Interview
15. nov. 2021 | 15:53

Syttenårigt wunderkind sprænger rammerne

Foto | Viktor Gelbæk
Hovedpersonen i Kedsomhed bliver træt af de daglige rutiner under corona-nedlukningen og kaster sig ud i en fantasifuld kamp mod en selvskabt modstander.

Gymnasieeleven Viktor Gelbek har med hjælp fra YouTube og inspiration fra filmmestre på egen hånd lavet den imponerende Kedsomhed, som er nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2021.

Af Nicki Bruun

Man skal passe på med at slynge ordet ”wunderkind” omkring sig, men syttenårige Viktor Gelbek passer på beskrivelsen.

Den unge mand fra Jyllinge er sytten år og startede i sommer på Roskilde Gymnasium. Før det gik han på medielinjen på Gribskov Efterskole, og i den periode lavede han kortfilmen Kedsomhed.

Den viser med enorm kreativitet og overrumplende effekter, hvordan en ung mand – spillet af Gelbeks efterskoleven Mathias Kehler – giver fantasien frit løb under coronakrisens selvisolering.

Filmen er nomineret til Shortlist Prisen og Publikum Prisen ved årets udgave af Ekko Shortlist Awards, hvor vi hylder de største talenter og filmbedrifter. Viktor Gelbek er en af de yngste nominerede instruktører i prisens otte år, og for ham er det en stor oplevelse bare at være med i et felt af ældre og langt mere erfarne filmskabere.

”Det var jo helt crazy. Det blev jeg vildt glad for,” siger Viktor Gelbek om sine nomineringer til priserne, der uddeles af henholdsvis den professionelle jury og publikum, som kan stemme på deres favorit indtil 23. november kl. 12.

”Jeg sad på slaget og tjekkede nomineringerne sammen med mine venner, som jeg var på hyttetur med. Det gik rimelig amok, da vi så, at jeg var kommet med.”

YouTube som læremester
Kedsomhed skrev Viktor Gelbek under den første corona-nedlukning, som ramte, mens han gik i folkeskolen. Da instruktøren startede på Gribskov Efterskole, fik han og Mathias Kehler lov til at bruge fem dage på at optage filmen i et sommerhus.

Filmen skiller sig ud fra de fleste på Ekko Shortlist – og danske kortfilm i det hele taget – ved at være næsten ordløs og fuld af effekter.

Den unge hovedperson er fanget i daglige rutiner, men skaber spænding ved at opfinde en modstander, som han kaster sig ud i en voldsom kamp med. Det går vildt for sig, indtil hovedpersonens ven (spillet af Viktor Gelbek) kommer forbi og hiver sin kammerat ud af isolationens eskapistiske fantasi.

Med en mor, der er psykolog, og en far, der er specialpædagogisk konsulent, er Viktor Gelbek ikke opvokset i filmens verden. Men familien har altid været glad for at spille spil og se film sammen. Og Viktor Gelbek har det meste af sit liv spillet trommer. Erfaringen med tempo og rytme i musikkens verden har efter eget udsagn hjulpet ham meget med at lave film.

For fem år siden begyndte Viktor Gelbek som tolvårig at bruge meget af tiden efter skole på at se YouTube-videoer om, hvordan man laver visuelle effekter i programmet Adobe After Effects.

Siden har han i små film, som kan ses på hans YouTube-kanal, udviklet sig med raketfart. Han har lavet alt i den ni minutter lange Kedsomhed, der byder på overbevisende eksplosioner, skuddueller og ildebrand.

Kortfilmen er hans første forsøg udi at fortælle en historie.

”Der skal jo være en historie for at kunne lave noget visuelt. Man kan ikke bare lave effekter. Hvis effekterne ikke fortæller noget, gider folk ikke se det,” siger Viktor Gelbek.

”Tidligere kunne jeg finde en effekt, som jeg rigtigt gerne ville lave, og så bygge en hel historie op omkring det ene skud, jeg ville lave. Sådan gjorde jeg i en del år, men Kedsomhed er ren historiefortælling, hvor jeg skulle finde på måder at visualisere hovedpersonens vilde tanker med forskellige filmiske virkemidler.”

Stemning over historie
Trods sin unge alder har Viktor Gelbek en hel del imponerende bedrifter på cv’et.

Han har haft en praktikplads på produktionsselskabet Highwire, der laver programmet Ultra Gaming til børnekanalen DR Ultra. Efterfølgende blev han ansat som assistentklipper, mens han også har gjort sig som b-fotograf for produktionsselskabet.

Og gennem sin papfar fik han – mens han stadig gik i folkeskolen – et job som freelance-reklameproducer. Der arbejdede skoledrengen med en række firmaer og voksne mennesker om at lave blandt andet speaker-videoer.

”Det var vildt lærerigt som sekstenårig at instruere voksne mennesker, som har været i branchen i 30 år og drevet kæmpe selskaber. Så skulle jeg få dem til at makke ret for at lave en fed video!” siger Viktor Gelbek med et grin.

Alt det lagde han til side for at fokusere på Kedsomhed, som er en komedie. Det er den slags film, Viktor Gelbek bedst kan lide – især hvis de får tilskueren til at reflektere og giver en god følelse i maven.

”Da jeg begyndte at lave film, var jeg selvfølgelig rigtigt glad for Tarantino, men senere fik jeg øjnene op for Edgar Wright, som har inspireret mig meget i Kedsomhed. Den hurtige, morsomme klipning i hans film kan jeg rigtigt godt lide,” fortæller instruktøren.

”Og det skinner nok ikke så meget igennem i Kedsomhed, men en anden af mine helte er Hayao Miyazaki. Ham har jeg fra helt lille været meget glad for, fordi han virkelig kan skabe en verden og en stemning frem for en historie.”

Budget = frysepizzaer
Selv om Viktor Gelbek dårligt er kommet i gang med sin filmkarriere endnu, er hans store talent allerede blevet anerkendt.

Kedsomhed – hvor budgettet med instruktørens ord var frysepizzaer til aftensmad – er blevet udtaget til en filmfestival i Grækenland. Dagen efter Ekko Shortlist Awards flyver han derned i en uge for at deltage i forskellige talent-workshops. Tidligere på efteråret vandt filmen adskillige priser på TheNextFilm, der er for unge filmskabere.

Her tog Viktor Gelbek både prisen for bedste film, publikumsprisen og filmtalentprisen. Med priserne fulgte pengepræmier til filmproduktion samt fuld produktionsstøtte fra et af landets filmværksteder til instruktørens næste film.

Den er han i gang med at udvikle, men allerede til januar har han premiere på en kortfilm, som han optog i sommer. Den handler om et trekløver af unge mennesker, der har rodet sig ud i småkriminalitet og ender i et drabeligt dilemma.

Her er budgettet 5000 kroner, som han selv og filmens producer har betalt af egen lomme.

Drømmen om Filmskolen
Viktor Gelbek vil meget gerne have filmen på Ekko Shortlist, men han arbejder også på at få den vist i en biograf. Det er særdeles ambitiøst, men den unge mand lader til at lykkes med det meste, han sætter sig for.

Under alle omstændigheder tegner fremtiden lys for Viktor Gelbek, og dansk film vil forhåbentligt få meget mere glæde af hans forrygende evner fremover. Hvad der præcis skal ske i de kommende år, er dog ikke lagt fast endnu.

”Det er ren ønsketænkning, men selvfølgelig vil jeg sygt gerne på Den Danske Filmskole. Det ville være drømmen, men det er jo også svært at komme ind, så jeg kan ikke planlægge efter det,” siger Viktor Gelbek med et grin.

”Men jeg ved faktisk ikke helt, hvilken rolle jeg gerne vil have i filmens verden. Jeg har lavet det hele selv og kan lide hele processen, så vil jeg helst være instruktør, fotograf eller noget andet? Jeg vil gerne ende med at lave film i Danmark, har jeg sat mig for. Der er nemlig ikke noget bedre end en rigtigt god dansk film.”

Kommentarer

Viktor Gelbek

Født 2004 i Stenløse.

Går i 1.g på Roskilde Gymnasium.

Har gået på medielinjen på Gribskov Efterskole.

Alle hans film kan ses på hans YouTube-kanal.

Vandt tre priser på filmfestivalen TheNextFilm for Kedsomhed.

Kedsomhed er nomineret til Shortlist Prisen og Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards.

© Filmmagasinet Ekko