet med Ekko #42 på dvd’en Animation – Best Of – er karaktererne grimmere, end politiet tillader, og historien bryder traditionelle fortællemønstre og kaster seeren frem og tilbage mellem nuet og fortiden.

Men selvom den fiktive verden nærmer sig det ekstreme i sin surrealisme og stærke symbolik, er instruktøren ikke bleg for at kalde filmen et personligt familieportræt.

”Som regel tager jeg udgangspunkt i mig selv, i en personlig historie, og du kan godt kalde Sylfidden et familiebillede. Filmen er baseret på oplevelser i min egen familie og på nogle mønstre, som jeg har prøvet at løfte til en mere universel historie.”

Mønsterbryderen
Sylfidden er pigen med de store tænder og endnu større drømme om at forlade hjemmets klaustrofobiske rammer for at opleve verden udenfor. I vejen står en rasende gal mor, der slår smukke sommerfugle ihjel og spidder dem op på væggen til åbent skue.

”Det er ikke sådan, at én af karaktererne er mig, og én er min mor og så videre. Filmen er nærmere et billede på de forskellige generationer og på, hvordan man holder hinanden fast. Det var et billede, som lige pludselig stod meget tydeligt, og som jeg tænkte er en vigtig historie.”

Som mor, så datter
Instruktøren tager parti for den unge Sylfidden (en sylfide er ifølge ordbogen en ”kvindelig luftånd” eller en ”spæd, fin kvindeskikkelse”). Moren sidder fast i sin egen lille verden, som udgøres af et lille hus, hvor taget sidder højt, fordi moren konstant mister temperamentet og ryger til tops som en ustyrlig, oppustet ballon. Heldigvis har hun en ventil i siden, der sikrer, at hun falder ned på jorden igen.

”Når min mor ser filmen, så synes hun, at hun er Sylfidden, og når jeg ser den, så synes jeg, at det er mig,” griner Dorte Bengtson, der på Ekkos forespørgsel om et selvportræt har sendt et still fra Sylfidden med sit eget portræt indsat på skuldrene af pigen.

”Filmen fortæller historien om, at vi alle sammen har nogle ting, som vi skal bryde ud af,” understreger instruktøren.

Symbolske skygger
Filmens tematik udtrykkes i en detaljerig symbolik. Mor og datter har skygger, som viser deres sindstilstand i ekstrem grad. Under raserianfaldene er moren en ren djævel at dømme efter hendes skygge, og da Sylfidden endelig forlader hjemmet og bliver mødt af en vidunderlig sommerfugledal, ligner hendes skygge en prinsesse.

”Den animerede verden er lige så snæversynet, enkel og simpel som hovedpersonerne. Det kommer også til udtryk i farverne. Farverne skifter faktisk fra sort-hvid og til de vildeste farver – knaldrød og pink – når drømmen er i fuldt blus. Og når moren dør, går filmen i sort-hvid,”  siger Bengtson og fortsætter:

”Visuelt prøver jeg at vise, at den lille familie i generationer har levet i deres egen verden. Rundt om huset er der nedtrampet en sti, som går hen til bakken, fordi ingen i familien er kommet længere end dertil. Omme på den anden side af bakken ligger drømmen.”

Lynet slog ned
Dorte Bengtson (f. 1971) har tegnet, siden hun var to år gammel. I 1991 var hun på Holbæk Kunsthøjskole, og fra 1992-94 tog hun grafikeruddannelsen på Design-seminariet i Højer. Et par år efter havnede hun ad omveje på et 3D-animationskursus og ”så slog lynet ned, og jeg var forelsket i mediet,” som hun dramatisk udtrykker det.

Fascinationen af animation ledte til en talentdag på filmselskabet A.Film (Terkel i knibe), hvor hun i de efterfølgende næsten ti år blandt andet har arbejdet med rentegning, special effects og colourstyling. Her arbejdede hun blandt andet på Oscar-vinderen Børge Rings tegnefilm Og møllen drejer fra 2000.

Filmskolen var det naturlige skridt, der fulgte efter. 

Gud, man kan instruere!
”Jeg var jo lidt oppe i årene som studerende, og jeg skulle gå mange omveje, før jeg nåede Filmskolen. Her åbnede der sig en ny verden for mig. Jeg har altid været fascineret af tegnefilm, af at tegne og fortælle historier – og pludselig opdagede jeg, at Gud, man kan instruere!”

På Filmskolens animationslinje introduceres de studerende til mange forskellige områder af filmskabelse, blandt andet storyboard og karakterdesign, men vigtigst lærer de at instruere animatorer – altså dem, der laver de mange tegninger, som en animationsfilm bygger på. Om denne rolle siger Dorte Bengtson:

”Det at være instruktør er at lære at styre et hold og få sine visioner igennem. Det kræver noget af én, og min fornemste opgave er at få historien til at hænge sammen.”

Det stumme folk
På de fem afgangsfilm fra animationslinjen 2008 arbejdede instruktørerne med animatorer fra Viborgs Animation Workshop, og i Dorte Bengtsons tilfælde havde hun Marie Thorhauge som production designer. De fortsætter samarbejdet på det nye projekt, som Bengtson netop har fået manuskriptstøtte til.

”Filmen har kant, og det drejer sig om ytringsfrihed. Der er masser af fantasi, lyd og mangel på lyd,” forklarer hun.

Arbejdstitlen er Det stumme folk, som hun oprindelig pitchede til en hel tv-serie i Nordic Talents-konkurrencen, hvor afgangselever fra Nordens filmskoler deltog. Ligesom med Sylfidden er der lagt op til en stærkt symbolistisk film, hvor hvert element, hver en farve og hver en lyd har sin vigtige plads.

”Karaktererne kan ikke tale, de har fået syet mundene sammen, og de bor i en verden bag en lydmur. De har en længsel efter at ytre sig. Filmen er for børn, men den har klart et budskab og et emne, der er oppe i tiden. Den er fuld af fantasi, galskab, poesi og musik og mangel på det.”

Luft og Langeland
Dorte Bengtson indskriver sig i en kunstfilmtradition, som hun har tænkt sig at holde fast i, selv om hun i sommer forlod Filmskolens kuvøse. Men samtidig rev hun rødderne op, solgte lejligheden i København og købte et stort, gammelt hus på Langeland.

”Jeg havde en længsel efter rum og luft, efter at have værksteder og sidde ude og fundere over film i en romantisk have med æbleblade, der falder ned,” fortæller Bengtson, der i øvrigt hjælper med at starte et nyt lokalt ungdomshus på Langeland.

Begejstringen for animation er ikke til at komme udenom i samtalen. Gang på gang understreger Dorte Bengtson animationens betydning.

”Mange mennesker har et billede af, at tegnefilm kun er for børn. Det er en fordom, man skal arbejde for at ændre. Realfilmen er begrænset af virkeligheden, men i animationsfilm kan man opbygge de vildeste verdener, som der aldrig ville blive råd til at lave i en realfilm. Man kan lave alt, hvad fantasien begærer. Det er et uendeligt medie, som fortjener en større plads i den danske filmproduktion.”