Historisk: Tæt på ligelig kønsfordeling

Dansk film har siden den sort-hvide stumfilmbegyndelse primært været en mandsdomineret affære.

De seneste år er der kommet mere og mere fokus på ligelig kønsfordeling, og nu kan Filmmagasinet Ekko afsløre, at det er tæt på at være lykkedes.

Vi har gennemgået Det Danske Filminstituts produktionsstøtte til fiktionsfilm over 75 minutter. Og det viser sig, at støtten i 2020 næsten fordeler sig ligeligt mellem kvindelige og mandlige instruktører.

Ser man på alle Filminstituttets støtteordninger, blev der i 2020 uddelt produktionsstøtte til spillefilm, som for 40 procents vedkommende er instrueret af kvinder.

Fem år tidligere – i 2015 – var der blot 21 procent kvindelige instruktører, som altså har oplevet en fordobling.

Endnu større er kvindernes fremgang, hvis man kun ser på debutfilm. I 2015 stod der en kvindelig instruktør bag hver fjerde støttede debutfilm, mens det tal sidste nu er 67 procent – med andre ord er to tredjedele af de debuterende instruktører kvinder!

Det Danske Filminstitut uddeler støtte i forskellige faser af en produktion, men vi fokuserer på produktionsstøtten, der som regel afgør, at en film kan gå i optagelse.

Vi har valgt at sammenligne tallene fra 2015 og 2020, fordi Filminstituttet i 2016 igangsatte arbejdet for bedre kønsbalance på baggrund af tallene fra 2015.

Men det er værd at bemærke, at udviklingen ikke er sket gradvist fra år til år. Der har i 2020 nærmest været tale om en eksplosion.

I 2019 stor der således en mand bag 86 procent af de spillefilm, som fik produktionsstøtte. Og i Ekko #85 fra april 2020 konstaterede vi, at der trods mange store ord ikke var sket det store fremskridt. Kun fem ud af 23 spillefilm med biografpremiere i 2019 var instrueret af kvinder.

Men to måneder senere vakte Filminstituttets norske spillefilmkonsulent Silje Riise Næss opsigt, da hun udtalte, at hun holder nøje regnskab med at fordele støtten 50/50 mellem mandlige og kvindelige instruktører.

Og hvis man ser på konsulentordningen for voksne, som Næss varetager sammen med Kalle Bjerkø, er der faktisk nu en overvægt af kvindelige instruktører.

Mens fordelingen i 2015 var 22 procent kvinder mod 78 procent mænd, hedder tallene for 2020 56 procent mod 44 procent i kvindernes favør.

Blandt de film, som Næss har givet produktionsstøtte og dermed er på vej, finder man Charlotte Sielings Margrete den Første, Isabella Eklöfs Kalak, Tea Lindeburgs En dødsnat, Frederikke Aspöcks Viften og Marianne Blichers Miss Viborg.

På konsulentordningen for børn og unge, hvor den mandlige dominans i 2015 var endnu større, bød sidste år på fuldstændigt lighed mellem kønnene.

Instruktøren Lotte Svendsen blev i 2018 udpeget som filmkonsulent med fokus på børn og unge. Hun gav i 2020 produktionsstøtte til fire film, der instrueres af to kvinder og to mænd.

Til gengæld er der ikke sket de store forandringer på markedsordningen, hvor en gruppe mennesker uddeler støtten ud fra kriterier om, at en film forventeligt vil sælge mange billetter.

Her er der stadig en enorm overvægt af mandlige instruktører, ligesom det var tilfældet i 2015. Dengang tegnede kvinderne sig blot for tretten procent af de støttede projekter, mens det sidste år faldt til tolv procent.

Det tegner dog alligevel til, at kvinder bag kameraet kan se frem til gode karrierer i dansk film.

På talentordningen New Danish Screen, hvor instruktører i dag typisk får deres debut, er der med forholdet 60/40 procent flere kvinder end mænd, som i 2020 fik produktionsstøtte til deres film.

De tæller stortalenter som Cecilie McNair og Katrine Brocks, der er kendt for kortfilm på Ekko Shortlist. Det kan kun anbefales at se de film, mens vi venter på deres debuter i det lange format.

Som administrerende direktør for Det Danske Filminstitut sidder Claus Ladegaard med det overordnede ansvar for tallene, og han nikker genkendende til udviklingen.

”Jeg har ikke haft tid til at gå jeres tal igennem, og det svære ved at lave statistik på 20-25 spillefilm er, at der kan være store udsving fra år til år,” siger Claus Ladegaard.

”Men helt grundlæggende kan jeg bekræfte den udvikling, som jeres statistik viser. Og det ser ud til, at der er en ret markant udvikling for produktionsstøtte i 2020.”

Fordobling af ansøgere
Baggrunden er, at der er sket en fordobling i antallet af kvindelige ansøgere i 2020 sammenlignet med 2015.

”Min bedste forklaring er, at der de sidste fem-seks år har været et fokus på kønsfordelingen. Det har nok givet flere kvindelige instruktører lyst til at søge. De har måske tidligere lavet tv-serier, hvor kønsfordelingen har været mere ligeligt fordelt, og nu har de så fået mod på at lave spillefilm.”

– Kan I ikke også rose jer selv på Filminstituttet, at der er sket så stort et skred fra 2019 til 2020?

”Nej, det er et resultat af, at vi i Danmark har valgt en model, hvor branchen og støtteinstanserne har indgået et forpligtende samarbejde. Organisationerne, Filminstituttet, uddannelserne og så videre har markant diskuteret og sat fokus på problemstillingen. Så det opfatter jeg som resultatet af en ret bred brancheindsats.”

Sikrer et nyt blik
Claus Ladegaard beklager, at kønsfordelingen på Markedsordningen stadig er meget skæv.

”Man kunne foranlediges til at tro, at der er en forestilling om, at når man skal have et stort publikum i biografen, så er mændene bedst,” siger direktøren.

”Men den mest sete film i 2019 var Jagtsæson af Tilde Harkamp. Paprika Steens Den tid på året trak omkring 350.000 i biografen, og Madklubben havde også et stort publikum, så jeg kan ikke forklare det. Men vi har fokus på det og er selv forundrede.”

Claus Ladegaard understreger, at der mere er tale om et kvalitetsprojekt end et ligestillingsprojekt.

”For os er det et spørgsmål, om vi kan øge kvaliteten i dansk film ved at få flere forskellige film, der ser verden fra andre sider. Jeg håber, at vi kan øge kvaliteten ved at øge diversiteten. Der har været en tendens til, at vi har fortalt historier fra den samme sociale position og med samme kulturelle udgangspunkt,” siger Filminstituttets direktør.

Han fremhæver Dronningen, der er instrueret af May el-Toukhy og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne.

”Hvis en mandlig instruktør havde lavet den film, har jeg svært ved at forestille mig, at krænkeren var blevet gjort til hovedpersonen. De to kvindelige filmskabere har et originalt anderledes blik. Og i Christina Rosendahls Vores mand i Amerika er noget af det spændende de kvindelige bipersoner. Det er den form for kvalitet, som jeg håber, det her ender med at resultere i.”

Målet er ikke nået
Forkvinde for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, glæder sig over nyheden.

”Hvis jeres tal er rigtige, er det en rigtigt god nyhed for os, der har arbejdet så længe for at få mere mangfoldighed ind i dansk film,” skriver Rosendahl i en e-mail.

”Men inden vi jubler for højt, er mangfoldigheden ikke fikset, fordi der kommer flere kvindelige filmfortællere. Køn er vigtigt, men vi er i Danske Filminstruktører lige så optagede af social mangfoldighed, minoriteter og alder med mere,” lyder det fra Rosendahl.

Hun kunne godt tænke sig at vide, hvordan for eksempel støttetildelinger på talentordningen New Danish Screen ser ud i forhold til parametre som social baggrund og kunstnerisk forskellighed.

Ligesom Claus Ladegaard mener Rosendahl, at udviklingen skyldes en større bevidsthed om kønsfordeling i støttesystemet og hos ansøgerne.

”Men det er for tidligt at tale om en klar tendens ud fra et enkelt år. Vi har jo for nyligt set et andet enkelt år, hvor der næsten ingen kvinder var i støttelisterne til spillefilm!” skriver Christina Rosendahl og tilføjer:

”Jeg tror, at Markedsordningen halter bagefter, fordi det er den mest kommercielle ordning. Der er tilsyneladende en barriere i det kommercielle led. Jeg håber, at der kan ske nogen mere forandring dér.”