Portman: Tæt på at opgive karrieren

De fleste kender vel følelsen af, at man venter på et vigtigt opkald. Man går hvileløst rundt om sig selv, tripper lidt på stedet og trækker vejret i et andet tempo, end man plejer. 

Natalie Portman var nærmest holdt op med at trække vejret i efteråret 2004. 

Det var længe siden, at hun var holdt med at tjekke sin telefon, for hendes agent havde ikke meget nyt at fortælle. Star Wars: Episode III – Sith-fyrsternes hævn var på vej, og agenterne i Hollywood talte om, at den film ville æde det sidste af skuespillerens renommé.

Portman, der i 90’erne havde lagt filmverdenen og dens anmeldere for sine fødder med brillant spil i Léon og Alle siger ’I Love You’, oplevede efter snart tre Star Wars-film, at holdningen i filmbranchen til hendes evner som skuespiller havde ændret sig.

”Og det værste er,” siger Portman og smiler med sine små øjne.

”Det værste er, at jeg var forberedt på det. Jeg havde simpelthen øvet mig i, at det ville ske, men jeg vidste alligevel ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.”

Bachelor i psykologi
Den amerikansk-israelske skuespiller ryster lidt på hovedet af sig selv og skænker en kop te op. Vi sidder i en monumental hotelsuite, som er noget større end de fleste af de andelslejligheder, der udbydes i København. 

Lige her i Berlin er intet nu for stort til en stjerne, og Natalie Portman er da også large med sin fortælling.

”Det var simpelthen frygteligt. Mine agenter forsøgte at få mig med i film, hvor instruktørerne sagde ligeud, at de ikke ville bruge mig. Og det var så dér, at jeg rent faktisk kunne bruge min forberedelse,” siger Portman, som 2003 afsluttede en bachelor i psykologi. 

”Jeg læste psykologi, fordi den menneskelige psyke altid har interesseret mig, men også fordi jeg var overbevist om, at jeg ville kunne blive en bedre skuespiller af det og samtidig bedre til at tackle mig selv.”

Alligevel var det ensomt i 2004. Natalie Portman ventede og ventede på et nyt projekt, men hun var bange for, at det aldrig ville komme. 

”Jeg brugte alt, hvad jeg havde lært på uddannelsen, kan jeg godt sige dig,” siger hun.

Redningen
Faktisk var der kun én faglig ting, som skuespilleren kunne hænge sin hat på det år. At den lille film Closer, som hun netop havde færdigindspillet, fik mere og mere buzz rundt omkring, og at nogle mindre brancheblade skrev om hendes genkomst. 

Men der er nu alligevel et stykke fra Closer til tre Star Wars-filmi omtale, var Portmans ræsonnement, og derfor var hun da også tilbøjelig til at følge strømmen.

”Jeg tror, at alle skuespillere oplever at overveje, om de skal droppe deres karrierevej, og jeg kan sige, at jeg var heldig at ramme de rigtige film, da det så allermest sort ud.”

Med de rigtige film mener skuespilleren ud over Closer, som hun endte med at blive Oscar-nomineret for, hovedsageligt

V for Vendetta, produceret af de to Wachowski-søskende. De så noget i Portman og gjorde hende derfor til stjernen i menneskeliggørelsen af fremtidstegneserien. 

V for Vendetta (2006) er en vanvidsfilm, hvor Portman ganske symbolsk genstarter sin karriere ved at blive klippet sig skaldet undervejs.

”Jeg var blevet droppet af den ene instruktør efter den anden, men fordi jeg fik chancen i V for Vendetta, og fordi Closer gik så overraskende godt, kunne jeg kæmpe mig tilbage på den store scene,” fortæller Portman. 

Skuespiltricks
I V for Vendetta (2006) spiller hun med både tårer og galskab. Også selv om hun egentlig ikke er specielt stor fan af netop den strategi. 

”Jeg går meget op i, at man fortolker sin rolle så rent som muligt. At man finder ind i dens psykologi frem for at gå op i de ydre omstændigheder. Det er det, jeg stræber efter med mit skuespil, og det, som jeg arbejder mig ind på i hver eneste film, jeg laver.” 

”Men sommetider må man også gøre noget andet, for at folk ikke bare ser, hvad de forventer. Sommetider må man gå lidt på kompromis med sig selv og lytte uforbeholdent til andre. Og ja, det gjorde jeg nok for at få et comeback,” siger Portman. 

Man må sige, at det virkede. 

Siden 2005 har Natalie Portman været støt stigende i anseelse med en foreløbig kulmination i 2011, hvor hun modtog en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i Black Swan. En fænomenal rolle, hvor Portman som plaget balletdanser driver sig selv længere og længere ud. 

Lærdom
De senere år har skuespilleren kastet sig over mindre projekter. Hun har debuteret som instruktør med A Tale of Love and Darkness, der bygger på den israelske forfatter Amos Oz’ erindringer.

Og så spiller hun med i Knight of Cups, der egentlig er grunden til vores interview i Berlin. Filmen har dansk biografpremiere 24. marts. 

”Min rolle er faktisk ret lille, men jeg har altid gerne ville arbejde med Terrence Malick, fordi hans film har inspireret mig så meget. Oplevelsen var naturligvis slet ikke, som jeg havde forventet, men man aner jo heller ikke, hvad man skal forvente med Terrence,” siger skuespilleren med et smil. 

Hun husker bedst, hvor forvirret hun var under optagelserne.

”Jeg tror, at jeg brugte længere tid på mine voiceover-scener end på at spille skuespil, og jeg tænkte, at det her måske slet ikke ville blive til en film, eller at jeg måske ville blive klippet ud af den,” siger Natalie Portman, der alligevel tog noget vigtigt med sig videre fra Knight of Cups. 

”Da vi var færdige, indså jeg, at jeg kunne bruge Terrences tricks i min egen A Tale of Love and Darkness. Hans film insisterer på, at man kan gøre alting anderledes, hvis man dropper den stereotype filmtankegang, og det var en vigtig lærdom for mig. Det er jo vigtigt, at man bruger sig selv, men også at man lytter til, hvad andre siger,” siger Portman og smiler igen:

”Det har jeg tænkt på mange gange siden 2004.”