Tarantino indtager Cannes ad bagdøren

I Cannes kan de godt lide franske film, men de elsker amerikanske. Og få amerikanere er i så høj kurs som Quentin Tarantino.

Han vandt Guldpalmen i 1994 for Pulp Fiction.

Siden har han været i hovedkonkurrencen tre gange, senest med Once Upon a Time in Hollywood i 2019. Torsdag eftermiddag får han en heltemodtagelse, da han til øredøvende applaus indtager scenen i Théâtre Croisette, hvor parallelkonkurrencen Quinzaine des cinéastes har til huse.

Den feterede instruktør er i sit es, da han som genrefilmens sprechstallmeister introducerer en af sine yndlingsfilm, hævn-thrilleren Rolling Thunder fra 1977.

”Jeg så den på premieredagen sammen med min mor og hendes mand til en dobbeltvisning med Bruce Lee-filmen Enter the Dragon,” fortæller han begejstret.

”Da de tændte lyset efter filmen, havde jeg glemt alt om Enter the Dragon.”

”Så hold ikke igen, hvis I føler jer lidt ufranske! Hvis filmen får jeres pis i kog, så lad det koge, og hvis I vil skrige ved hvert jagtgeværskud, så skrig løs! I er ikke i Palais,” griner han med reference til Cannes-festivalens hovedbiograf.

”Lad os bringe lidt amerikansk grindhouse til Cannes!”

Hvæsser kloen knivskarp
Rolling Thunder handler om en ordknap Vietnam-veteran, der vender traumatiseret hjem til Texas efter syv år i fangelejr.

Under et hjemmerøveri bliver hans kone og søn dræbt af fire psykopater, mens han selv tortureres så voldsomt, at hans hånd må amputeres og erstattes af en klo.

Det går ikke ustraffet hen.

Publikum bryder ud i klapsalver og jubelbrøl, da hovedpersonen med bister mine hvæsser kloen knivskarp og saver løbet af sit jagtgevær. Stemningen er endnu højere, da han endelig får ram på de afstumpede skurke i et skudopgør på et bordel syd for grænsen.

”Hør, jeg kan godt lide voldelige film,” griner Quentin Tarantino, da han vender tilbage på scenen efter visningen.

”Nogle kan lide musicals, andre kan lide slapstick, jeg kan lide voldelige film. Vold er filmisk, vold er sjovt, og vold kan fortælle en god historie.”

Opdager nye detaljer
Rolling Thunder blev vist i en 35mm-kopi med ridsede billeder og lyd så skramlet, at man nærmest kun kunne følge dialogen, hvis man forstod de franske undertekster.

Men for QT’s kernefans er den slags en del af charmen.

Samtalen med Quinzane des cineastes-lederen Julien Rejl efter visningen føles også som en naturlig forlængelse af instruktørens bog Cinema Speculation og hans ugentlige Video Archives Podcast.

Her dissekerer han og Roger Avary – medforfatteren til Pulp Fiction – gamle videobånd med nørdet entusiasme.

”Rolling Thunder var en af de film, der fik mig til at betragte mig selv som en filmkritiker,” fortæller Quentin Tarantino, der i en alder af 60 år stadig sitrer af drenget begejstring.

”Jeg så den igen og igen, og jo mere opmærksomhed jeg gav filmen, desto mere fik jeg igen. Jeg opdager nye detaljer, hver gang jeg ser den, og det gjorde jeg også denne gang.”

Rednecks dræber alle
Nogle gange skal man spidse ører for at følge med, når Quentin Tarantino i flæng nævner titler, navne og årstal. Heldigvis er han god til at samle op på remseriet med anekdoter om filmenes tilblivelse.

Som da han forklarer, hvorfor Paul Schrader ikke bryder sig om Rolling Thunder, selv om han skrev manuskriptet.

Ifølge Quentin Tarantino var det oprindelige manuskript langt mere beslægtet med Martin Scorseses Taxi Driver, som Schrader havde skrevet året forinden, end med John Flynns fornøjelige, men letfordøjelige spændingsfilm.

”Paul Schraders manuskripter er begge troldspejlsversioner af den slags hævn-thriller, som var allestedsnærværende i 70’erne. I det oprindelige manuskript til Rolling Thunder følger vi racistiske, texanske rednecks mod mexicanske mordere, og i filmens klimaks dræber de alle! Røvere, ludere, kunder, alle,” siger Tarantino.

”Pointen er, at karaktererne er fucking vanvittige. For at citere Paul Schrader: ’Jeg skrev en kritik af fascistiske hævn-thrillers. De lavede den om til en fascistisk hævn-thriller.’”

”Til hvilket jeg svarede: ’Ja: den ultimative fascistiske hævn-thriller!’”

Quentin Tarantino forstår dog godt Paul Schrader, fortæller han. Han har det nemlig på samme måde med Oliver Stones Natural Born Killers, der er baseret på hans manuskript.

”Jeg mødte Johnny Cash i en elevator, og han sagde: ’Hey, June og jeg var virkelig glade for den film,’” fortæller instruktøren.

”Jeg sagde jo ikke, at han tog fejl. Jeg sagde: ’Tak, Johnny!’” griner Quentin Tarantino.

Dræb ikke dyr!
I bogen Cinema Speculation beskriver Quentin Tarantino, hvordan han fik kærligheden til b-film ind med modermælken.

Under samtalen nævner Julien Rejl et råd fra instruktørens mor, som han gengiver i bogen: Vold på film kun bliver for meget, når det præsenteres uden den rette kontekst.

Alligevel er der nogle former for vold, der byder Quentin Tarantino imod.

”Jeg bryder mig ikke om, når dyr bliver slået ihjel på film. Det gælder selv insekter. Jeg køber ikke en billet til at se ægte død,” lyder det fra instruktøren.

”En hund, en lama, en flue eller en rotte er jo totalt ligeglad med din film,” siger Quentin Tarantino og leder tankerne hen på blæksprutten i Park Chan-Wooks Oldboy og koen i Blinkende lygter.

”Grunden til, at jeg kan stå inde for al volden, er jo, at det bare er noget, vi leger. Det er ikke rigtigt blod, og folk slår sig ikke rigtigt – kun nogle gange, hvis vi bliver lidt for ivrige,” siger han og får indirekte nævnt det alvorlige uheld, Uma Thurman var ude for under optagelserne af Kill Bill.

Moralsk forarget
Generelt mener Quentin Tarantino, at det største problem med vold på film er, når det bruges dårligt.

”Jeg har set masser af ekstremt voldelige horrorfilm, som ikke behøvede at være så voldelige. Men det er ikke af moralske årsager. Det bunder næsten altid i inkompetence,” siger Quentin Tarantino og nævner Patriot Games som et eksempel.

”Man forstår jo sagtens, hvorfor Sean Bean vil dræbe Harrison Ford – han forpurrer hans planer og dræber hans bror. Det er da fuldt forståeligt, at han vil dræbe ham.”

”Men så slår Sean Beans karakter pludselig en masse mennesker ihjel, fordi manuskriptet kræver, at han også skal være psykopat. Det er dårligt skrevet, og det gør mig simpelthen moralsk forarget.”

Imod cancel culture
Quentin Tarantino har publikum i sin hule hånd, mens han deler ud af sine erfaringer fra biografsalens plyssæder.

Han har slugt høj såvel som lav filmkunst med samme begejstring, og han forklarer, hvorfor han sætter de film højest, som andre overser.

”Da jeg var barn, så jeg også film af Martin Scorsese, Steven Spielberg, George Lucas og Francis Ford Coppola. Og jeg elskede dem. Men folk kom ikke op at skændes over deres film. Det gjorde de om Brian De Palma, og så var det sjovt at forsvare ham,” siger instruktøren.

Han mener heller ikke, at man kan vælge og vrage i filmhistorien alt efter politisk ståsted.

”Folk talte om, at de ville bandlyse John Ford. Det var allerede før, der var noget, som hed cancel culture. Og jeg tænkte, at det skulle man være et røvhul for at gøre.”

”Jeg kan da heller ikke lide, at Henry Fondas folkemorder bliver tilgivet af John Wayne sidst i Fort Apache. Men der var formentlig ikke mange blandt filmens hvide kernepublikum, der satte spørgsmålstegn ved den slutning i 1940’erne. Og det giver jo en indsigt i, hvordan folk tænkte dengang.”

”Det kan vi ikke bare smide på verdenshistoriens store mødding. Vi er nødt til at se den slags ting i øjnene.”

Fristende monologer
At det er glæden til film, der har båret Quentin Tarantino gennem livet, understreges af, at han har valgt at kalde sin tiende og angiveligt sidste spillefilm The Movie Critic.

Der er ikke kommet meget ud om filmen. Den er inspireret af en kritiker, som i midten af 70’erne skrev anmeldelser for et pornoblad.

”Han skrev filmanmeldelser, som Travis Bickle fra Taxi Driver skrev dagbog!” har Quentin Tarantino sagt om sin inspiration.

Instruktøren godter sig hemmelighedsfuldt ved torsdagens arrangement, da Julien Rejl prøver at hale mere information ud af ham.

”Jeg er næsten fristet til at sige nogle af karakterernes monologer fra den film!” siger Quentin Tarantino, mens salen for 117. gang bryder ud i applaus.

”Hvis bare her var færre videokameraer. I må bare vente og se.”