Nyhed
11. sep. 2015 | 13:30

Europæiske filmfolk: Tag ansvar for flygtninge!

Foto | www.for-a-1000-lives.eu
Nogle af Europas største instruktører og skuespillere har fået nok af måden, de europæiske politikere håndterer flygtninge på. Derfor kræver de nu handling.

Bier, Vinterberg, Haneke, Oppenheimer og Daniel Craig står alle klar med en opsang til europæiske politikere: Forholdene for flygtninge må ændres nu!

Af Jeppe Mørch

”Dødsfaldene er en direkte konsekvens af EU’s immigrationspolitik. Skylden ligger ikke kun hos menneskesmuglerne: Europa kan ikke nægte en del af ansvaret.”

Sådan skriver førende europæiske filmfolk i et åbent brev til EU og Europas nationale regeringer.

Budskabet er en kraftig opfordring til at stoppe den politiske tøven og tage hånd om, hvad underskriverne kalder ”den værste flygtningekrise siden anden verdenskrig”.

Flygtninge og migranters rejse mod Europa er ofte farefuld. Sommeren har budt på uhyggelige historier, som da en lastvogn med over 70 lig blev fundet i Østrig. Og billedet af den druknede, treårige Aylan Kurdi fra Syrien gik verden rundt.

Ifølge Amnesty er over 23.000 døde på vej mod Europa siden 2000.

Blandt de forløbigt 4200 underskrivere af brevet er instruktørerne Michael Haneke, Mike Leigh, Claude Lanzmann, Joachim Trier, Joshua Oppenheimer, Susanne Bier og Thomas Vinterberg samt James Bond-skuespilleren Daniel Craig.

De gør jeres arbejde
De seneste dage er mange flygtninge og migranter ankommet til Danmark, og det har fået debatten om håndteringen af flygtningekrisen til at blusse op.

I det åbne brev skriver filmfolkene, at det er beskæmmende, at det er private borgere – og ikke politikerne – der hjælper nytilkomne flygtninge:

”De europæiske nationer må stoppe med at modarbejde de individer, grupper og organisationer, der forsøger at hjælpe flygtningene ved ankomsten. De skulle i stedet tage dem til sig som en værdifuld ressource. Disse mennesker gør jeres arbejde.”

Underskriverne foreslår, at EU skaber mulighed for at flygte fra krig og terror på legal vis, så det ikke bliver nødvendigt at risikere livet på rejsen over Middelhavet. Og så ønsker gruppen også, at asylreglerne grundlæggende lempes.

”De europæiske lande må afsætte de nødvendige midler til at sikre, at flygtninge kan arbejde lovligt, få adgang til uddannelse og opbygge et nyt liv.”

Støjberg afviser fordeling
Brevet taler for en fælles europæisk løsning på flygtningekrisen. Og filmfolkene minder om, at EU blev grundlagt med særligt fokus på respekt for menneskerettighederne.

Men indtil videre har de europæiske lande ikke kunnet blive enige om, hvordan situationen skal håndteres. I Tyskland har Angela Merkel åbnet for at tage flere flygtninge. Det samme har David Cameron i Storbritannien.

EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker har foreslået et fælles kvotesystem, som fordeler 160.000 flygtninge over to år.

Men det er ikke alle unionens lande enige i. Mange ser hellere, at EU's grænser styrkes, så landene selv kan kontrollere, hvem der kommer ind.

I Danmark har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg netop afvist Junckers forslag om fordelingen af de 160.000 flygtninge. Støjberg henviser i den forbindelse til Danmarks retsforbehold, der gør, at Danmark ikke er forpligtiget over for en fælles asylpolitik.

Hele det åbne brev til de europæiske politikere kan læses her.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko