Oppenheimer til Herzog: Tak for modet!

”Jeg var midt i de sidste mundfulde morgenmad og havde en taxi ventende, da Joshua skyndte sig ind i restauranten, åbnede sin bærbare og viste mig de første ti minutter af The Act of Killing. Jeg vidste med det samme, at jeg aldrig ville se noget lignende.”

Sådan hverver man en legende.

Den berømte tyske filmskaber Werner Herzog (Grizzly Man, Fitzcarraldo) var så begejstret for Joshua Oppenheimers The Act of Killing, at han sammen med et af dokumentarbranchens andre koryfæer, Errol Morris (The Thin Blue Line), blev executive producer på filmen.

Og de to har været med til at få filmen vist over hele verden, hvilket skaffede den en Oscar-nominering.

Det hjælper at have et stort navn. Det gjorde det også fredag, da Grand Teatret i København arrangerede en særvisning af Oppenheimers opfølger The Look of Silence, hvor instruktøren sammen med Herzog besvarede spørgsmål fra salen.

Mange publikummer havde set filmen i forvejen, men billetterne blev alligevel revet væk – også til ekstravisningen.

Hvis Nazityskland havde vundet
The Look of Silence tackler det samme folkemord som The Act of Killing, men denne gang fra ofrenes synsvinkel. Filmen vandt hovedprisen på Cph:Dox-festivalen, og Ekkos Lee Marshall kvitterede med topkarakter og kaldte den ”en modig kamp for sandhed, håb og humanisme”.

Efter visningen af filmen i Grand træder Joshua Oppenheimer og Werner Herzog op på scenen foran lærredet.

Det er The Look of Silence, som er i fokus – og dermed Oppenheimer, der får mest taletid. Men Herzog giver ivrigt sit besyv med. Da Indonesien bliver sammenlignet med et Nazityskland, hvis det havde vundet Anden Verdenskrig, stemmer han i på sit karakteristiske engelsk.

”Filmen har stor betydning for mit land. Hvordan kan det være, at disse ting sker igen? Hvordan kan der være sådan et kollektivt hukommelsestab?” spørger han.

Øjeblikke af stilhed
Der er masser af hænder i luften i salen, så Werner Herzog tager den lette løsning og nøjes med at række mikrofonen til de forreste rækker.

En kvinde spørger, hvordan man filmisk kan dokumentere noget uhåndgribeligt – usynligt.

Joshua Oppenheimer svarer igen med et retorisk spørgsmål: ”Det første, jeg tænker, når jeg hører spørgsmålet er: Handler film ikke altid om noget usynligt? Selv når det starter med noget synligt, er der et mysterie bag. Er det ikke nødvendigt?”

Herzog nikker.

”Jo, en kontrast er journalistik. Dokumentarisme har alle de værste træk fra journalistik,” forklarer Herzog, der har 25 dokumentarfilm på cv’et.

”Men så kommer der pludselig en film med et stort mysterium og noget ukendt – noget, der stadig giver genlyd i én, når man er gammel og tænker tilbage, omringet af sine oldebørn,” siger Herzog og tilføjer:

”Det, jeg elsker ved The Look of Silence, er, at der er øjeblikke af stilhed, hvor der ingenting sker, og hvor vi – som publikum – tænker fremad og udvikler historien med unsere eigene Macht.”

Bødler og ofre
Det måske mest opsigtsvækkende træk ved Oppenheimers hårdføre humanisme er, at den tvinger publikum til at føle med både ofre og bødler.

Netop det bliver han spurgt om.

”Jeg nægter at fordømme mennesket som et monster, for det ville være at give efter for eskapisme. Jeg forsikrer mig selv om, at jeg ikke kunne gøre sådan noget, men jeg ved, at det er heldigt, at jeg ikke bliver tvunget til at finde ud af det,” indrømmer Joshua Oppenheimer.

En mand i salen vil vide, hvad executive producer-rollen indebar.

Herzog forklarer, han undervejs kom med små forslag, men ellers bare har støttet Oppenheimer, som – understreger Herzog – ikke havde for megen hjælp.

Komplimenterne går også den anden vej.

”Jeg ville gerne kreditere Werner på alt, hvad jeg laver. Om ikke andet, så fordi jeg ikke ville være en filmskaber uden Even Dwarves Started Small, Strozcek og Gåden om Kasper Hauser og Heart of Glass og Nosferatu og ...”

Herzog afbryder med et skævt smil: ”… og Bad Lieutenant.”

”… og Bad Lieutenant. Han har været med mig her og der. Tak for modet!”