Syv — et

Der er så mange, der går til noget. Herluf går til fodbold. Og han spiller kampe. Mange kampe. Og han er med i alt, hvad der foregår på banen. Han er linievogter. Herluf har aldrig været med på holdet, men hans store drøm er at komme til at spille centerforward. Én gang kom han på banen, men målet blev ikke anerkendt. Man anerkender ikke, at en linievogter løber på banen for at skyde straffespark for det hold, der i hjertet er hans.

Efter kampene er Herluf med i omklædningsrummet, og der er ikke grænser for, hvad han ville have gjort for at sikre en sejr til holdet – hvis han altså havde haft mulighed for at være med. Til sidst bliver det for meget for de andre. Der skal spilles Herluf et puds. Førstkommende søndag er der til en udekamp brug for en centerforward på B-holdet, og Herluf bliver bedt om at stille op. Endelig og selvfølgelig, tænker Herluf. Og så går forberedelserne til kampen i gang. Herlufs mor stryger kamptøjet – mange gange. Men hun er bekymret. Kan Herluf klare det? Herluf forarges over moren, mens han taber et glas med mælk.

Herluf tager alene af sted. Skridter banen af – målene passer, og så klæder han om. Der er to mindre drenge på stadion, og de undrer sig. Hvad skal han her? Herluf spiller – alle pladser. Publikum jubler. Herluf scorer og spiller hele kampen – alene. Mens Herluf er i gang på banen, stjæler drengene hans taske, og da kampen er forbi, kan han ikke finde sit tøj. På stationen forklarer Herluf, at han er centerforwarden, der bare har mistet sit tøj, men lige før toget skal køre, kommer de to drenge med Herlufs taske, der er blevet alle Herlufs mønter lettere. Så i stedet stikker Herluf de to drenge en seddel som tak for hjælpen. I klubhuset er stemningen i top. Men der bliver helt stille, da Herluf kommer ind. ”7-1,” siger han og får ros. A-holdet havde vundet deres kamp 3-0, men det giver Herluf ikke meget for. Lille sejr.

Udfordringen
Sådan er handlingen i hovedtræk i forfatteren Peter Seebergs fremragende novelle 7-1 fra Argumenter for benådning fra 1976 og med små, uvæsentlige kompositionsmæssige ændringer i Frans Bauhauses lige så fremragende filmatisering, Syv – et, fra 1990. Herluf er nøgternt betragtet en enfoldig dreng uden specielle evner for noget og slet ikke for fodbold. Han oplever og danner betydning ud fra egne præmisser i sit indre univers. Det er denne pointe, der er baggrunden for tekstens parallelunivers, hvor det for ”almindelige mennesker” (eleverne) bliver en krævende udfordring – ikke at forklare, men at prøve at forstå, hvordan virkeligheden bliver til for det enkelte menneske.

Jeg vil i det følgende forsøge at antyde mulige indfalsvinkler til arbejdet med de to ”tekster”, men vil allerede her én gang for alle understrege, at målet med arbejdet ikke er at undersøge og afgøre, hvilken tekst – hvilket medie – der er bedst. Det handler alene om at fokusere på, hvad de to ”tekster” hver især kan, hvordan de kan det, og hvordan de måske kan udvide og berige hinanden.

Herlufs virkelighed
Typisk er det hovedpersonen, vi identificerer os med, når vi læser en bog eller ser film, og for eleverne er en af de helt store udfordringer ved Syv – et, at de vil være ambivalente over for Herluf som menneske. De vil tage afstand fra hans adfærd og alligevel være imponeret over hans mentale styrke. Denne ambivalens vil være et godt udgangspunkt for deres efterfølgende analyser og refleksioner. Selv om Herluf ikke mentalt kan væltes, bliver han nok aldrig en egentlig rollemodel. Men der opstår en undren over, at Herlufs virkelighed er så meget anderledes end de flestes.

Det er med andre ord en historie, der både som tekst og film stiller relativt store krav til elevernes fortolkningskompetencer. Så det helt fundamentale spørgsmål til disse to tekster er: Hvordan kan vi få indsigt i andre menneskers virkelighed? Og her er det meget klogt, at man som lærer sikrer åbenhed og bredde til elevernes forsøg på at få hold på denne historie. Fortolkningerne og perspektivering af fortolkningerne er mangfoldige, hvilket jo langt fra er det samme som, at alt er lige gyldigt.

Under alle omstændigheder skal tolkningsforsøgene kunne dokumenteres ved henvisning til konkrete iagttagelser i ”teksterne”. Her har læreren tillige en mulighed for at blive klogere – på teksterne såvel som på eleverne. Der skal gives tid og plads til, at så mange elevstemmer som muligt kan komme til orde. Redskaberne er faglige begreber, refleksion samt skriftlig og mundtlig kommunikation. Arbejdsmetoderne er en kombination af individuelt, par, gruppe og plenum.

Teksten som øjenåbner
I dagliglivet har vi kun den verbale og nonverbale kommunikation i bredeste forstand at forholde os til, når vi er sammen med andre mennesker. Det er et grundvilkår for menneskelige relationer. Det enkelte menneskes tanker og bevidsthed er privat og utilgængelig for andre, indtil den gøres til et fælles anliggende for minimum to personer. Og så er der ikke længere tale om bevidsthed, men om kommunikation.

Det er den kommunikation, der er danskfagets kerneindhold. Som voksne ved vi, hvor vanskelig den proces kan være, og hvor tit vi må kommunikere om vores kommunikation for at komme til rette om en – i hvert fald midlertidig – fælles forståelse. Set i det perspektiv ligger der ud over de rent danskfaglige dimensioner i arbejdet med de to ”tekster” tillige en klar dannelsesdimension. Tekster kan bruges som øjenåbnere for grundvilkår i livet, fordi de kan noget, man i virkeligheden ikke kan: Stoppe tiden, brede øjeblikket ud og gøre en bevidsthed gennemsigtig. De kan lade som om. Vi kan få lov til at kigge ind i andre menneskers hoveder og få indsigt i deres måde at opfatte virkeligheden og sig selv på.

Start derfor med at lade eleverne dvæle. Lad dem komme i tanke om en situation fra deres eget liv, hvor de blev overrasket over et andet menneske. Lad dem hvile i en begivenhed, hvor de ændrede syn på personen. Eller bedre: Hvor de måtte ændre opfattelse af, hvordan denne person tilsyneladende opfattede sig selv. Målet med øvelsen er i første omgang naturligvis at få tilvejebragt en bevidsthed hos eleverne om, at det er gennem det ydre, at vi sammensætter vores opfattelse af virkeligheden om personer, og at vi ofte eller altid baserer den opfattelse på fordomme eller forforståelser. ”Virkeligheden” bliver en konstruktion. Og start så – for en gangs skyld? – med filmen.

Refleksioner
Lad eleverne se anslaget efterfulgt af en ti minutters skrivepause, hvor de noterer sig deres umiddelbare individuelle indtryk af hovedpersonen. Hvad er det for et menneske, vi møder her? Denne øvelse bør følges op af et kvarters gruppesamtale, hvor gruppen skal nå til enighed om fem adjektiver, der ifølge gruppen giver en væsentlig og gyldig karakteristik af Herluf.

Det indledende arbejde afsluttes med, at de fire-fem grupper fremlægger og begrunder deres valg af adjektiver. Læreren er ”kridtholder” og afslutter denne del med at bede eleverne notere sammenfald mellem gruppernes valg og sammenholde de resterende forslag med deres egne. Derefter ses resten af filmen uden afbrydelser. Efter filmen skal hver enkelt elev skrive deres (nye?) forståelse af Herluf ned, og parvis fremlægge deres opfattelse for hinanden. Er der sket ændringer undervejs? Er Herluf, som I forventede? Er der noget ved Herluf, der overrasker?

Og så er det tid til at stramme tommelskruerne. Lad eleverne i grupper finde eksempler, der viser, hvordan andre ser Herluf, og hvordan Herluf ser sig selv. Lad dem diskutere, om det er et problem, at Herluf er hovedperson. Hvis virkelighed er gyldig? Hvad nu, hvis I var én af drengene i omklædningsrummet? Hvad nu, hvis I var Herlufs mor, togføreren, én af de to mindre drenge på stadion eller Herluf selv? Og til allersidst: Hvem bestemmer indholdet af Herlufs virkelighed?

Et andet vigtigt spørgsmål: Hvordan bliver historien fortalt? Eleverne sidder med oceaner af billederfaringer fra den parallelle skole, dvs. brugen af medier uden for skolens institutionaliserede og formaliserede læringsunivers. De bør inddrages og sprogliggøres. Der skal begreber på. Begreber, klassen kan genbruge, når den arbejder med tekster: komposition, synsvinkel, perspektiv, dialog… Det er vigtigt med et fællesskab om terminologien. Det er lærerens ansvar at vælge relevante eksempler fra filmen. Jeg vil i denne konkrete sammenhæng anbefale tre scener fra filmen:

1. Herluf er sammen med sin mor. Fokus på beskæring, blikretning og lyd. Scenen bruger i altovervejende grad nærbilleder. Vi ser personerne udefra og ved, grundet blikretning, hvor den anden person befinder sig, selv om vi ikke direkte kan se ”den anden”. Markant opmærksomhed på kontrasten mellem Herlufs udsagn om egne evner og lyden fra det glas, han i samme åndedrag vælter.

2. I omklædningsrummet før Herluf tager af sted. Fokus på kamerabevægelser, perspektiver og rekvisitter. Eksempler på panorering og frøperspektiv, der på symbolsk plan overdimensionerer Herlufs ”højre”. Fokusér på flaskerne som symbolske rekvisitter.

3. Kampen på stadion. Dette er måske filmens mest centrale sekvens, hvor der bør fokuseres på klippenes vekslen mellem indre og ydre synsvinkel, og hvor Herlufs vejrtrækning til slut i sekvensen forbinder de to ”verdener”.

Novellens dobbelthed
Der må gerne gå et par dage, før eleverne præsenteres for Peter Seebergs novelle. Filmen skal lidt på afstand. Når dagen oprinder, er der ingen introduktion nødvendig. Læreren læser højt. Og eleverne er ”på”.

Efter endt læsning får eleverne novellen. Mange af de indholds- og formmæssige iagttagelser fra filmen kan direkte overføres til den litterære tekst. Men selv om alle ved, hvad indholdet er, er der alligevel nuancer til forskel. Måden, historien er fortalt på, er jo ikke den samme. Den skrevne tekst kræver, at man ”ser” sine egne billeder, og tekstens udformning er medbestemmende for billedernes indhold – for sym- og antipatier for eksempel.

I filmen er det naturligvis omvendt: Man får billederne foræret og skal så ”læse” indholdet. Men forfatterens valg af fortællertype hjælper læseren på vej. Her spares der ikke på krudtet: Indre og ydre syn på Herluf. Beskrivelser og dialoger, der i deres knaphed og for Herlufs vedkommende nærmest rituelle gentagelse af, hvordan han vil kunne gøre en forskel og snart ikke er til at komme udenom, tvinger læseren til at tage afstand.

Og så de mange kommenterende småord fra Peter Seebergs fortæller. Ord hvori fortælleren selv, trods en respekt og imponerethed over Herlufs sublime opfattelse af virkeligheden, klart markerer det groteske i personen. Herluf lægger ”allerede” tøjet i ”mappen” torsdag aften – kampen skal spilles søndag. Herluf har selvtilliden i orden, og ”nu” taber han glasset med mælk. Disse eksempler viser, hvor vigtigt det er at læse alle ord i en tekst og gøre sig klart hvilken kontekst, de indgår i.

Seeberg opnår ved denne alvidende fortællerposition på samme tid at udtrykke nærhed, indsigt og forståelse og så alligevel etablere distance til sin hovedperson. Lad derfor eleverne gå på jagt efter denne dobbelthed i teksten. Arbejdet foregår bedst to og to. Hvad synes fortælleren om sin hovedperson, og hvordan kommer det til udtryk. 15 minutter. Mindst fem citater fra teksten skal begrundes. Der skal sættes fokus på hvert enkelt af de betydningsskabende ord. Hvordan etableres forståelsen?

Konklusioner
Tilbage står at lade eleverne arbejde med forskelle og ligheder i mediernes virkemidler. To opgaver med evalueringspotentiale ligger lige for. Eleverne skal omskrive en filmscene og selv vælge en ny hovedperson. Det kunne være scenen i omklædningsrummet. Emil skal være hovedperson. Hvad er hovedpersonens problem, og hvordan kan det omsættes til billeder? Eleverne skal omskrive et af novellens hovedafsnit. Lad dem skrive en lille novelle, der handler om Herlufs kamp. Der skal være tale om en jeg-fortæller, og synsvinklen skal ligge hos en af de mindre drenge på stadion. Genren er den samme. Mediet er forskelligt. Ved at lade medierne interagere skabes gode forudsætninger for, at eleverne bevidst og kommunikativt kompetent kan forholde sig til begge. Også i deres egen virkelige verden.



Mere undervisningsmateriale til Mellemtrinnet.