Talent af den rette støbning

Frisuren er hip. Det ser ud, som om han har barberet sit hoved fodboldprikket, men han griner, da jeg kommenterer det, og fortæller uhøjtideligt, at han på et tidspunkt fik en hudsygdom, der gjorde, at alt hår faldt af. Nu er det ved at komme tilbage ... pletvist. Det rører ham ikke, siger han. Faktisk er han stolt over sit "varemærke", som han kalder det.

Mads Matthiesen er mødt op til et nærstudie af fænomenet: en Super16'er. Han er instruktør på det nuværende Hold 4 på filmuddannelsen Super16, der har udviklet sig til et seriøst alternativ til Den Danske Filmskole.

Og hans film Dennis er ikke blot blandt de ti udvalgte kortfilm, men pryder også forsiden af dvd'en Super16: Best Of 1999-2007, som udkommer sammen med EKKO #39.

Nedkæmper virus
Man skal være gjort af et særligt stof for at være Super16'er. Uddannelsen er ikke SU-berettiget, så mange har fuldtidsarbejde ved siden af. "Eleverne" sparker deres egne penge i filmprojekterne, trækker på frivillige kræfter i filmbranchen og planlægger selv deres undervisning. I bagagen har mange Super16'ere et eller flere afslag fra Den Danske Filmskole, så det er ikke folk, der tager et nej for et nej eller lader sig slå ud af modgang.

Denne ukuelige fighterånd er Mads Matthiesen (f. 1976) indbegrebet af. For nogle år siden fik han konstateret sukkersyge, og mens han var i gang med at lave sin midtvejsfilm Dennis, lagde han sig med en sønderlemmende virus, der gjorde, at den i forvejen spinkle mand tabte tolv kilo og gik rundt i en konstant feberrus. Lægerne kløede sig febrilsk i hovedet og undersøgte ham, mens de foretog den ene kikkertundersøgelse efter den anden uden at kunne finde ud af, hvad der var galt. Til sidst tog Mads sagen i egen hånd.

"Det lykkedes mig at nedkæmpe virussen, og efter to måneder var jeg i stand til at fortsætte indspilningerne," konstaterer han nøgternt.

Næste stop: Gedser Station
Mads beretter om en forholdsvis almindelig barndom, med den obligatoriske skilsmisse og et miljøskift fra Bagsværd til Hellerup, da han var tolv år. Gymnasietiden tilbragte han på det kreative gymnasium Aurehøj.

Han drømte om at blive skuespiller, og sammen med vennen Henrik Lorentzen satte han forskellige teaterstykker op på skolen. På et tidspunkt tog musikken over, og sammen med sine venner fra Bernadotteskolen etablerede han et band, som spillede rockpunk. Bandet blev spået en lovende karriere, men da de skulle til at skrive pladekontrakt, blev bassisten forelsket og drog i stedet til England - og bandet gik i opløsning.

Mads Matthiesen blev student i 1996, og efter at have været bud, opdraget uvorne unger som lærervikar og suppleret studentereksamen med HF-enkeltfag besluttede han sig for, at han ville lave en film.

"Jeg lavede min første film i 1998 sammen med vennerne. Filmen, som jeg selv havde skrevet, blev optaget på Gedser Station, der har en meget gammel remise. Filmen handler om en rig forretningsmand, der går i stå i sin bil in the middle of nowhere. Han finder en station og møder en mand, som roder op i hans fortid, så han indser nogle tinge, han burde gøre."

"Det var herrefedt. Vi boede på stationen, en af vennerne lavede mad, vi drak os fulde om aftenen og optog om dagen."

Filmskolen: Første forsøg
Mads Matthiesen søgte herefter ind på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og gik på skolen i 1998-1999.

"Man bor på et rum med en anden, folk er vildt unge og vildt umodne, der er en enorm konkurrence, alle tror de er verdensmestre, og så kan man ikke slippe væk fra hinanden. Det er ret forfærdeligt, men samtidig mødte jeg også rigtigt mange af de mennesker, jeg arbejder med nu," fortæller Mads Matthiesen.

Efter Filmhøjskolen arbejdede Mads som produktionsassistent på Nordisk Film og lavede film ved siden af. I 2002 søgte han ind på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole.

"Jeg kom lige akkurat ikke ind, men jeg havde et rigtig godt møde med instruktørlæren Carsten Fromberg, der sagde, at jeg bare lige skulle have lidt mere erfaring. Det gav blod på tanden."

Filmskolen: Andet forsøg
Mads Matthiesen brugte ventetiden på et meget ambitiøst filmprojekt, Descent (som betyder "nedstigning" eller "synken/dalen"), med Pauli Ryberg og Charlotte Munksgaard i hovedrollerne.

"Filmen, en telefonsamtale, foregår i en af de gamle torpedohaller, som på det tidspunkt var tomme. Det skal forestille et hotelværelse, der bliver oversvømmet af vand. Meget ambitiøst, ikke?" siger Mads Matthiesen og griner: "Vandet pumpede vi ind i nogle containere og derfra ind i værelset, som var totalt el-sikret, og alligevel gik alle rundt og fik små overfaldestik. Det holdt folk på mærkerne."

Descent skulle fungere som adgangsbillet til Filmskolen, og Mads regnede den for så godt som sikker. Sådan skulle det dog ikke gå.

"Jeg kom ikke engang til samtale! Jeg var mega pissed på skolen, fordi jeg følte, at de havde lovet mig noget sidste gang. Carsten Fromberg var der ikke mere, og nu var det nogle andre, der sad og tog stilling. Jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville søge ind igen. Det er nærmest et totalt lotteri, for det er folk med vidt forskellig smag, der sidder og vurderer, og det er jo tilfældigt, om man lige rammer det pågældende udvalgs smag," siger Mads og tilføjer, at Descent ironisk nok har været på 25 festivaler over hele verden og er blevet enormt godt modtaget.

Det akademiske miljø
Mads Matthiesen vidste, at hvis han skulle arbejde med film, skulle han instruere. Og da han var træt af de jobs, han lavede i filmbranchen, søgte han ind på Litteraturvidenskab. Hvorfor ikke Film- og Medievidenskab?

"Fordi Litteraturvidenskab efter min mening er den mest grundlæggende humanistiske uddannelse, og fordi jeg kan være ved at eksplodere over den akademiske tilgang til film, hvor man hiver alt muligt ud af filmene, der aldrig har ligget i dem. Det akademiske miljø kan være sindssygt fortænkt, men det har åbnet mine øjne og gjort mig klogere at læse litteratur," siger Mads Matthiesen, som i dag skal til at skrive sit speciale.

Mens Mads studerer, fortsætter han med at lave film, blandt andet Når man vågner (2005) med Laura Drasbæk og André Babikian, som handler om forhold, der går i stykker. Og da han bliver direkte opfordret til at søge ind på Super16, slår han til, selv om bare tanken om optagelsesprøve vækker nogle dårlige minder om Filmskolens afslag.

"Hold op, hvor var det en lettelse at blive optaget. Jeg besluttede mig for at fortsætte litteraturstudiet, så nu lever jeg af min SU og en lille pose penge, som jeg arvede fra min farfar, der døde for tre år siden. Det var en rigtig beslutning, for at være studerende samtidig med Super16 er mere fleksibelt end at have et fuldtidsarbejde, som nogle af de andre fra Super16 har," siger han.

Venedig kalder
Flere af Mads Matthiesens film har været dybt personlige og stemningsbårne og derfor måske knapt så publikumsimødekomne. Da han startede på Super16, besluttede han at gøre sit filmsprog tydeligere.

"Jeg vil gerne have mine film til at være ekstremt personlige, men samtidig skal de heller ikke være så tæt på mig selv, at jeg er den eneste, der forstår dem," griner han.

Mum, hans første kortfilm på Super16 (2006), handler om et retarderet par, hvor pigens kat dør, og hendes kæreste træffer en voldsom beslutning for at gøre hende glad igen. Det får fatale konsekvenser.

"Filmen er blevet meget klar i sit udtryk, og samtidig er tematikken universel. Mum handler om at være utilstrækkelig, at føle sig utilstrækkelig og prøve at gøre sit bedste, men er det godt nok? Det er tanker, alle går og tumler med," siger Mads, som fik filmen udtaget til Venedig Filmfestival i kortfilmkategorien.

"Min film nummer to i Super16 - midtvejsfilmen - blev en blanding. Jeg vender tilbage til det personlige stof, men er samtidig klar og tydelig over for mit publikum," siger Mads Matthiesen om Dennis, der handler om den generte bodybuilder Dennis, som bor hjemme hos sin mor. Han forelsker sig i en pige, som absolut ikke er interesseret i ham og trækker ham med til en fest for at gøre ham til grin.

"Det er scenarier, jeg klart kender fra mig selv. Den triste ensomhed, man kan opleve som barn, usikkerheden over for piger, da man var teenager, mobning, det at blive gjort til grin. Det er ikke, fordi jeg specielt har været udsat for mobning, men jeg har set mig selv mobbe og kender til det, at man bliver revet med af stemninger."

Lav en spillefilm!
I midtvejsfilmen har alle Super16-instruktører haft en mentor. Thomas Vinterberg var Mads' mentor.

"Jeg holdt et møde med ham i starten, han så mit manus og gav kritik. Han var også med i klippefasen, hvor han var rigtig god. Han ville have min karakter til at eksplodere noget mere, og jeg prøvede også, men det virkede ikke rigtigt. Mange af mine karakterer får aldrig deres ting ud. Det blev jeg meget bevidst om, da Thomas satte ord på de ting, jeg gør. Det har sat tanker i gang - om at vove noget mere næste gang."

"Vi har jo lige været i New York med vores midtvejsfilm, og der mødte jeg den 82-årige Frank Corsaro, som er tidligere forstander for Actors Studio og blandt andet har været coach for Robert De Niro. Han sagde til mig: 'Lav Dennis til en spillefilm.' Det var en stor optur," siger Mads Matthiesen og tilføjer, at også Super16-film blev godt modtaget - et bevis på, at historierne er universelle og rammer et bredere publikum.

Et dokumentarisk udtryk
Med Dennis har Mads Matthiesen søgt et dokumentarisk udtryk. Filmen blev skudt med to videokameraer, og der blev ikke sat lys op, hvilket gjorde optagelserne meget fleksible. Og amatører blev blandet med professionelle skuespillere.

"Det giver en god dynamik. Den professionelle bliver påvirket af mødet med en 'rigtig' person, og samtidig har amatøren den professionelle skuespiller at læne sig op ad," siger Mads Matthisen og forklarer, at han bruger meget lang tid på at finde frem til de rette personer til rollerne i sine film.

"Hovedrollen i Dennis var en stor udfordring. Castingbureauet ArtCast infiltrerede bodybuildermiljøet, og vi holdt nogle lange castingdage på Nordisk Film, hvor den ene store, muskuløse mand efter den anden dukkede op. Da Kim Kold kom til den tredje casting, var jeg ikke i tvivl. Man kunne se det i hans øjne. Han brændte igennem, og på trods af, at han som person er meget udadvendt og glad, kunne han sagtens forstå og bevæge sig over i den usikre stille type, som Dennis er."

Kunsten at instruere amatører
"Med amatører er det vigtigt, at de kan modtage instruktion og følge idéen med filmen. En af mine teknikker er at kende dem rigtigt godt. Det er afgørende, at jeg kommer ind under huden og lærer om deres styrke og svagheder. Jeg skal helst kende lidt til deres personlige smerte, for på den måde ved jeg, hvordan jeg kan få forskellige følelser ud af dem," siger Mads Matthiesen, som er bevidst om, at der skal tages særlige hensyn til amatører.

"Der hviler et ekstra ansvar på ens skuldre. Jeg tager nogle mennesker med ind i mit univers og skubber dem ud, hvor de måske aldrig har været før. Det er jeg meget klar over, og jeg forsøger altid at give lige så meget af mig selv som det, jeg forlanger."

"Kim Kold var fantastisk at arbejde med, og jeg glemte næsten under optagelserne, at han aldrig havde prøvet at spille skuespil før. Eller måske har han netop: At stå på en scene til en bodybuildermesse i Tyskland med 10.000 mennesker er vel også en slags skuespil!"

Næste film
Mads Matthiesens tredje og sidste kortfilm på Super16 kommer til at handle om en mor og hendes teenagedatter.

"Det er en klassisk historie om en mor, der har store ambitioner på datterens vegne, og den foregår i et opadstræbende forstadsmiljø. Filmen handler om, at datteren af alle kræfter prøver at indfri forventningerne og dermed kommer til at gøre noget, der ikke er godt for hende selv," siger Mads Matthiesen, der er gået i gang med at finde skuespillere til filmen, som har premiere næste år.

Læs mere om Super16 i EKKO #39.