Talentspejderen

"Nogle gange er det kun de mest udholdende, som slipper igennem tragten."

Ordene kommer fra Jakob Høgel - og han ved, hvad han taler om. Han har i det seneste år været kunstnerisk leder af New Danish Screen, en pulje under Det Danske Filminstitut, der "skal støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling", som det hedder i formålsparagraffen.

Høgel kom fra en direktørstilling på dokumentarfilmselskabet Cosmo Doc, hvor han talentudviklede en række yngre instruktører, og før det var han konsulent på Filminstituttet.

"De mest kreative unge mennesker går ikke nødvendigvis filmvejen. Det gider de simpelthen ikke," siger Jakob Høgel, der er uddannet i visuel antropologi. "Filmbranchen virker for lukket og hierarkisk, og i dag er film groft sagt noget, man bare går ud og laver med et videokamera eller en mobiltelefon. Vi må hen til en eller anden form for netværkstanke, hvor filmfolk går sammen med mennesker fra andre kreative fag, og ideerne får et friere flow."

New Danish Screen er ikke, og skal ikke være, Filmskolens forlængede arm, understreger Høgel, som er i gang med at arrangere nogle seminarer, hvor det, han kalder "yngre idémagere", skal pitche deres ideer til filmbranchen og den spilbranche, der også er blandt de områder, New Danish Screen støtter. Et eksempel på en idémager kunne være Mads Brügger, der er mest kendt som vært for Den 11. time på DR2, men også har udviklet koncepter som Yallahrup Færgeby og lavet udfordrende programmer som Det røde kapel og Danes for Bush.

"Idémagere kan findes inden for både journalistik, spil, reklame, billedkunst og design, alle mulige nabopraksisser til film," siger Høgel. "Der er sket det i filmbranchen, at vi kigger meget indad, på hinanden og på dansk film. Film var det mest sexede for ti år siden, og det var det, som alle de kreative og talentfulde valgte. Men nu tror jeg i højere grad, at de vælger billedkunst eller markedsføring eller computerspilbranchen."

Etniske stemmer på vej
En kongstanke for Henning Camre, den forhenværende direktør på Filminstituttet, var filmens såkaldte fødekæde. Kæden har efterhånden manifesteret sig som et fra flere sider udskældt hierarki, hvor et talent begynder sin filmkarriere hjemme i baghaven, før vedkommende prøver sig af på et af filmværkstederne, fortsætter på en alternativ filmuddannelse, søger ind på Filmskolen og først derefter laver en film hos New Danish Screen, før vedkommende kan få adgang til at lave en spillefilm på normalt budget.

New Danish Screen er altså en integreret del af fødekæden, og Jakob Høgel kan godt kan se fornuften i, at man arbejder sig op gennem systemet og samler erfaring. Men han mener også, at fødekæden kun giver mening til et vist punkt.

"Der er selvfølgelig en grænse for, hvor mange systemer og kasser man kan begynde at opfinde, fordi der så bliver mindre og mindre plads på hylderne," siger han og understreger, at det er afgørende, at ansøgere finder den rigtige støtteordning og ikke blot søger på lykke og fromme eller bliver skubbet rundt mellem støtteordningerne.

"Det er kreativitetshæmmende, at man som talent går ind ét sted og får at vide, at man skal søge et andet sted. Man skal selvfølgelig bare søge med sine idéer, og hvis de er fantastiske, så går det nok alt sammen, men det er ikke det samme som at sige, at man ikke først kan tænke lidt over, hvad man står, og hvor man gerne vil hen."

Der vil altid være nogen, som har held med at springe et par trin i hierarkiet over, siger Høgel og nævner spillefilmdebutanten Omar Shargawi, der stort set aldrig havde lavet film, før han henvendte sig til New Danish Screen og fik penge til en spillefilm, Gå med fred Jamil. Og den film er i Jakob Høgels øjne et godt eksempel på en film, som peger i en ny retning.

"Hvis jeg kigger på de film, min forgænger (Vinca Wiedemann, red.) støttede, kan jeg se, at etniske stemmer kommer til orde i flere af de projekter, vi har på bedding. Det har New Danish Screen formået på en måde, som ikke er sket i den øvrige danske filmsektor, og det er vel at mærke foregået på filmskabernes egne præmisser. Gå med fred Jamil er en film på arabisk, og da den havde verdenspremiere i Rotterdam, sagde folk, at de ikke kunne se, om den var optaget i Kairo eller Beirut. Og den er altså optaget på Vesterbro og Nørrebro."

Spændingsfeltet mellem medier
Det er også vigtigt for Jakob Høgel, at New Danish Screen bliver den professionelle støtteordning, der er mest åben for alle formater og måder at fortælle historier på. I de første år, der er gået, siden ordningen blev stiftet, har man udelukkende støttet fiktion. Det skal der laves om på, fastslår Høgel, og det er han og hans kreative medspiller i New Danish Screen, manuskriptforfatteren Kim Leona, allerede godt i gang med.

"Dokumentarfilm og computerspil er kommet ind i billedet, og man må sige, at der sker noget i spændingsfeltet mellem de tre poler: fiktion, dokumentar og spil. Noget af det fornemste, dokumentarfilmen kan, er at udfordre vores virkelighedsforståelse, og jeg tror, at vi støtter nogle film, som kan gøre det. Der sker i øjeblikket noget spændende mellem spil og film, som vi ikke præcis ved, hvad er, og det vil kun være attraktivt for de yngre idéhoveder, at alt ikke er så snorlige lagt fast."

Det er en stor udfordring for den danske filmbranche, mener Høgel og opfordrer til, at man tænker alternativt og i højere grad begynder at kigge udad. Det kan vise sig at være vejen frem for en branche, der er nede i en bølgedal, hvor de fleste store, brede og dyre kvalitetsfilm ikke sælger billetter nok, mens arthouse-filmene stort set ingen billetter sælger overhovedet.

"Vi skal udfordre gængse forestillinger om, hvordan en film skal laves, hvad den skal koste, hvordan den skal se ud, og hvem den skal appellere til. Jeg plejer at sige, at de film, vi støtter, i den grad skal vise, hvad instruktøren kan. Det skal brænde igennem helt tydeligt, så kan resten af filmen godt være på et forholdsvis lavt niveau eller pinlig i dele. Hellere det end at lave noget, der er en blød mellemvare."

Jakob Høgel og Kim Leona har været tilknyttet New Danish Screen i et år - de tog over efter Vinca Wiedemann, der sammen med Henning Camre startede puljen op - og endnu er ingen af de film, som de to har støttet, færdigproduceret. Men Høgel har ambitioner om, at New Danish Screen under ham skal sætte et afgørende fingeraftryk på dansk film.

"Jeg vil selvfølgelig godt have, at vi bedømmes på de film, der kommer ud én efter én, og det bliver vi også. Men mit eget regnskab har et længere tidsperspektiv. Jeg vil ikke kunne leve med, hvis ikke jeg om ti år kan se, hvad New Danish Screen har gjort for dansk film. Mit succeskriterium er selvfølgelig ikke, at alle dem, vi støtter, er dominerende i dansk film, men hvis man ikke kan se, at noget markant er slået igennem og har gjort en forskel, så vil jeg ikke synes, at jeg har gjort mit arbejde godt nok."

Risikovillig kapital
For at nå det mål skal New Danish Screen bedrive det, Jakob Høgel beskriver som langsigtet planlægning. Det handler om at investere i talenter, som man tror på kan gøre en forskel, også i fremtiden.

"Vi ligger et sted mellem at være en form for åbent kreativt værksted og det, man i hårdere business-termer vil kalde R&D, research and development. På den ene side er New Danish Screen et frirum, et pusterum og et sted, hvor man kan udveksle idéer og tænke anderledes tanker. Og på den anden side er der et sigte med støtteordningen, som går på, at den skal komme ikke bare branchen, men dansk filmkunst og befolkningen til gode i et længere tidsperspektiv."

Høgel sammenligner New Danish Screen med medicinalfirmaet Novo Nordisk, der også investerer store summer - risikovillig kapital - i udvikling af produkter, der måske ikke bliver til noget. Men hvis bare én ud af ti ting giver mening, så kan det sikre firmaets overlevelse på lang sigt.

Den langsigtede strategi er ikke noget, han og Kim Leona taler højt om, når de holder møder med ansøgerne, men de har den i tankerne, når de sammenligner projekter og vælger, hvem de skal støtte.

"Hvor det for Novo Nordisk kun handler om at tjene penge, er vores mål meget mere alsidigt: en levende filmkultur og nogle klare, filmiske højdespringere. Med en filmkunstner er der selvfølgelig et klart sigte i det, vi gør. Men vi støtter også talenter, hvor ingen af os gør os illusioner om, at de skal være en ny Lars von Trier. De skal for eksempel i stedet gøre tv-mediet mere alsidigt og levende og dybdegående."

Håndværkerne
"Vi kigger på, om projekterne er originale og interessante i sig selv, og om de passer til talenterne. Hvis en ansøger har en superfed idé, men ikke synderlige ambitioner om at lave film i længden, støtter vi det ikke. Hvis der er tale om gæstebesøg, for eksempel en skuespiller, der gerne vil efteruddanne sig ved at lave en enkelt film, skal det ikke foregå hos os. Omvendt kan der komme folk med en meget stærk kunstnerisk nerve, men som endnu ikke har formået at udtrykke det i specielt attraktive projekter. Måske vil en instruktør bare gerne ’lave noget ude på landet’, og ham kan vi godt vælge at støtte, hvis han simpelt hen bare er gearet til at lave film på landet."

"Der bliver i disse år udklækket for mange mellemvare--instruktører, og hvis ikke talenterne først får lov til at prøve sig selv af og satse hele butikken, kan de ende i en midtersuppe, hvor nogle ikke kommer videre, selv om de måske havde potentialet til det."

Jakob Høgel retter i den forbindelse en del af skytset mod Den Danske Filmskole.

"Kig på afgangsfilmene fra de seneste seks år på Filmskolen, og så kan man se, hvad vores ansøgere kommer med. Det er sjældent stærkt nok," siger Høgel, som derfor gerne vil udbrede kendskabet til New Danish Screen.

"Vi skal være betydeligt mere åbne over for talenter, som kommer andre steder fra end for eksempel Filmskolen og filmbranchen. Der er stadig nogle, som går håndværkervejen, som man måske kunne kalde den hierarkiske vej, men hvis vi skal have nye, friske idéer og skæve arbejdsformer i dansk film, så er det ikke altid det bedste at være håndværkeruddannet, fordi man så lægger murstenene på en helt bestemt måde"