”Systemet er brudt sammen”
På seriemarkedet er tv-kanalerne DR og TV 2 i disse år hårdt presset af streamingtjenester, der finder stadig større publikum og endda tager støttekroner fra konkurrenterne.
Men også på filmfronten må landets to public service-stationer kæmpe mod nye spillere på markedet.
Og det kan blive et problem for danske tv-seere, som fremover går glip af store film på skærmen, skriver Politiken. Nordisk Film Distribution har nemlig solgt rettighederne til mange af selskabets kommende film – såsom Afdeling Q-fortsættelsen Marco-effekten – til YouSee.
DR og TV 2 er politisk forpligtet i filmaftalen til at købe henholdsvis fjorten og ti-elleve danske film om året til tv-visning. Det foregår på markedsvilkår, men målet kan blive svært at overholde, når konkurrenter kommer med bedre tilbud, og der ikke er nok film at investere i.
Det svækker dansk film, lyder vurderingen fra Det Danske Filminstitut.
”Styrken ved dansk film er, at de er blevet set af så kolossalt mange, fordi de også er blevet vist på de offentligt ejede public service-stationer. Og det var også det, der var intentionen i den nuværende filmaftale, men det fungerer tydeligvis ikke,” siger direktør Claus Ladegaard til avisen.
”Man forsøger i lovgivningen at kombinere to principper, der er uforenelige. Derfor er systemet brudt sammen.”
Dårlig lovgivning
Den nuværende filmaftale gælder fra i år og frem til 2023. Et af punkterne er, at mindst ti danske film om året har minimum en million seere fordelt på forskellige platforme.
Det tal kan man komme op på med visning på public service-kanalerne, som størstedelen af danskerne har adgang til. Det bliver langt sværere, hvis mange af filmene vises på YouSees tv-kanalen Xee, der ifølge Politiken blot har en seerandel på 0,4 procent.
Claus Ladegaard siger, at problemet er resultat af et stykke lovgivning, der ikke virker. Hos Nordisk Film Distribution har man gået efter at få den bedste økonomiske aftale.
”Vores opgave er at prøve at sikre den bedst mulige finansiering af danske film for de producenter, vi samarbejder med,” siger direktør for Nordisk Film Distribution, Kenneth Wiberg, til avisen.
Fra politisk side afventes i øjeblikket en ny medieaftale, som skal forhandles i starten af næste år. Men indtil da forventer den socialdemokratiske regering, at DR og TV 2 indfrier forpligtelsen til at vise danske film.
Kommentarer