Tarantino tager blodig affære

Egentlig minder Quentin Tarantinos karriere mere om en popstjernes end om en filminstruktørs. Han kom fra bogstaveligt talt ingenting i 1992, instruerede tre en halv film, skrev en håndfuld andre, blev både Hollywoods og filmfeinschmeckernes darling – og så forsvandt han sporløst igen, efter bare fem år.

Nu, seks år efter den afdæmpede Elmore Leonard-filmatisering Jackie Brown (1997), er han tilbage igen med Kill Bill. En film – eller rettere to film, idet den kommer i to dele – som enten kan bekræfte hans position som en af amerikansk films talentfulde enere eller henvise ham til døgnfluernes division. Ligesom i popmusik er seks år lang tid i Hollywood.

En ny generation
Tarantino var et brud med den forrige store generation af amerikanske filminstruktører: Martin Scorsese, Steven Spielberg, Francis Ford Coppola, George Lucas og de andre 1970’er-instruktører, der med rødder i de amerikanske universiteters filmskoler sprængte Hollywoods traditionsbundne studiesystem. Her var en ung instruktør, som ikke kom fra filmskolen, men fra en videobutik – i hvert fald hvis man skal tro Tarantinos egen, noget simplificerede (og selvmytologiserende) karrierebeskrivelse.

Debutfilmen Reservoir Dogs fra 1992 var en kriminalfilm, der virkede nærmest som skabt til at sætte instruktørens navn på landkortet: stiliseret action, en fragmenteret fortællestruktur, et væld af referencer til andre film, chokerende vold samt selvfølgelig Tarantinos usædvanligt skarpe replikker. At åbne en kriminalfilm med en længere verbal dissekering af Madonnas Like a Virgin var utvivlsomt noget nyt.

Reservoir Dogs gjorde Tarantino til et navn i cineastkredse. Men ingen kunne på baggrund af en talentfuld kultfilm have forventet, hvad han skulle præstere to år senere. Pulp Fiction (1994) vandt De Gyldne Palmer i Cannes og blev en af den slags sjældne film, som både fik kommerciel succes og status som rendyrket kultfilm. Den er uden tvivl en af 1990’ernes vigtigste amerikanske film. I 1995 blev Tarantino i den britiske avis Sunday Times ligefrem udråbt til den syvende bedste filminstruktør nogensinde (foran folk som Scorsese og Stanley Kubrick!), ligesom Pulp Fiction blev stemt ind som den syvende bedste film nogensinde.

Det virker i dag en kende hysterisk, men det er en god illustration af, hvor præcist Tarantino ramte tidsånden. Pulp Fiction er et formidabelt eksempel på populærkulturel timing: den rette film på det rette tidspunkt! Var filmen kommet fem år tidligere eller fem år senere, var den sandsynligvis endt som en kultfilm for de indviede. I dag står den som et af sin generations filmiske pejlemærker.

Film og nostalgi
I et nyligt interview i det britiske filmtidsskrift Sight & Sound har Tarantino udtalt: ”Hvis jeg nogensinde mistede min interesse for at se film, ville jeg miste alt det, jeg har at tilbyde som filmmager.”

Tarantino er filmfanatikeren, som har fået lov til at lave film selv. Hans film er stoppet til randen med henvisninger til andre film. Det strækker sig fra hans brug af særlige subgenrer (for eksempel hans opdatering af kupfilmgenren i Reservoir Dogs eller kung fu- og samuraifilm i Kill Bill) til lån fra enkelte film – i form af genbrug af plots, detaljer i kostumer, karakterer, musik, kameraindstillinger og mere. Intet er for småt eller for stort til at finde vej til Tarantinos univers.

I den sammenhæng må Kill Bill betegnes som noget nær et delirium af referencer. Her er alt tilsyneladende en reference til film, som Tarantino har set, og selv kalder han meget passende Kill Bill for sin ultimative ”film-film”.

Det forbløffende ved Tarantino er, at han netop i kraft af sine mange lån og referencer formår at skabe originale film med et unikt univers. Hans styrke er måske, at det kræver en god portion nørdviden at opdage hans henvisninger og lån. Så det at afsløre ham er ensbetydende med at blive lukket ind i hans eksklusive klub. På den måde fungerer hans film som et indforstået spil med tilskueren: Hvor mange referencer kan du finde?

Han er en meget moderne – nogen vil sige postmoderne – instruktør. Men der er en bemærkelsesværdig tone af nostalgi i Tarantinos mange lån og referencer. Ikke mindst musikken har en helt central plads i hans film. Når han ledsager forteksterne til Pulp Fiction med 60’er-surf rock, når han lader torturscenen i Reservoir Dogs akkompagnere af et sejt funky 70’er-nummer, eller når han under forteksterne til Kill Bill særdeles effektfuldt bruger Nancy Sinatras Bang Bang (My Baby Shot Me Down), handler det ikke om at tidsfæste handlingen, sådan som man traditionelt bruger periodemusik på film. Tarantinos film foregår tydeligvis i nutiden. Hos ham aktiverer musikken i stedet en nostalgi, som understreger, at det hele først og fremmest handler om film.

Man kan argumentere for, at Tarantino langt fra er den kolde stilist, som han ofte er blevet beskyldt for at være. Han er tværtimod en gennemført personlig instruktør, som kan dét sjældne at lukke publikum ind i sin egen private verden.

Også hans valg af skuespillere trækker på denne nostalgi. Tag for eksempel castingen af John Travolta i Pulp Fiction. I Travoltas rolle som den på én gang cool og lidt sjaskede lejemorder trækker Tarantino både på hans image som forsuttet Hollywood-has-been (hvad Travolta i sandhed var før Pulp Fiction) og på hans retro-charme (ikke mindst i dansescenen med Uma Thurman) og karisma som skuespiller. Resultatet er en figur, som fungerer på en række planer: en overbevisende og engagerende karakter, en filmstjerne og et popkulturelt koryfæ. Noget lignende – og her er vi virkelig ude i ægte cineast-referencer – gør han med sin fine brug af den japanske karatelegende Sonny Chiba i Kill Bill.

Den ironiske generation
Som nævnt ramte Tarantino tidsånden – denne flygtige, uhåndgribelige størrelse – lige på kornet med Pulp Fiction. Og hans karrieres første del, 1992-97, falder meget godt sammen med det, der allerede dengang blev kaldt ”den ironiske generation”. Herhjemme blev den blandt andet repræsenteret af Casper Christensen og Tæskeholdet (humor uden moralske skrupler), tv-programmet Gotha (nostalgi og populærkultur med DR 2s blå stempel) og en ny dyrkelse af ironiske stand up-komikere. Karakteristisk for denne ironiske generation var en udpræget brug af referencer og nostalgi og en frasigelse af moralske absolutter – træk, der også kendetegner Tarantino.

Det er således interessant at kigge på en anden af periodens vigtige amerikanske film, nemlig Oliver Stones Natural Born Killers fra 1994, samme år som Pulp Fiction. Filmen om to unge morderes dødsrejse gennem USA er baseret på et manuskript af Tarantino. Den blander vold og humor på tidstypisk vis. Men humoren er mere besk og satirisk, og som alle Oliver Stones film er Natural Born Killers en utvetydigt moralsk film.

Tarantino har i kraftige vendinger undsagt filmen og hele Stones projekt. Det kan der selvfølgelig være masser af grunde til; Tarantino hævder blandt andet, at Stones film ikke yder hans originalmanuskript retfærdighed. Men sikkert er det, at Tarantinos forhold til vold og moral bliver sat skarpt i relief over for en moralist som Oliver Stone og dennes livtag med volden i det amerikanske samfund.

Vold og humor
Tarantino holder meget af vold på film. Reservoir Dogs chokerede med scenen, hvor en politimand bliver torteret på det grusommeste. Pulp Fiction er fuld af grænseoverskridende brutalitet: skudscenen på hotelværelset; adrenalinkanylen i brystet på Uma Thurman; sekvensen hvor Bruce Willis må se gangsterbossen blive voldtaget af to mænd, inden han selv tager blodig affære; pistolen der går af i John Travoltas bil og forvandler den til en skraldespand af blod og hjernemasse. Og første del af Kill Bill er den blodigste Hollywood-film siden Saving Private Ryan. Den starter med en henrettelse og ender med en tredive minutter lang kampscene, hvor folk bogstavelig talt får hugget arme, ben og hoveder af, så blodet står som gejsere.

For Tarantino er vold først og fremmest et virkemiddel. Han ved, at korrekt doseret vold på rette tid og sted kan fremprovokere en reaktion hos publikum. Han forstår dynamikken i filmisk vold, og noget af det imponerende ved hans håndtering af volden er den store musikalitet, hvormed han kan skifte sindsstemning på et øjeblik. Torturscenen i Reservoir Dogs virker, fordi han foretager et skift i tone fra Mr. Blondes munterhed til torturens uhyggelige fysiske realiteter.

Voldtægtssekvensen i Pulp Fiction fungerer, fordi det lykkes Tarantino at trumfe truslen om fysisk vold med en mandevoldtægt, som ingen ser komme. Og i Kill Bill er der et effektivt øjeblik, hvor han på et splitsekund går fra sin patenterede humoristiske brutalitet over til Uma Thurmans overbevisende sorg, da hun opdager, at hun har mistet sit ufødte barn.

Det mest provokerende ved Tarantinos film er i manges øjne den humoristiske tone, som han har formået at give selv sine mest brutale scener. Der er et skel i hans film mellem voldens råhed, dens realistiske udførelse, og det høje humør, som den for det meste bliver udført med. Brugen af ekstrem og realistisk vold som humoristisk virkemiddel henter Tarantino navnlig i 80’ernes splatterfilm, der ofte lod sine ekstremt blodige effekter kamme over i en blodtilsølet form for falden-på-halen-komik.

Den komiske afart af splatterfilmen er en genre, Tarantino direkte hylder i sit manuskript til Robert Rodriguez’ humørfyldte vampyrfilm From Dusk Till Dawn (1996). Men at bruge denne form for komisk blodbad uden for splatterfilmens univers er grænseoverskridende – som scenen i Pulp Fiction, hvor pistolen går af i lejemordernes bil, blot for at resultere i et skænderi mellem John Travolta og Samuel L. Jackson, et skænderi, der lige så godt kunne have været mellem et gammelt ægtepar, i skærende kontrast til de blodige billeder.

Vold og moral
Det særlige ved volden i Tarantinos film er, at den er løsrevet fra moralske overvejelser. Han inddrager volden i sit indforståede univers på lige fod med alle mulige andre virkemidler, og set med mainstreambriller er dette stærkt provokerende.

Amerikansk film har altid dyrket vold. Der løber en åre af vold og voldsæstetik fra de klassiske westerns til vore dages stort opsatte actionfilm. Men volden i amerikansk film har været moralsk defineret. Der er ond vold, som bliver begået af onde mennesker, og der er god vold, som bliver begået af de gode. De godes vold er altid nødvendig og nødtvungen, mens de ondes vold altid bliver udført med glæde og med antisociale eller amoralske hensigter.

Hos Quentin Tarantino er grænserne udviskede. Hans hovedpersoner lever i en voldelig verden, og deres forhold til vold er ganske henkastet. Faktisk er volden i Kill Bill på samme tid den mest ekstreme, Tarantino har præsteret, og den mest moralsk ukontroversielle. Uma Thurmans heltinde slår folk ihjel til højre og venstre i løbet af filmen, men hendes udgangspunkt er, at hun vil hævne den uretfærdighed, der overgår hende i filmens åbningsscene. Mere klassisk Hollywood bliver det næppe.

Kyniker eller humanist?
Det er i det hele taget et interessant paradoks ved Tarantino: at han på den ene side elsker at provokere og gerne serverer uhyrlig brutalitet med et ironisk, indforstået smil – på den anden side giver os personer, som det er svært ikke at holde af.

Det er ikke helt let at greje, om han er en amoralsk kyniker eller en humanistisk historiefortæller. For lige så moralsk anstødelig hans fornøjede brug af vold kan synes, lige så varm er hans persontegning. Tag bare John Travolta i Pulp Fiction! Når man genser filmen, er det virkelig bemærkelsesværdigt, hvor fint og afrundet han fremtræder. Det samme gælder forholdet mellem Harvey Keitel og Tim Roth i Reservoir Dogs. Midt i alt blodet og de cool replikker finder vi et venskab, og der er hverken tale om ironi eller buddy movie-sentimentalitet. I Jackie Brown tegner han sine midaldrende hovedkarakterer med menneskelige nuancer, hvilket fik folk til at kalde filmen for hans mest ”voksne” – og publikum til at blive væk! Og med Uma Thurman i Kill Bill finder han frem til en kerne af ro og menneskelighed i det, der på overfladen kan ligne en todimensional B-films-actionheltinde.

Hvad er hans hemmelighed? Tja, hans personer ligner alle os andre. Jovist er de cool og hårdtslående og glamourøse og alt det dér filmagtige. Men de er bestemt også rigtige mennesker. Tarantino er mester i at finde mennesket under overfladen – for eksempel når John Travolta som en anden teenager er på date med Uma Thurman – og han har samtidig en filmisk tæft, der lader ham vise det med helt enkle virkemidler.

Det er her, hans virkelige kvalitet ligger. Og det er selvfølgelig derfor, at de utallige film, som Tarantino inspirerede i midten og slutningen af 90’erne, sjældent hævede sig over det mest basale kvalitetsniveau. Man kan efterligne stil og attitude, man kan skrive smarte replikker, men at finde ind til det menneskelige i et stiliseret genreunivers kræver ægte talent.