Tarantino-western som miniserie på Netflix
Det er måske nok de færreste, der higede efter mere, da rulleteksterne startede i Quentin Tarantinos seneste film, western-thrilleren The Hateful Eight fra 2015.
I filmen bliver en broget flok på otte revolvermænd – og en enkelt kvinde – fanget af en snestorm i en øde beværtning. De har hver deres hemmelighed, og alle har en nervøs hånd på revolveren.
Kammerspillet strækker sig til to timer og 48 minutter i den biografversion, der havde premiere over hele landet. Var man blandt de hurtige, der løste billet til filmen i 70mm, fik man anspændt sniksnak i hele 187 minutter.
Men nu er der altså mulighed for at tilbringe endnu mere tid sammen med Tarantinos hadske desperadoer. I hvert fald i USA, hvor Netflix netop har offentliggjort en nyklippet version af filmen, der nu findes som en miniserie på fire afsnit á en lille times varighed hver.
Det vides ikke, om der er planer om at udgive serien i Danmark.
Bryder løfte
Som mange af Tarantinos film var biografversionen allerede inddelt i afsnit, men den nye version skrotter et par af inddelingerne og holder fast i andre.
The Last Stage to Red Rock varer 50 minutter, Minnie’s Haberdashery 51 minutter, Domergue’s Got a Secret 53 minutter, og sidste afsnit, meget passende kaldet The Last Chapter, er på 56 minutter.
Det giver i alt 210 minutters cowboyfilm, selv om den nye introsekvens og rulleteksterne formentlig betyder, at serieversionen har omtrent samme længde som den lange biografversion.
Så der er næppe mange nye scener at finde i tv-versionen. Dermed vil fans sikkert også diskutere, om instruktøren bryder sit løfte om, at man kun ville kunne se den lange udgave af filmen, hvis man tog til en af særvisningerne, hvor den blev vist på 70mm.
Forlængede filmversioner
Det er ikke første gang, at Quentin Tarantino laver en særudgave af sine film for at lokke folk i biograferne.
Death Proof blev lavet som den ene halvdel af Grindhouse-projektet, hvor Robert Rodriguez’ Planet Terror er første halvdel af en double feature, der i ånd og æstetik hylder 70’ernes hårdtslående b-film.
Begge film blev i første omgang udsendt som en sammenklippet version på tre timer, der også indeholder trailers til ikke-eksisterende film lavet af instruktørkolleger som Eli Roth, Rob Zombie og Edgar Wright. Da den version floppede, blev filmene udgivet hver for sig. Herhjemme fik vi aldrig originalversionen at se.
Tilsvarende har fans måttet vente endog meget længe på den definitive version af Kill Bill. Tarantino havde oprindelig tænkt filmens to dele som ét spraglet epos, men blev talt fra planen af produceren Harvey Weinstein, der svedte ved tanken om at skulle sælge en firetimers kung fu-film.
Men i 2006 kunne Tarantino vise Kill Bill: The Whole Bloody Affair i Cannes. Foruden alle scener fra biografversionerne indeholder filmen også en forlænget animé-sekvens. Samme version viste instruktøren i sin egen biograf The New Beverly Cinema i Los Angeles i 2011, men siden har der været stille på den front.
Kommentarer