Tag stilling til din alderdom!

De medvirkende i TV 2-dokumentaren Til døden os skiller nyder stor opmærksomhed i disse dage.

De har besøgt København for første gang i årevis for at lade sig interviewe af ugebladene, de bliver genkendt i og omkring den jyske by Tarm, hvor dokumentaren foregår, og deres liv bliver lagt frem i bedste sendetid på en landsdækkende tv-kanal.

At samfundet kan vise interesse for ældre, almindelige mennesker som dem, var hovedpersonerne ikke klar over. Det fortæller dokumentarens instruktører Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen, da de besøger Ekkos kontor i København.

”Jeg tror, der er mange ældre, som føler sig oversete og glemte i samfundet. Da vi skulle caste personer til at være med i dokumentaren, var der mange, der sagde: ’Gud, er jeg spændende?’” fortæller Mira Jargil.

Det kunne instruktørerne kun svare ja til.

”Vi syntes begge to, at der manglede de her fortællinger om ældre mennesker og de valg, den del af livet rummer,” siger Mira Jargil.

Det svære valg
I dokumentarserien, som startede torsdag i sidste uge og vises på TV 2 i aften kl. 20 og næste torsdag, følger vi to ældre par og en ældre dame. De står alle over for den type svære valg, som rammer mennesker sent i livet.

Vi møder 89-årige Anna Bjørslev, som sammen med sin mand har boet i det samme hus hele sit voksenliv. Manden er for nylig gået bort, og svære smerter tvinger hende til at forlade sit hjem og flytte på plejehjem. 

Foruden Anna møder vi parrene Elin & Vagn Nielsen og Rita & Anders Kristensen. For begge par er det manden, at helbredet svigter. Vagn lider af demens, og en blodprop har drænet Anders for kræfter. 

Plejehjemmet synes at være en fornuftig løsning for dem begge, og det ville være en lettelse for deres ægtefæller, som må passe og pleje dem døgnet rundt.

Kvinderne er nemlig friske. De vil rejse, de vil leve. Men hvad skal de gøre? De føler, at de svigter, hvis de sender Vagn og Anders på plejehjem.

Sorterede halvdelen fra
Dokumentar-serien beskæftiger sig med et emne, som Mira Jargil selv havde en frygt for at bevæge sig ind i. Døden og alderdom er ikke noget, de fleste af os har lyst til at forholde os til. Men netop tabuet i emnet gør det til oplagt filmmateriale.

”Der var god mulighed for at blive klogere i hvert fald,” siger Mira Jargil. 

Så derfor begyndte hun sammen med Christian Sønderby Jepsen at kigge efter personer, som de kunne følge. Jepsen talte med sin mor, der arbejder som leder for hjemmeplejen i Tarm, og snart mødte de næsten 100 ældre mennesker i området. Omkring ti af dem fulgte de i to år, og til sidst kondenserede de personerne – eller karaktererne, som instruktørerne benævner dem – ned til de fem, vi følger gennem tre år i dokumentaren.

”Det var vigtigt, at vi fandt nogle mennesker, som stod over for en udvikling og en forandring i deres liv. Det er ikke til at vide, hvad der kommer til at ske, når man arbejder med virkeligheden, og i nogle af de par, vi fulgte, var der bare ikke den fornødne udvikling,” siger Mira Jargil.

Moderne fortællestil
For at tilpasse serien til primetime på TV 2 fokuserede instruktørerne på at gøre hovedpersonernes historier så mainstream som muligt, forklarer Christian Sønderby Jepsen. 

”Dokumentaren handler om det at være gammel og stå over for nogle valg. Det emne skulle vi gøre lige så spændende som alle mulige andre dokumentarer, der måske er mere attraktive, fordi de handler om yngre mennesker. Det synes jeg, vi er lykkedes med, fordi vi i fortællestilen ikke tager hensyn til, at vores medvirkende er gamle,” siger Jepsen og fortsætter:

”Vi benytter i stedet nogle greb, som giver dokumentaren en særlig stemme. Vi bruger dronebilleder, slowmotion og et simpelt soundtrack med kun orgel og kirkeklokker. For det er jo vigtigt at pointere, at vores karakterers valg er lige så svære og livsforandrende som yngre menneskers.”

Af den grund har instruktørparret heller ikke hentet inspiration i dokumentargenren. Forbilledet har været fiktive HBO- og Netflix-serier, hvor karaktererne udvikler sig undervejs.

For at dokumentere udviklingen, mens den skete, krævede det, at instruktørparret var standby i alle tre år. Ofte boede de i området i ugevis, og da parret også danner par privat og har en lille søn sammen, kunne Christian Sønderby Jepsens mor hjælpe dem med børnepasning, mens de var på optagelse.

De var dog aldrig på optagelser sammen. De fulgte hver deres karakterer, og nogle gange var det kun den ene af dem, der opholdt sig i Tarm, mens den anden arbejdede på andre opgaver. Christian Sønderby Jepsen var således udlands, da en af hovedpersonerne under en vital scene ånder ud.

Før det er for sent
Undervejs i serien får hovedpersonerne besøg og hjælp af hjemmeplejen, og seeren får et indblik i den måde, lokalsamfundet i Tarm tager sig forbilledligt af de ældre beboere. Men det er ikke en repræsentativ del af Danmarks ældreområde, serien foregår i, understreger Christian Sønderby Jepsen, der selv er opvokset i Tarm.

”Beboerne i et lokalsamfund som Tarm føler, de har flere forpligtelser over for de ældre end andre steder i Danmark, tror jeg. Hjemmehjælpen sender ikke en ny person hver dag, og vi er i en del af landet, hvor hele familien bor i området og kan hjælpe meget til,” siger han.

Dokumentarserien er altså ikke ude efter at kritisere ældreområdet i Danmark, som regeringen gentagne gange har skåret ned på. Derimod er det målet, at vi skal tænke mere over selv at tage affære, inden det er for sent. Det er nemlig ikke kun familien og det offentlige, der skal bære os igennem alderdommen.

”Hele livet vil vi have mere og mere. Mere i løn, federe job, bedre bolig, større bolig og større bil. Til sidst sidder man måske dér i sit kæmpestore hus, men din ægtefælle er gået bort, og du er blevet for gammel til at tage vare på dig selv,” siger Christian Sønderby Jepsen og fortsætter:

”Når du havner i sådan en situation, presser du dine nærmeste til at vælge for dig. Der er det bedre selv at have tænkt over, hvordan man vil nedskalere. Det vil fjerne en masse negativ energi. Måske skal man flytte ind i et mindre hjem, måske en ældrebolig, hvor man kan få nogle relationer med andre mennesker. På et plejehjem er det ofte for sent. Der er folk tit for dårlige og svage.”

I orden at være tvær
– Har I selv gjort jer tanker om alderdommen?

”Tidligere havde vi begge en berøringsangst for alderdommen,” indrømmer Mira Jargil og fortsætter:

”Vi ved jo ikke, hvornår eller hvordan vi skal dø. Måske oplever vi slet ikke at blive gamle. Man kan bruge dokumentaren til at tænke over de valg, vi står med nu og her. Det er tankevækkende, at noget, der er så simpelt som alderdom og død, kan være så let at ignorere.”

”Jeg tror, det er vigtigt at bevare livsglæden,” supplerer Christian Sønderby Jepsen.

”Der er jo ikke nogen, der gider besøge den gamle, sure mand på plejehjemmet. Det er selvfølgelig ikke fedt at tænke på, at man har haft bedre tider, men man må tvinge sig selv til at tænke på de gode ting, man trods alt har.”

”Men omvendt skal man også have lov til at være tvær engang imellem,” indvender Mira Jargil og fremhæver et eksempel fra filmen, hvor Anders Kristensen er på aflastning på plejehjemmet. Han er sur og siger ikke meget, da han får besøg af sin søn, som prøver at løfte stemningen ved at kommentere på det gode vejr. 

”Jeg kan godt tage mig selv i at gøre det samme og kommentere på det gode vejr, når jeg besøger min morfar. Men måske skal man også bare nogle gange sige, ja, det er sgu ikke heller ikke sjovt,” siger Mira Jargil.

”Det er også grunden til, at det er så vigtigt at fortælle historien fra forskellige perspektiver,” siger Christian Sønderby Jepsen. 

”Alle mennesker ser verden fra deres eget perspektiv. Hvis man ikke kan forstå et andet menneskes synspunkt, så kan man ikke mødes. Og så vokser broen mellem mennesker. Derfor handler alderdom vel også om at være åben og tale om, hvilke forventninger man har til hinanden.”

Andet afsnit af Til døden os skiller sendes på TV 2 torsdag den 18. februar klokken 20.