Nyhed
14. sep. 2007 | 16:39

Tæt på David Lynch

Hvordan arbejder David Lynch? Ny dokumentar, der har premiere på CPH:DOX, går tæt på mesteren.

Af Julie Bach

Det er nemt at fare vild i David Lynch' labyrinter, og hvis det kan være en trøst, har instruktøren udtalt, at han heller ikke altid selv forstår sine film.

Nogen form for guide skal man heller ikke sætte næsen op efter i ny dokumentarfilm, der går tæt på den 61-årige instruktør. Ligesom David Lynch' egne film er dokumentaren Lynch fragmenteret, kalejdoskopisk - og fascinerende.

"Det har været vigtigere for mig at vise David Lynch' arbejdsmåde end at få ham til at forklare sine film. Jeg har haft 24 timers adgang til ham," skriver filmens instruktør i en mail fra Los Angeles. Og den 36-årige instruktør, der hermed debuterer, har åbenbart selv sans for mystik, idet han ønsker at være anonym og kun vil omtales ved kunstnernavnet blackANDwhite - et pseudonym, der opstod, da han arbejdede som DJ i begyndelsen af 90'erne. Han har en universitetsgrad i psykologi fra The University of Colorado og en fortid som reklamefilminstruktør.

David Lynch mener også, at det en kvalitet i filmen, at han har været omgivet af kameraer døgnet rundt. "Når folk bliver filmet, opfører de sig anderledes. Men når du bliver filmet hver dag i ni måneder til et år, så forsvinder kameraet og kameramanden hurtigt for dig," skriver han i en kommentar til EKKO.

Bor sammen med Lynch
I Lynch møder vi en filmkunstner, der har en så tydelig vision for sine film, at han kender dens udtryk ned til mindste detalje. David Lynch instruerer skuespillerne så præcist, at han viser dem det nøjagtige ansigtsudtryk, de skal have. Han skaber også scenografien, ja, han maler sågar selv mønstre på gulve og vægge, hvis han finder det nødvendigt.

Men vi møder også en deprimeret Lynch, der næsten ikke kan overskue, hvordan han skal færdiggøre Inland Empire, og som fortæller, hvordan transcendental meditation har gjort hans arbejdsproces meget nemmere.

Baggrunden for det nærgående portræt er, at blackANDwhite bor i David Lynch' hus, og de to har været venner i over ti år. Men det var filmens producent, Jon Nguyen, der oprindelig fik ideen. Han er amerikaner, men bosiddende i Danmark, og han har brugt danskere (blandt andre fotografen Morten Søborg) både under optagelserne og i postproduktionen. Derfor er filmen mærket "amerikansk-dansk", når den bliver vist på festivaler.

"Jeg er en stor fan af David Lynch og kendte et par af hans venner, deriblandt filmens instruktør. Og jeg tænkte, at det var oplagt at lave en film om Lynch, men jeg var faktisk fuldstændig sikker på, at han ville sige nej," siger Jon Nguyen.

Go with the flow
De begyndte at filme, netop som David Lynch besluttede sig for at gå i gang med Inland Empire, der får dansk premiere 9. november, og optagelserne slutter samtidig med optagelserne af spillefilmen.

Resultatet var over 700 timers bånd, der er forvandlet til i første omgang en dokumentar på halvanden time, som følger instruktørens proces med at lave en film uden manuskript. Der eksisterer også en dokumentar på 25 minutter bestående af klip, som der ikke har været plads til i den oprindelige dokumentar. Og yderligere er der planlagt en tredje dokumentar, hvor det er tanken, at interviews med David Lynch skal fylde mere.

"I mange tilfælde har kameraet simpelthen bare stået tændt inde på Lynch' kontor. Han arbejder konstant - maler, skriver eller alt muligt og er meget travl. I begyndelsen stillede vi nogle spørgsmål, men det blev meget stift og virkede som alle mulige andre interviews," fortæller producenten Jon Nguyen.

"Så vi valgte i stedet at følge hans flow, og til sidst glemte han kameraets tilstedeværelse," siger Nguyen og tilføjer, at Lynch selv filmede Inland Empire uden manuskript og i fragmenter, der først i klippebordet blev sat sammen til en højere enhed.

Helt normal person
Dokumentaren Lynch giver da også netop følelsen af at hænge ud med mesteren. "Jeg har ganske enkelt villet vise, hvordan David er, når han er sig selv, og lade folk fortolke det på den måde, de selv synes," skriver blackANDwhite.

"Han er min ven og mentor, og jeg forsøger at give publikum oplevelsen af at være sammen med David - på samme måde som når jeg er sammen med ham. Jeg giver et insider-indblik i hans kreativitet og viser verden, at David ikke er mærkelig eller skør. Han er en meget normal person, som bare tilfældigvis er interesseret i unikke ting," understreger blackANDwhite.

Et lynch'sk udtryk
At han og David Lynch er tætte venner, har måske også smittet af på det visuelle udtryk i Lynch, men det er ifølge instruktøren ikke bevidst.

"Hvis folk synes, at der er en lighed mellem min film og Lynch', er det en stor kompliment til mig," skriver blackANDwhite.

"Jeg vidste, at når jeg lavede sådan en film her, så ville folk sige, at jeg prøvede at kopiere David. Men alt, hvad jeg prøvede at gøre, var at give folk følelsen af at være sammen med David, og når du er sammen med ham, får du bare visse ideer. Du tuner ind på bestemte ting," skriver blackANDwhite.

Hvem står bag?
Men hvor megen indflydelse David Lynch egentlig har haft på filmen, er der ingen, der ved. Faktisk har der været visse gisninger i det amerikanske filmmagasin Variety om, at det i virkeligheden er David Lynch selv, der står bag.

"Jeg vidste bare, at alle ville tro, at filmen er lavet af David Lynch selv, især fordi den nu distribueres af hans eget firma Absurda. Men det er det altså ikke. blackANDwhite er hans gode ven. Hvor stor en indflydelse, det har haft på processen, ved jeg ikke," siger Jon Ngyuen og forklarer, at David Lynch har haft final cut på filmen, men kun har forlangt scener, hvor han forhandlede kontakter, klippet ud.

Lynch bliver vist på CPH:DOX, der løber af stablen fra 9. november.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko