”For mange velnærede middelklassebørn”

Det er fem år siden, Ekko sidst satte Jakob Høgel i den varme stol. Her stillede han et uforbeholdent krav til sig selv.

”Jeg vil ikke kunne leve med, hvis ikke jeg om ti år kan se, hvad New Danish Screen har gjort for dansk film,” sagde han. Og tilføjede, at hvis der ikke var noget, som havde slået markant igennem og gjort en forskel, så ville han ikke have gjort sit arbejde godt nok.

Da vi sætter ham stævne på Ekkos kontor for at gøre midtvejsstatus – på året hvor New Danish Screen-ordningen fylder ti – har han dugfriske tal med. Tal, som kan ses som en slags indikator på ordningens succes, men som talentchefen selv vender til en overraskende konklusion: New Danish Screen har sejret sig selv ihjel!

”Det er vores opgave at sørge for, at talenter i mange forskellige retninger får mulighed for at vise, hvad de kan,” fortæller Jakob Høgel.

”Inden for de sidste ti år, har vi optalt, at over to tredjedele af de talenter, vi har støttet, er kommet videre med at lave film på samme niveau eller højere. Det er faktisk så højt et tal, at vi har overvejet, om det er for mange.”

– For mange?

”Man kunne argumentere for, at hvis 100 procent af dem, vi støttede, gik videre, hvad skulle vi så være der for? Det lyder lidt hårdt, men hvis man vil prøve ting af, kan man ikke gøre det uden spild.”

– Så det er ligefrem godt, der er spild?!

”Der er et benhårdt konkurrencesystem. Der er 200 kortfilm og måske kun to-tre debutantspillefilm i Danmark om året. Så et sted skal selektionen jo ske.”

Succes med nyrealisme
Men selvom New Danish Screen har hjulpet så mange filmtalenter videre, at det ifølge chefen selv næsten er for meget af det gode, kan man samtidig diskutere, om Jakob Høgel har nået sit mål om det ”markante”, der skulle ”gøre en forskel”.

Kun få film har tilranet sig betydelig opmærksomhed, og særligt blandt fiktionsfilmene er der langt mellem festivaludmærkelser og kritikerros.

Men hvad synes Jakob Høgel selv? Har han bestået sin egen test?

”I meget eget virke har en nyrealisme manifesteret sig klokkeklart med Michael Noer, Tobias Lindholm og sådan set også Martin Zandvliet. Selv den canadiske kritiker Todd Brown, der ellers altid punker os for ikke at støtte flere genrefilm, måtte erkende, at dansk drama endnu engang har formået at forny sig.”

”Det er den mest tydelige bølge, men i forhold til individer, der stikker ud, har vi stadig en udfordring.”

”Drama er en hovedvej i dansk film, og det er svært at finde talenter, der formår at lave noget, der stikker ud. Talenter, som også har lyst til at blive ved med at gøre det efter deres film på New Danish Screen, så man ikke går direkte fra eksperimenter til parforholdsfilm.”

Gigatalentet Munch-Fals
Michael Noer og Tobias Lindholm slog igennem med R gennem New Danish Screen. Martin Zandvliet gjorde det samme med Applaus.

Men ellers er det dokumentarfilmene, der umiddelbart stikker i øjnene, når man kigger listen igennem over film støttet på New Danish Screen under Jakob Høgel: Ambassadøren, Sort hvid dreng, Ønskebørn, Side om side (Ekko-dvd #23) samt Moon Rider og Ballroom Dancer (Ekko-dvd #26).

Jakob Høgel har selv en baggrund i dokumentarmiljøet som producer på Cosmo Doc og tidligere dokumentarkonsulent på Det Danske Filminstitut. Skinner det igennem i hans virke? Er han enig i, at dokumentarfilmene står stærkest?

”Nej, det er jeg ikke. Vi kigger på filmene, men også på personerne bag. Og for at nævne én: Mikkel Munch-Fals. Et gigatalent! Jeg kan godt forstå, mange står af på Smukke mennesker, men der er også nogle, der elsker den dybt og inderligt.”

”Dér har pressen også en rolle i forhold til at markere en hovedvej. Noer, Lindholm og Zandvliet giver tydeligt en fornemmelse af en stemme, men deres film passer også godt med, hvad vi herhjemme forestiller os, at en god film skal være. Og der er det vigtigt for mig at forsvare Munch-Fals, der står et andet sted.”

Endnu en skør opfinder
– Da vi skulle udvælge nogle af de kortere film til den dvd, vi netop har udgivet med film fra New Danish Screen, havde vi svært ved at finde oplagte, korte fiktionsfilm. Når du selv kigger listen igennem, er de korte fiktionsfilm så interessante nok?

”Det synes jeg helt klart. Vi laver færre film nu, end vi gjorde tidligere, så der er ikke lige så meget at vælge imellem. Men min oplevelse er ikke, at kvaliteten er gået ned.”

”En film som Johan Oettingers Seven Minutes in the Warshaw Ghetto er i mine øjne en kæmpe succes. Han er ikke en del af hovedvejen, for hvem laver en sort-hvid film om Warszawas ghetto i en så ung alder? For ham står der måske ikke lige finansiering til en spillefilm og venter, men vi vil hjælpe ham alt det, vi kan.”

– Men har du ikke oplevet det som et problem at rådgive om fiktion, når du ikke har erfaring med det?

”Jeg har selvfølgelig hurtigt skullet tillære mig for eksempel at læse fiktionsmanuskripter. Men da Kim Leona og jeg var på ordningen sammen, havde vi faktisk den oplevelse, at jeg havde været mere heldig med fiktion og hun med dokumentar.”

”I hvert fald kunne jeg se, at nogle kom med dokumentarprojekter, hvor jeg med min baggrund som producer tænkte: ’Nej nej nej, ikke et eller andet portræt af en skør opfinder.’ Men det blev til Opfindelsen af Dr. Nagamats, andet blev til Side om side og andre topgode dokumentarfilm, hvor der – for at være helt ærlig – var noget i mig, der strittede til at begynde med.”

Skal stå på egne ben
– Du er på mange måder eksperimenternes mand. Er der i virkeligheden et modsætningsforhold mellem din tilgang og den kommercielle del af filmbranchen?

”Nej, for hvad er kommercielt? Dem, der prøver at regne den ud, mislykkes som regel. Og hvem skulle have troet, at Zandvliet, Noer, Pernille Fischer Christensen og Christoffer Boe skulle have kunnet tiltrække et større publikum.”

”Der har været en tendens til, at Filminstituttet skulle newdanishscreen-ificeres, og det er jeg faktisk meget imod. Der er en periode, hvor man som kunstner skal have lov ikke at tænke i publikumstal. Men kun i en vis periode, og så er det ud og gøre sig ved kasseapparaterne. Zandvliet, Noer og Lindholm har formået at gøre det på én film.”

– Hvad er eksemplerne på det modsatte?

”Der er jo en tænkning om, at den anden film er sværere end den første. Det er også rigtigt, men man er også nødt til at sige, at man skal passe på dem, der i for lang tid får personlige hensyn.”

– Hvem tænker du på?

”Nu talte vi om Christoffer Boe tidligere, og der har været interessante film imellem, men …”

– Simon Staho?

”Ja, de er begge store og vigtige folk i dansk film, men der er noget med, hvordan man behandler dem i mellemtiden.”

– Får de for lang snor?

”Det er svært. Men vi skal ikke behandle folk som talenter hele deres liv. Der er et tidspunkt, hvor man skal kunne stå på egne ben. Ellers er systemet unfair.”

– Så man skal ikke lave seks film, der hverken sælger billetter, får gode anmeldelser eller kommer til festivaler?

”Nej, og det blik er helt fair at have på de film, der er på konsulentordningen. Jeg insisterer bare på, at blikket skal være et andet på New Danish Screen.”

– Er det ikke mere lærerigt at lave en film ud fra samme parametre, som man bliver tvunget til at gøre senere?

”Vores statistik siger det modsatte. Folk kommer igennem. Min hovedbekymring er, om de kommer igennem med deres fulde sanseapparat i behold, og om vi har diversitet nok i dansk film.”

Danmark er ikke et showland
R, Applaus og Smukke mennesker har alle tre-fire år på bagen. Og det er fristende at spørge, hvor den næste bølge af markante gennembrud fra New Danish Screen er henne.

Jakob Høgel peger på to navne, hvis første spillefilm er på vej. Fenar Ahmad (Megaheavy, Den perfekte muslim), som til foråret debuterer med en film om Nørrebro og rap på en måde, som vi ifølge talentchefen ikke har set før. Og Søren Balle, der laver en romantisk, jysk komedie fra Hirtshals.

Det er ikke talentmassen, der er problemet, fastslår Høgel.

Men spørgsmålet er, om New Danish Screen sommetider i sig selv er en hindring for talenternes frie udfoldelse. Nogle talenter savner den intuitive energi, de laver film med tidligere i deres spirende karrierer, for eksempel på filmværkstederne. Og når man ser nogle af filmene, der kommer ud fra New Danish Screen, kan man også savne en vitalitet og fandenivoldskhed.

”Det kan jeg slet ikke nikke genkendende til. Hjerteblodet er altafgørende for os,” slår Jakob Høgel fast.

”Meget af det handler om at spørge dybere til, hvad det er, talenterne vil med filmen. For noget kan man gøre med vennerne på energi og friskhed og uden budget. Og der er det en krævende overgang for nogle at arbejde med professionelle, der skal gå klokken fire og have frokostpauser.”

”Der er en vis udholdenhedstræning i at tilpasse sig til branchen. For eksempel at kunne gennemskrive sine manuskripter og ikke skifte ud i holdet hele tiden. Det er ekstremt vigtigt, når man senere skal lave spillefilm eller tv.”

– Hvad er jeres primære opgave: At forny filmsproget eller gøre talenterne klar til den rå markedsvirkelighed?

”Det er nok halv-halv. Og jeg synes, det er vigtigt, at det ikke bliver et stort selvpromoveringsshow, hvor folk bare lærer at begå sig på de bonede gulve. Der er Danmark jo heldigvis ikke et showland, det er ikke amerikanske forhold.”

Fiaskoerne
– I branchen mener nogle, at I på New Danish Screen bliver for skolemesteragtige. Hvad siger du til det?

”Der er måske nogle af dem, der ikke får støtte, som spørger, hvorfor der ikke bare blev taget stilling til deres ide meget tidligere i forløbet. Men det er vi ikke sat i verden for.”

”Vi tager også stilling til personer, hold, ambitionsniveau og de ting, de tidligere har lavet. Vi mødes med dem mange gange, før vi finder ud af, om de skal have støtte. Og vi sidder jo i en autoritetssituation, så der vil være alle mulige oplevelser.”

”Der kan være noget i det med, at systemet er tungere, jo længere man kommer i systemet. Men I må komme eksempler, hvis det er det med hjerteblodet.”

– Så lad os tage en instruktør som Daniel Borgman. Han laver Berik, som kommer til Cannes, men laver så Brainy, hvor man tænker: ’Hvad skete der lige der?’ Der kan det virke, som om han får at vide, han skal lave endnu en kortfilm, før han må lave en spillefilm. Og derfor bliver det mere af pligt.

”Han kom med en klar intention om at lave en kortfilm. Jeg synes ikke, Brainy er en fremragende film, men det har været vigtige lærepenge for ham, ikke mindst fordi oplægget kom fra en forfatter, som han så skulle skrive videre på. Der var manuskriptudvikling i det for ham.”

– Det lyder generelt, som om I ikke måler fiaskoer på hverken anmeldelser eller festivaler. Hvad er en fiasko for jer?

”Det er, når talenternes stemmer ikke står tydeligt nok frem. Hvor det simpelthen ikke er klart nok, hvad den her instruktør kan. Det er der en del eksempler på.”

– Hvilke?

”Manyar Parwanis Himlen falder er et eksempel på, at det ikke lykkedes. Der var simpelthen for mange ambitioner hældt ned over et stakkels projekt – fra distributører og alle mulige andre.”

– Nu er det næsten synd, hvis Parwani skal stå alene. Hvem har ellers ikke lykkedes?

”Jeg kan nævne Lærke Lauta og Martin Werner, der kom fra henholdsvis billedkunst og reklame.”

”Martin laver en film, Bosporus, med et personligt ærinde, men han er vant til at lave reklamefilm på en upersonlig måde, og her fik han det ikke til at klikke. Og med Lærke er det uomtvisteligt, hvad hun kan inden for videokunsten, men at møde den store filmmaskine er ikke altid nemt, og hendes Nogle gange kommer vinteren om natten stiller sig et underligt midtersted.”

Sporskiftere med blandet held
Efter 2008-interviewet i Ekko kom Jakob Høgel i fedtefadet, fordi han foreslog, at han ville lokke kreative til filmmediet fra andre fag som netop billedkunst og reklamebranchen.

Udsigten til, at mere af den ombejlede filmstøtte skulle gå til folk, der måske kun var på strejf i filmbranchen, var ikke lige populær alle steder. Og i dag mener Jakob Høgel da heller ikke, at forsøget med de såkaldte sporskiftere har været en ubetinget succes.

”Filmskolen har været meget ude med riven, og det er da også tydeligt, at der er flere sporskiftere, der ikke kommer videre med film efter den første.”

– Man kunne for eksempel tage Christoffer Emil Bruun, som har fået støtte hos jer. Blev han talentudviklet til kronikredaktør på Politiken?

”Han er frafalden, ja, men vi håber, han kommer tilbage. Han har et overblik og en måde at se tingene på, som vi nogle gange savner i dokumentarbranchen. Men sådanne eksempler skal vi ikke have for mange af, det er helt klart. Fotografen Joachim Ladefoged (der lavede kortfilmen Mirror, red.) har været Filmskolens hovedeksempel.”

– Så du har trukket den strategi lidt tilbage i forhold til sidste interview?

”Ja, men vi skal finde en balance. For filmbranchen skal heller ikke være et selvopretholdende kredsløb af folk, der bare er og taler film.”

Filmskolens udfordringer
En væsentlig årsag til Jakob Høgels sporskifte-strategi var, at han ikke mente, at Den Danske Filmskoles afgangselever havde været stærke nok de seneste år. Har Filmskolen ifølge talentchefen oppet sig siden?

”Det er blevet bedre. Der var nogle årgange, der var præget af rod, skift i lærestaben og andre ting. Der er kommet mere stabilitet.”

”Det er ikke på den måde, at alle afgangsfilm bare har løftet sig to takker. Men de hold, der kommer ud, og den måde, de går til deres metier på, er anderledes. Så kan man diskutere, om det er de rigtige, der overhovedet kommer ind, om der er skrald nok på og alt muligt andet.”

– Du antyder, at det er de forkerte, der kommer ind?

”I forhold til diversiteten i film synes jeg, at Filmskolen kunne gøre mere. Men i forhold til, hvordan de kommer ud fra skolen og er rustet, er det blevet rigtigt godt.”

– Hvad mener du med diversitet her?

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg sige, at film er et sted for velnærede middelklassebørn med personlige problemer. Det kan man sagtens lave gode film på, og jeg vil ikke ramme nogen enkeltpersoner, men jeg kunne godt savne, at indtaget i dansk film havde en anden bredde.”

– Mener du flere indvandrere, flere fra socialklasse fem?

”Lige indvandrere har Filmskolen gjort et rigtigt stort og gennemgribende arbejde for. Det er diversitet på alle ledder og kanter, men ikke på en politisk korrekt måde, og jeg er pisse ligeglad med kvoter. Det kan også handle om interessen for, hvad levende billeders fortællinger kan være. Dér synes jeg stadig, at sigtet er utrolig snævert rettet mod spillefilm, når man tænker på, hvordan medievirkeligheden ser ud.”

Pænt og ensartet
– Der har vel også manglet folk fra Filmskolens instruktørlinje, som virkelig er slået igennem?

”Ja. Rúnar Rúnarsson var helt oplagt i spillefilmkategorien, og det er der en del, der ikke er. Selv når man synes, ideen er god nok i sig selv, så er der mange, hvor vi ikke synes, de kan håndtere det.”

– Mener du virkelig, at de efter fire år på Filmskolen ikke kan håndtere en spillefilm?

”Det er da sket, ja. Og dér tror jeg, det hjælper, at de nu på skolen skal lave en 50-minutters film på en hurtig og billig måde.”

– Er det nok, eller kan man gøre mere?

”Man kan gøre meget mere. Jeg synes, der sker nogle ting med teknologi i meget bred forstand på Gunnar Willes animationslinje, og der har i lang tid været et personligt fokus hos Arne Bropå dokumentarlinjen. Jeg undrer mig over, at det ikke finder vej til fiktionsfilmene.”

– Er pointen også, at der ikke nødvendigvis kommer stor kunst ud af at blive mere professionel?

”Ja, vi har også behov for personligheder og særlige typer. Vores talentmasse er større og på højere niveau end i mange af vores nabolande, men den er måske også lidt pæn og ensartet.”

”Jeg var til Nordic Talents forleden, hvor en islænding, der lavede gysere, måtte forsvare, at han bare gerne ville skræmme folk fra vid og sans, ikke bare når de sad i biografen, men også når de sov og vågnede.”

”Den svenske instruktør Ruben Östlund sad i panelet og kom ham til undsætning: ’Dit plot er røvsygt, men ambitionen er vildt interessant.’ Og den slags tænder ellers ofte skandinaver helt af. Vi vil vide, hvad traumet er.”

Et afskedsinterview
Vi har talt i næsten to timer og skal til at spørge, om Jakob Høgel efterhånden mærker en metaltræthed. Tolv af de seneste fjorten år har han tilbragt på Det Danske Filminstitut med at vurdere andres projekter.

Men han kommer os i forkøbet.

”Min kontrakt udløber til foråret, og det, forestiller jeg mig, er umiddelbart mit udløb,” siger han.

”Jeg synes, jeg har opnået de ting, der gav mening, og som jeg havde sat mig for. Og så er der nogle personlige årsager, hvor vi måske skal til udlandet med min kones job.”

– Hvad skal du så lave?

”Jeg har meget lyst til ikke at have et fast job. Det er en klar ambition!”

– Så det her er et afskedsinterview?!

”Nej, lad være med at lægge det i de folder. I forbindelse med tiåret har vi lavet et jubilæumsskrift, som forhåbentligt kommer til at sparke til, hvor dansk film skal hen. En af mine pointer er, at vi skal finde metoder, som ikke bare er afhængige af dagsformen, samtidig med at vi holder fast i vildskaben og udtrykstrangen.”