Tarantino begræder Uma Thurmans uheld
Mandag eftermiddag delte Uma Thurman på sin Instagram-profil en voldsom video, der viser hende køre galt under optagelserne til Kill Bill.
Videoen kommer i kølvandet på et interview, som Thurman gav til New York Times i weekenden, hvor hun som mange før hende anklagede Harvey Weinstein for overgreb.
I et langt interview til det amerikanske magasin Deadline giver Quentin Tarantino – instruktøren af Kill Bill – sin version af historien.
”Den største fejltagelse i mit liv er, at jeg fik hende til at lave det stunt,” siger han.
Ændrer vejbane
Forlydender om, at Tarantino skulle have presset Thurman og råbt af hende for at få hende til at udføre stuntet, afviser instruktøren blankt.
”Jeg er skyldig i at få hende i bilen, men jeg er ikke skyldig på den måde som folk siger, at jeg er skyldig,” siger han til Deadline.
Optagelserne foregik sidst på dagen, og man besluttede, at bilen skulle køre i den modsatte retning – som Tarantino ikke havde testkørt.
Thurman kørte galt, og i videoen, som hun har delt på sin Instagram-profil, ser det ret alvorligt ud.
”Det er min største fejltagelse, at jeg ikke tog mig tid til at teste vejen én gang til,” erkender Tarantino i dag.
Coverup og forsoning
Efterfølgende krævede Thurman at få optagelserne af uheldet udleveret, men det blev afvist af Harvey Weinstein.
”Uma troede, at jeg havde affundet mig med dem (Harvey Weinstein, Bennet Walsh og Lawrence Bender, red.) i ikke at lade hende se optagelserne. Men jeg kendte ikke noget til det,” fortæller Quentin Tarantino og fortsætter:
”Jeg vidste godt, at de ikke lod hende se optagelserne, men jeg vidste ikke, at hun troede, at jeg var en del af det. Hun havde bare fortalt mig, at de ikke lod hende se optagelserne.”
Som følge af manglende bevisførelse havde Uma Thurman ikke mulighed for at sagsøge filmselskabet. Ifølge Tarantino er hun overbevist om, at Harvey Weinstein efterfølgende fik bilen destrueret for at skjule beviserne.
Til Deadline forklarer Tarantino, at han og skuespilleren blev forsonet nogen tid senere.
”Vi havde en stor middag i Soho-huset i New York, og der tog vi fat på alt fra biluheldet til al den vrede, hun havde mod mig – de ting, hun følte, jeg kunne have gjort bedre i at beskytte hende. Vi talte det hele igennem, lagde det bag os, og vi har været fantastiske venner siden.”
Kommentarer