Nyhed
30. mar. 2010 | 09:41

Tag med Ekko i fængsel

Kom til snigpremiere på årets danske filmoverraskelse – fængselsdramaet R – og mød filmens instruktører og ”Mureren”.
Af Line Bitsch Herdel

”Mere skræmmende end den Oscar-nominerede franske Profeten, ” skrev chefredaktøren af det ansete, engelske filmblad Sight & Sound, da han for nylig så fængselsdramaet R på en international filmfestival.

Den 7. april kan du selv få syn for sagn, når Ekko inviterer til snigpremiere på årets danske filmoverraskelse.

R er synonym for fangen Rune, der kommer til Horsens Statsfængsel for at afsone en voldsdom. Fængslet er fyldt med æresbegreber, skjulte dagsordener og interne overenskomster, som R forsøger at navigere i.

Filmen er optaget on location, og bortset fra skuespilleren Pilou Asbæk i hovedrollen er de medvirkende primært virkelige fængselsfunktionærer og forhenværende indsatte.

Mød instruktørparret Michael Noer og Tobias Lindholm og den tidligere kriminelle Roland ”Mureren” Møller, der spiller en fremtrædende rolle i filmen og har en væsentlig aktie i manuskriptet.

Arrangementet finder sted i Empire Bio onsdag den 7. april klokken 20.00. Efter visningen fortæller de tre kreative kræfter om filmens tilblivelse. Hele herligheden koster kun 90 kr. og inkluderer guldøl i Empires café.

Billetbestilling på Empires hjemmeside eller telefon 3536 0036, alle dage kl. 12-22. Afhentes senest dagen før.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko